Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paulus Andersen

Oprindelig forfatter VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paulus Andersen, Paulus Emanuel Andersen, 3.2.1928-14.10.1995, forbundsformand. Efter folkeskolen blev Paulus Andersen 1948 udlært som maskinarbejder på Møller & Jochumsens Maskinfabrik i Horsens. Han fik kort efter lokale tillidshverv i fagbevægelsen; efter at have gennemgået produktivitetsudvalgets uddannelse som industri- og arbejdskonsulent blev han 1962 konsulent i Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark. Han var sekretær i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund fra 1966 og blev 1972 formand for Dansk Metalarbejderforbund (smede- og maskinarbejderforbundet) og var 1973– 76, indtil ændringerne i metallets organisationssystem, formand for centralorganisationen af metalarbejdere.

Paulus Andersen var medlem af LOs forretningsudvalg og en af dettes repræsentanter i socialdemokratiets hovedbestyrelse. Paulus Andersen efterfulgte Hans Rasmussen som de danske "smede"s leder. Han trådte til i en periode hvor en række organiserede "spontane" reaktioner blomstrede op på arbejdspladserne mens man tidligere kunne holde oppositionen inden for generalforsamlingernes rammer. De særlige situationer i disse omstændigheder har Paulus Andersen mødt med styrke, og han har, når det tjente fagbevægelsen bedst, talt arbejdspladserne imod. Hans adfærd, hans hidsige vrede godtages af medlemmerne. Han taler som de selv i tidens stil lige ud om problemerne. Skulle mari søge en ledetråd i Paulus Andersens arbejde var det overordnede uden tvivl til stadighed at bevare fagbevægelsens enhed og styrke fremfor enkelte arbejdspladsers særfordele. Det samme gjaldt Paulus Andersens holdning inden for socialdemokratiet; han kunne være kritisk i sine synspunkter på enkeltområder – var således blandt EF-modstanderne og kritiserede partiets ØD-forslag – men i afgørende situationer støttede han altid partiet og dets ledelse. Denne ubetingede støtte til ledelsen efterlod blandt yngre organisationsfolk undertiden indtrykket af at Paulus Andersen i højere grad end tilfældet virkelig var i det hele stod for det etablerede. Blandingen af en tidligere tiders barske, autoritære fagforeningsledertype og af den nye der kan tale nede på gulvet gjorde Paulus Andersen til en overgangstype der uden tvivl fyldte et særligt behov.

Paulus Andersen var opstillet i Ribekredsen 1977 uden at opnå valg; hans deltagelse i valgkampen vidnede om en bred politisk indsigt. Han nedlagde sin formandspost 1978 af helbredsgrunde.

Annonce

Familie

Paulus Andersen blev født i Horsens (Vor Frelsers).

Forældre: maskinsnedker, høvlemester Carl A. (født 1892, død 1979, gift 2. gang med Jensigne Christensen, født 1910) og Kathrine Mathiasen (1896–1949). Gift 11.8.1948 i Horsens med Inge Holm, født 14.12.1930 sst., d. af kogemester Henry H. (1896–1976) og Elna Mortensen ( 1896-1986).

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard, 1972 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 7.9.1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Paulus Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286045