Alfred Petersen

Alfred Petersen, Karl Alfred Petersen, døbt Pedersen, 9.11.1895-9.3.1981, forbundsformand. Født i Flinterup, St. Fuglede sg, død i Glostrup, begravet sst. P. startede straks efter skolegangen som arbejdsdreng, senere arbejdsmand på landet. Han fik sin første tillidspost, da han 1919 blev kasserer i Landarbejdernes Fuglede-afdeling. Han havde forskellige faglige hverv i Holbæk-området, indtil han 1933 blev ansat som sekretær i landarbejderforbundet, 1925-33 havde han været medlem af sognerådet i Store Fuglede-Lille Fuglede. Han var socialdemokrat fra 1920, men var dog 1926-30 medlem af kommunistpartiet. Allerede 1936 gik han over i Arbejdsmandsforbundet som viceforretningsfører og blev derefter 1957-64 formand for forbundet. Han var dermed leder af landets største fagforbund og havde således en betydelig fagpolitisk og politisk indflydelse. Han markerede sig stærkt som arbejdsmændenes leder med kritisk holdning over for de andre fagforbund som han angreb for manglende solidaritet både i lønspørgsmål og i holdningen over for de ufaglærte. I debatten om industriforbund var han modstander af dem, i hvert fald, sagde han, indtil der var gennemført ligeløn. Han talte også stærkt for en vidtgående socialisering og var her ude af trit med det store flertal inden for både fagbevægelse og parti. Som fagforeningsleder og overenskomstforhandler var han meget stejl. Når han havde valgt en afvisning af et forslag lukkede han i og var lidet tilbøjelig til i det hele taget at gå ind i en drøftelse. Det var denne holdning der i 1961 førte til den store transportarbejderstrejke; det viste sig efterhånden at P. ikke nåede videre resultater end der kunne have været opnået ad anden vej. Ved gennemførelsen af helhedsløsningen 1963 deltog P. da også aktivt i dens udformning. Året efter måtte P. på grund af en hjertesygdom træde tilbage som formand. Han var en omstridt mand, og hans forhold til den anden store leder i fagbevægelsen Hans Rasmussen var meget dårligt, mens han åbent og med respekt erkendte at J. O. Krag var det bedste statsministeremne selv om han ikke var en håndens arbejder. Efter sin afgang ytrede P. sig jævnligt om politik og fagpolitik, ofte mere på linie med kommunisterne end med socialdemokraterne. Lige siden en tilslutning til EF var kommet på tale var P. en overbevist modstander af tilslutningen. Han ville, sagde han, "hellere stagnere økonomisk som fri borger". 1975 udgav han Trommehvirvler og kanonslag der giver både selvbiografiske oplysninger og politiske kommentarer.