M.C. Lyngsie

M.C. Lyngsie, Michael Christian Lyngsie, 6.7.1864-31.12.1931, fagforeningsformand. Født i Kbh. (Fødsst.), død i Bagsværd, begravet i Kbh. (Vestre). Arbejdsmændenes fører var Christianshavnerdreng. Hans barndom faldt i de år af 1860erne og 70erne da det var den nøgne sandhed at arbejderhjemmene kun var "Skjul for Trængsler og Tvedragt og Savn". Som bydreng måtte han tidligt bidrage til sit eget underhold; moderen var ugift og gik først ud som syerske, var senere hjemmesyerske. Som trettenårig fik han arbejde på hærens patronfabrik og giftede sig som 21-årig arbejdsmand. Da der i 1880erne kom nyt liv i arbejderbevægelsen sluttede L. sig med glødende begejstring til fagforeningstanken og til socialdemokratiet og blev 1890 afskediget for sin agitation. Der eksisterede et lille københavnsk arbejdsmandsforbund og for dets 350 medlemmer blev han 1891 formand. Med trodsig energi satte han nu alt ind på at organisere de dårligst stillede af alle arbejderne, de ufaglærte, daglejerne eller "sjoverne" som en del af dem kaldtes på den tid. Dette vækkelsesarbejde mødte ikke blot en forbitret modstand fra arbejdsgiverne, men hæmmedes også af de pågældendes egen ligegyldighed og håbløshed. Et par sejrrige strejker 1892 og 94 skaffede imidlertid L. ørenlyd; han fik støtte fra liberale kredse, fx af bager J. Marstrand og Gustav Philipsen, og organisationerne fik øget tilgang. Skønt der var flere andre arbejdsmandsforeninger og et centralforbund med ældre tillidsmænd blev L. og hans fagforening snart førende; han blev redaktør af fagbladet, han berejste Jylland som agitator, og en broderstrid endte med at L. samlede de københavnske grupper i Arbejdsmændenes fællesorganisation. 1896 var han den drivende kraft bag sammenslutningen af de tre arbejdsmandsforbund, for Jylland og Fyn, for Sjælland og omliggende øer og for Kbh. og omegn som fra 1.1.1897 blev til Dansk arbejdsmands forbund (DAF), 14000 mand stærk og med L. som formand. Der fulgte nu en periode hvor L. førte an i en hård og ofte med barokke midler ført faglig offensiv hvorunder arbejdsmændene tilkæmpede sig betydelige lønforbedringer, og L. opnåede en uhyre popularitet blandt sine klassefæller mens han blandt borgerskabet blev berygtet som den store urostifter.

Den store arbejdskamp 1899 gik det unge arbejdsmandsforbund usvækket ud af, men efter århundredskiftet samlede arbejdsgiverne sig til en voldsom mod-offensiv som især efter sømands- og havnestrejken 1902 gik ud over havnearbejderne hvis organisationer bekæmpedes, ofte med held, ved hjælp af såkaldte havnelav. Da syndikalismen omkring 1908-10 gjorde sig gældende frembød DAFs afdelinger ofte grobund for de "revolutionære" fagforeningsideer, og L. havde mange kampe at bestå med fagoppositionen blandt sine egne medlemmer ligesom han senere ofte måtte "tage en Storvask" med kommunisterne. Hertil kom de vanskeligheder DAF var bragt ud i ved et hovedkulds køb af Svendborg Margarinefabrik 1897. Dette forsøg i kooperativ industridrift slog af mange grunde fejl, og det skyldtes væsentlig L.s egenrådighed at eksperimentet inden det 1906 blev opgivet kom til at koste forbundet over 300.000 kr. og gav anledning til megen mistænkeliggørelse, kriminel undersøgelse og uro i rækkerne. Først 1910 gav en kongres ledelsen decharge for de trufne dispositioner. Efter at L. 1896 havde fået arbejderne ved Kbh.s mælkeforsyning organiseret og kuskene som følge heraf blev afskediget medvirkede han til at disse oprettede mælkeriet Enigheden som han blev formand for. Efterhånden anerkendtes også de ufaglærtes organisationsret, og DAF blev Danmarks største fagforbund; 25 år efter dets oprettelse talte det 40.000 medlemmer og ved L.s død nåede medlemstallet op mod de 100000. 1898 var L. med til at oprette De samvirkende fagforbund i hvis repræsentantskab og forretningsudvalg han havde sæde til sin død bortset fra den periode hvori DAF var udtrådt af landsorganisationen. L. og J. A. Hansen var i en lang årrække fagbevægelsens stærke mænd, men ikke altid, eller meget sjældent, enige med hensyn til mål og midler. Modsætningen mellem dem beroede ikke blot på temperamentsforskelle, men bundede også i forskelligt syn på lønpolitik og lønsystemer. Skønt L. i reglen gik ind for sammenhold og centralisation vurderede han væsentlig de faglige situationer ud fra et ensidigt arbejdsmandssynspunkt og var i øvrigt ganske uberegnelig i sin stillingtagen.

