Magdalene Moos, 4.9.1872-31.5.1956, kvindeforeningsformand. Født i Jægerup ved Vojens, død i Nybøl. M. voksede op i et hjem der først var knyttet til Rødding frimenighed, senere var blandt dem der grundlagde frimenigheden i Haderslev. Hun blev elev på Hejls efterskole, senere på Askov højskole. Efter hendes giftermål var hjemmet i Nybøl blandt de førende danske hjem på Sundeved; det gav rammen for frikirkelige gudstjenester, og det var her frimenigheden på Sundeved blev stiftet ved et møde marts 1902. Efter at en stor børneflok var vokset til blev M.s kræfter taget i brug udadtil. Hun blev 1919 formand for den nordslesvigske kvindeforening og i de svære overgangsår omkring 1920 sjælen i det omfattende hjælpearbejde foreningen udførte for at lindre den mangeartede nød krigen havde skabt. Indtil 1938 ledede hun foreningens filantropiske arbejde (plejehjem, hvilehjem, spædbørnshjem m.m.) og var desuden medlem af en række bestyrelser, bl.a. for Dansk skoleforening, Dybbøl mølle og af centralbestyrelsen for Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse.

Familie

Forældre: gårdejer Mads Jensen (1839-1909) og Bodil Marie Pors (1840-1927). Gift 28.6.1895 i Jægerup med gårdejer Peder Hansen M., født 28.4.1852 i Ullerup, død 20.10.1937 i Broager (gift 1. gang 1885 med Johanne Kjestine Lilholt, 1856-93), s. af gårdejer Christen Hansen M. (1825-1901) og Mette Christine Møller (1822-1900).

Udnævnelser

F.M.l. 1920.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl E. Johnsen i Hejmdal 14.3.1930. Sv. Moos i Sønderjyske årbøger 1966 86-103 209-74 (også som særtryk, 1967). Samme i Sønderjysk månedsskr., 1973 284-92. – Sprogforen.s almanak 1939, 1938 67f (om Peder Moos).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig