Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Rasmussen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Hans Rasmussen, Hans Edvard Rasmussen, 14.12.1902-1.1.1996, forbundsformand. Født i Odense (Skt. Knud), begravet på Assistens og Søholm kirkegård, Birkerød. R.s far var arbejdsmand men havde gennemgående godt arbejde, og drengen kom i mellemskole som han dog forlod med udgangen af 3. mellem. R. oplyser selv, at det var fordi han var blevet træt af skolegangen. Ude af skolen kom R. i maskinarbejderlære hos M. P. Allerup i Odense og blev udlært 1922. Efter en overgang med arbejdsløshed fik han en kort tid arbejde i Kbh., men tog derefter vinteren 1924–25 på Arbejderhøjskolen i Esbjerg. Her var Julius Bomholt samme år blevet forstander, og han påvirkede stærkt R. der hele livet igennem var taknemmelig for tiden på højskolen. Den gav ham naturligvis nok en øget almen indsigt i samfundsforhold; men lige så meget betød det, at opholdet frigjorde ham. Naturlig sikkerhed afløste generthed. – Fra Esbjerg vendte R. tilbage til Odense og fik arbejde på Thriges maskinfabrik. Kort efter startede hans karriere som fagforeningsmand: sekretær i klubben, fællestillidsmand for smedene, næstformand i den lokale fagforening og 1933 formand. Allerede i disse år viste han sit særlige talent for at opnå en frugtbar kontakt med arbejdsgiverne, ligesom hans realitetssans klart blev lagt for dagen; i disse år grundlagdes en instinktiv uvilje mod kommunistisk fagforeningspolitik, formuleret som afstandtagen fra den manglende realisme. R. fik ret hurtigt en stærk position inden for smedeforbundet, og da der efter Johs. Kjærbøls afgang som formand 1935 skulle ske en række rokeringer i forbundets ledelse, blev R. valgt som sekretær og flyttede dermed til Kbh. – Sekretærarbejdet var meget alsidigt, det var før forbundene opdelte arbejdet så stærkt. R. var med i arbejdet om lærlingeforhold, mæglingssager, oprettelse af overenskomster og deltog i tilrettelægning af den almindelige fagpolitik. 1938 deltog han i et 402-timers kursus i arbejdsforhold ved Århus univ. hvor han navnlig høstede gavn af Knud Illums undervisning i arbejdsret. Da Peter Anders Andersen 1944 trak sig tilbage som forbundsformand blev R. valgt uden modkandidat. Han sad på posten til 1972, da han trak sig tilbage på grund af alder. Sammenknyttet hermed var han formand for Centralorganisationen af Metalarbejdere 1944–73 og medlem af LOs forretningsudvalg 1946–73. Efter krigen kom han 1952 ind i ledelsen af det internationale metalarbejderforbund hvor han sad til 1973, det sidste år som præsident. Som forbundsleder var R.s politik i høj grad kendetegnet af et helhedsbillede af dansk økonomi. Hans mål var at søge et rimeligt balancepunkt mellem virksomhedernes omkostninger og medlemmernes ønsker. Der var, må det erkendes, også gode muligheder for denne linje. Jern- og metalindustrien havde gennemgående gode år i denne periode og udviklede en stigende eksport, og samtidig åbnede smedenes lønsystem gode muligheder for at afstemme lønkravene efter den enkelte virksomheds forhold. Udbygningen af centralorganisationen med deltagelse af arbejdsmænd og kvindelige arbejdere gav også området en større bevægelsesfrihed og navnlig mere slagkraft. Helt på linje med R.s generelle opfattelse var også, at han var en varm fortaler for øget produktivitet gennem rationalisering. Derved blev hans område endnu stærkere i denne ekspansionsperiode, men distancerede sig også fra andre forbund der jævnligt opfattede det som bristende solidaritet. R.s forhold til arbejdsmændenes ledere var ofte anspændt, i særlig grad gjaldt det Alfred Petersen – En af vejene til at løse problemerne forbundene imellem var og er efter R.s opfattelse indførelse af industriforbund. I sine senere år som forbundsformand var han i stigende grad en varm fortaler for industriforbundstanken. Han interesserede sig også stærkt for en videre udvikling af samarbejdsudvalgene som han var med til at gennemføre 1947, ligesom han var med til at rejse kravet om økonomisk demokrati. Allerede 1951 havde R. været med til at vende fagbevægelsens og socialdemokratiets klassiske modstand mod udbyttedeling og hans jomfrutale i folketinget drejede sig om de radikales forslag til lov om fremme af udbyttedeling (vedtaget 1957).

