Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henry Gran

Oprindelig forfatter VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henry Gran, Henry Carl Gran, 29.12.1899-10.3.1982, forbundsformand. Født i Kbh. (Helligkors), død i Kbh. (Frederiks), begravet på Bispebjerg kgd. G. blev født ind i arbejderbevægelsen med en fremtrædende fagforeningsmand som far.

Efter skoletiden kom han 1914 i boghandlerlære i socialdemokratiets boghandel Fremad, blev 1922 formand for HKs bog- og papirafdeling i København og 1933 den første ungdomssekretær i HK. Dermed var hans bane afstukket: 1949 forretningsfører, 1954 næstformand, 1965 forbundsformand (efter at have været konstitueret siden 1963, da Erling Dinesen blev minister). Efter afgangen som forbundsformand var G. 1970-78 leder af Arbejderbevægelsens arkiv og bibliotek. Ved siden af det faglige arbejde var G. 1948-62 medlem af Københavns borgerrepræsentation og 1962-70 rådmand i magistratens 5. afd. valgt af socialdemokratiet.

G. hører til den generation af fagforeningsledere, der skulle tilpasse fagforeningerne til det fuldtudviklede industrisamfund. På det område var han pioner. Han forstod at betingelserne for at vinde styrke var ét bevidst arbejde blandt de unge og kvinderne. I samarbejde med Erling Dinesen gennemførtes en række effektive og i formen yderst moderne og for fagbevægelsen usædvanlig pågående kampagner der førte nye grupper fra handels- og kontorområdet ind i forbundet.

Annonce

I sin formandstid havde han i overenskomstsituationer store vanskeligheder med at finde en rimelig kadence mellem forbundets krav og LOs linie; men det lykkedes ham trods alt at foretage en afbalancering. G.s formidlende evner blev også udnyttet i fuldt omfang i de ni år han efter sin afgang som forbundsformand var leder af Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv. Han var ikke snævert knyttet til institutionens problemer da han blev leder, og dette blev i den givne situation hans styrke. Der var da en latent konflikt mellem socialdemokratiet og en kreds af yngre socialistiske historikere der ønskede at bruge institutionen som dække for en agitation der fulgte andre spor end moderpartiets ønsker. Uden at være kommet i åbenlyse konfliktsituationer førte G. Arbejderbevægelsens arkiv gennem en kritisk periode.

Familie

Forældre: snedker, senere sekretær i De samvirkende fagforbund (LO) Carl G. (1872-1913) og Olga Henriette Richter (1875-1946).

Bibliografi

Information 12.1.1966 og 11.3.1967. Aktuelt 27.12.1967 og 26.10.1977. Demokraten 7.11.1969. HK-bladet dec. 1969. Berl. tid. 28.12.1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Henry Gran i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290158