Inden for DAF fremkaldte utilfredshed med de faglærtes overvægt med mellemrum krav om større indflydelse eller om udmeldelse af D. s. F., og 1925 kom det til et brud. Under dette års store arbejdskamp tog L., uenig med D. s. F.s ledelse om taktikken, ansvaret for iværksættelsen af en transportstrejke, hvad de øvrige fag misbilligede. Han rettede under kampen de voldsomste angreb mod arbejderbevægelsens andre faglige og politiske ledere og styrkede derved den stemning som i sept, førte til kongresbeslutningen om DAFs udmeldelse af landsorganisationen, en beslutning L. dog var imod. Disse skismaer bestod til 1929 da en ny kongres vedtog forbundets genindmeidelse. Der kan næppe herske tvivl om at L. i 1925 lod sig rive mere med af begivenhederne og det utøjlede temperament end det oprindelig var hans hensigt. L. var medlem af 17. aug.-udvalget 1908 som opstillede principperne for det faglige retsvæsen, og fra 1910 var han dommer i den faste voldgiftsret. 1901 var han med til at oprette en gensidighedsoverenskomst mellem de skandinaviske arbejdsmandsforbund som under senere faglige konflikter viste sig af stor betydning, og ved Internationales kongres i Stuttgart 1907 fik han oprettet et internationalt sekretariat hvoraf efter første verdenskrig fremgik Den internationale grov- og fabrikarbejderføderation. Foruden de faglige hverv havde L. en del politiske. Han var medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1896-1914. 1898 blev han opstillet ved folketingsvalget i Horsens og tog kredsen fra den konservative Julius Wulff; ved et par valg hævdede han den over for J. Schovelin, men faldt 1906 for Arnold Fraenkel. Medvirkende var at L. ikke havde plejet sin kreds selv om en alliance mellem højre og moderate venstre også havde sin andel i resultatet. Ved krigens slutning blev han medlem af forskellige udvalg, valutarådet, næringskommissionen, indenrigsministeriets arbejdsudvalg, og ved Harald Jensens død 1925 indtrådte han i landstinget som tingvalgt medlem. 1900 blev han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation og formand for sporvejsudvalget, men udtrådte 1914 da han tog bopæl i Bagsværd. Han var ligeledes medlem af repræsentantskabet for Arbejdernes landsbank fra 1919 til sin død.

L. var dog i første række fagforeningsmand, den ildnende agitator og den fremragende organisator. Enten han talte eller skrev var hans sprog præget af en folkelig friskhed og et originalt lune. Forsigtighed var ikke blandt hans dyder. Men som han var kampglad, temperamentsfuld, skånselsløs i sin fremstormen blev han heller ikke skånet selv. Ingen arbejderfører i Danmark har været hadet af modstanderne, smædet, bagvasket og karikeret som han. Og dog var hans mål alene at skaffe samfundets "bundklasser" bedre livsvilkår. Han skabte som middel hertil den sammenslutning af alle ufaglærte brancher i et stort forbund som intet andet land har mage til, og som på mange måder giver dansk fagbevægelse sit særpræg. Forbundets og ledelsens oprindelige landsdelsvise opbygning ændredes 1925 til en mere tidssvarende branchedeling i en transport-, en fabriks- og en jord- og betongruppe med hver sine forretningsførere; men det er forklarligt ud fra de vundne resultater at L. afviste al tale om organisationspartering. L., der virkede så robust, havde tidligt flere gange haft alvorlige nervesammenbrud efter stærke arbejdsbelastninger. Men selv om sygdom og svigtende dømmekraft (fx 1925) prægede hans sidste leveår med en dalende linje stod han mere og mere som en patriark for sine medlemmer, og han tabte aldrig den intime samføling med dem. Men han var sig også sin magt og indflydelse bevidst ("Mig lille Mand") og med rette stolt af den sociale omvæltning han havde været i spidsen for. Når ordet proletariat i dette "lighedens land" har en anden betydning end i mange andre lande, når de økonomiske kår og de politiske magtforhold er som de er så har L.s hele livsgerning bidraget væsentligt hertil.