R. var kommet ind i folketinget 1950. Han blev valgt i Odense 2.kreds, og med i hans opstilling gik også ønsket om at svække kommunisternes position i Odense. R. var medlem af folketinget indtil 1964 og næstformand i socialdemokratiet 1961–69. Selv om han på Christiansborg i høj grad var fagbevægelsens mand, føjede han dog også en ny politisk dimension til sin tilværelse og indtog herefter en central position i arbejderbevægelsens politik. R. har altid lagt afgørende vægt på enigheden i socialdemokratiet og vendt sig mod fraktionsdannelser. Dette prægede også hans arbejde i folketinget. Kun en enkelt gang trådte han – udadtil – uden for dette princip. Det var 1956, da regeringen H. C. Hansen foreslog ved lov at standse en strejke hos arbejdsmændene der stoppede olie- og benzintilførslerne. R. stemte da sammen med kommunisterne mod regeringsforslaget. Selv om standpunktet nok gav nogle øjeblikkelige taktiske fordele i fagbevægelsen, er der også omstændigheder der tyder på, at R. ikke var glad for at vende sig mod partiet. Året efter blev trekantregeringen dannet, og 1956-afstemningen havde da ikke gravet dybere kløfter mellem H. C. Hansen og R. end at han fik tilbudt posten som arbejds- og socialminister (eller var det for at tage ham i ed?). R. sagde imidlertid efter lange overvejelser nej. R. var fortsat stærkt engageret i det politiske arbejde, og hans overtagelse 1961 af næstformandsposten i socialdemokratiet var et udtryk for Viggo Kampmanns bestræbelser på at styrke forbindelsen mellem parti og fagbevægelse. Da Kampmann i august 1962 på grund af sygdom måtte frasige sig statsministerposten opstod en situation som er uafklaret og formentlig fremdeles vil være det. Som hans afløser taltes om to emner, Jens Otto Krag eller R. Af R.s erindringer synes at fremgå, at han havde regnet med muligheden af, at Kampmann ville pege på ham og Krag som emner, hvilket ikke synes at være sket. Krag refererer imidlertid i sine notater (i Kamp og fornyelse), at R. før mødet i en samtale med ham gav udtryk for at R. fandt, at Krag burde være efterfølgeren. Krag opfordrede i øvrigt R. til at blive finansminister; men det sagde han nej til. Uanset begivenhederne omkring statsministerskiftet fungerede samarbejdet mellem Krag og R. godt. Under arbejdet med helhedsløsningen 1963 var smedeformanden en god støtte for regeringen, og under Krags valgkampagne var R. en tro følgesvend. Trods almindelig skepsis sagde han også ja til samarbejdet med SF efter valget 1966. Efter valget 1971 fik R. på ny tilbudt en ministerpost, handels- og industriministeriet, men sagde også denne gang nej. Så meget mere nærliggende var dette, da R. var mod tilslutningen til EF og senere på LOs ekstraordinære fællesmarkedskongres i maj 1972 talte imod Danmarks indtræden.

Da R. senere på året forlod smedeforbundet, var han ikke ude af dansk offentligt liv. Han fortsatte som formand for Arbejdernes Landsbank til 1975 – han var kommet i bestyrelsen 1946 og blevet formand 1960 – og kommenterer stadig gerne de økonomiske problemer. Et særligt afsnit i R.s pensionisttilværelse var det, da socialdemokraterne i Birkerød 1974 opfordrede ham til at lade sig opstille til byrådet. Trods en beskeden placering på listen kom R. ind og sad i kommunalbestyrelsen til 1978, fra 1975 som viceborgmester. R.s solide forankring i dansk arbejderbevægelses tradition parret med hans åbne sind for nutidens krav til erhvervslivet prægede hans livsgerning. Disse egenskaber gjorde ham til en central leder under samfundets omdannelsesproces i årtierne efter anden verdenskrig, og som sådan var han formidlende i samfundet uden at glemme de fjernere mål. Han kunne vente.

Annonce

Familie

F: arbejdsmand, senere fabriksarbejder Hans Christian R. (1865–1937) og Anna Stina Jönsdotter (1865–1940). Gift 1. gang 12.12.1925 i Kbh. (Thomas Kingo) med tegner Viola Marie Kirstine Henriksen, født 9.5.1901 i Odense, død 24.7.1976 på Nakkebølle sanatorium, d. af væver Carl Johan H. (1865–1946) og væver Anna Elina Olsson (1873–1955). Gift 2. gang 2.9.1976 i Nyborg (b.v.) med sekretær Karen Skjolding, født 6.11.1915 i Kbh., død 1988, d. af toldklarerer Lars Christian S. (1885–1971) og Paula Høyer (født 1888).

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard 1961 og 1963. Tegn. af H. Bendix (Kgl. bibl.). Mal. af Kirsten Kjær, 1972, og af H. C. Bärenholdt udst. 1973. Foto.

Bibliografi

H. R.: Ilden i min esse, red. Ib Koch Olsen, 1977 (erindr.). H. R. i Krag som vi kendte ham, red. Søren Hansen, 1978. – J. O. Krag og K. B. Andersen: Kamp og fornyelse, 1971. Viggo Kampmann: Mit forhenværende liv, 1971. J. O. Krag: Dagbog 1971–72, 1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Hans Rasmussen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296149