Johanne Dahlerup, f. Rasmussen Bang, 20.7.1896-19.6.1983, formand for De danske husmoderforeninger. Født i Bårse sg, død på Frbg. (Solbjerg), begravet i Spjellerup. D. tog realeksamen 1913 fra Præstø og lærereksamen 1917 fra N. Zahles seminarium samt eksamen fra Statens gymnastikinstitut 1918. Efter vikariater i Jylland var hun 1919-25 ansat ved Kbh.s kommunale skolevæsen da hun søgte afsked for at tage sig af hjem og børn. Gennem forældreforeningsarbejde og ivrig avislæsning blev hendes politiske interesse vakt, og hun meldte sig ind i det konservative folkeparti. Snart var hun medlem af sin vælgerforenings bestyrelse og blev 1933 første gang opstillet til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. 1939 var hun opstillet til både folke- og landsting og opnåede at blive suppleant til landstinget. 1940 trådte hun ind og var medlem til 1947, og 1952-53 sad hun i folketinget. Som politiker var det skole- og kirkeforhold samt husholdningsområdet hun beskæftigede sig med. - D. blev i begyndelsen af 1930erne medlem af De danske husmoderforeninger, fra 1944 næstformand i Frederiksberg husmoderforening og et år senere formand. Kort herefter kom hun i DDHs hovedbestyrelse og valgtes 1946 til landsformand, en post hun bestred til hun trak sig tilbage 1962. D. var en flittig og dygtig organisator, og i hendes formandstid voksede DDHs medlemstal fra ca. 25.000 til ca. 43.000. Som taler og diskussionsdeltager havde hun overordentlig stor rutine, ligesom hun viste udmærkede evner som forhandlingsleder. 1946-60 var hun medlem af statens husholdningsråd og 1947-55 af priskontrolrådet (nu monopolrådet). Husmødrenes samarbejde i Nordens husmoderforbund havde hendes store interesse, og her varetog hun formandsposten i to perioder 1947-49 og 1960-64. Også det internationale arbejde i Husmødrenes verdensforbund optog hende, og hun deltog ivrigt i kongresser og møder rundt i verden og fortalte gerne om sine oplevelser herhjemme. 1953-59 var hun vicepræsident i denne sammenslutning og indtil 1962 medlem af dens hovedbestyrelse. Som anerkendelse af den store indsats D. har ydet inden for husmoderbevægelsen udnævnte DDH hende 1964 til sin ærespræsident.

Familie

Forældre: gårdejer Christian Bang (1855-1924) og Ane Marie Nielsen (1870-1911). Gift 28.3.1923 i Bårse med driftsingeniør, cand. polyt. Helge Hans D., født 25.8.1895 i Ågerup ved Roskilde, død 10.5.1977 i Kbh., s. af sognepræst ved Trinitatis k. Peter Nielsen Petersen (1846-1916) og Nanna Dahlerup (1865-1925).

Udnævnelser

R. 1960.

Bibliografi

Kirsten Halberg i Danske kvinders årbog, 1947 66-68. Else Gulstad i Husmoderen, juni 1962 7. Bente Gaunt sst., 1976 nr. 4 11. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig