J.A. Hansen (fagforeningsleder)

J.A. Hansen, Jacob Anton Hansen, 8.10.1867-8.7.1926, fagforeningsformand. Født i Alminde, Landet sg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Som grovsmedesvend, udlært i Hoby på Lolland, kom H. 1885 til Kbh. og arbejdede, afbrudt af soldatertjenesten ved marinen 1888, som nitter hos Burmeister og Wain til 1899. 1895 var han med til at stifte skibssmedenes fagforening og var dens formand fra samme efterår til 1918; i fagbevægelsen blev han tidlig kendt under forbogstaverne I. A. Kort før den store arbejdskamp 1899 valgtes han til formand i Dansk smede- og maskinarbejderforbund som under hans ledelse blev et af de betydningsfuldeste led af dansk fagbevægelse. Efter konfliktens afslutning fik H. gennem besværlige forhandlinger tilvejebragt en kollektiv og grundlæggende arbejdsoverenskomst for jernindustrien som helhed, hvori minimallønsprincippet med værkstedspriskuranter og personlige tillæg ("løfteparagraffen") anerkendes, og tillidsmandssystemet legaliseres (1900 og 1902) et dokument hvis grundsætninger om "værkstedsparlamentarisme" m.m. har været mønster for arbejdsforholdenes ordning i metalarbejderfagene også i andre lande. H. var også talsmand for de femårige overenskomster som vandt udbredelse i tiden op mod første verdenskrig. I årene omkring århundredskiftet havde H. et snævert samarbejde med direktøren for Burmeister og Wain, Knud C. J. Nielsen; begges smidighed og forståelse for moderne samarbejde var afgørende for det gunstige overenskomstsystem der blev karakteristisk for jernindustrien. Efter flere kongresbehandlinger om spørgsmålet fik H. 1912 tilvejebragt et kartel mellem nogle nærtbeslægtede fag; Centralorganisationen af metalarbejdere i Danmark der var tænkt som et skridt på vejen mod et industriforbund. Han blev formand for organisationen og for dens senere oprettede fælles arbejdsløshedskasse og redaktør for det fælles fagblad Jern- og Metalarbejderen. – H. søgte ligeledes at fæstne og styrke de faglige forbindelser ud over landegrænserne, fik et skandinavisk samarbejde bragt i stand og var fra 1904 medlem af Det internationale metalarbejderforbunds eksekutivkomité. 1907 indvalgtes han i De samvirkende fagforbunds forretningsudvalg. Dette overdrog ham 1912 at udarbejde vedtægterne for et udvalg til afgørelse af grænsestrid mellem fagene, og H. blev udvalgets formand. – 1919 var han medlem af det af fagbevægelsen og socialdemokratiet nedsatte socialiseringsudvalg og fik 1925 sæde i den store arbejdskommission.

1900-10 var han dommer i den permanente, fra 1910 til sin død i den faste voldgiftsret. I den kooperative bevægelse kom han ind 1906 som formand for maskinfabrikken Aurora; 1908 blev han medlem af Social-demokratens kontrolkomité, og efter at have medvirket ved oprettelsen af Arbejdernes Landsbank 1919 blev han medlem af dens repræsentantskab (formand 1925– 26) og dens bankråd. H. viste også den faglige uddannelse stor interesse. Han var medlem af skolerådet for den tekniske undervisning og af bestyrelsen for Teknologisk institut. 1918 indvalgtes han i Kbh.s borgerrepræsentation og blev 1925 dens formand. 1924 kom han ind i landstinget (for 1. kreds); blev efter Martin Olsens død april 1926 tingvalgt medlem til sin død. Han var medlem af toldrådet fra dets oprettelse 1910.

H. havde mange hverv, måske flere end hans overordentlige flid og arbejdsevne kunne bestride. Men de var overdraget ham i kraft af den store tillid han nød, fremfor alt som fagforeningsmand, og han søgte dem gerne og i tiltagende grad; hans selvbevidsthed kunne nærme sig det utålelige. Han var initiativrig og handlekraftig, både smidig diplomat og bidsk i debatten, og han var skånselsløs over for dem der gik imod de interesser han følte sig sat til at varetage. Selv blev han vedholdende angrebet af syndikalister og fagopposition, som i hans person så den inkarnerede reformisme. Efter at J. Jensen var gået op i det kommunale arbejde stod H. ved siden af M. C. Lyngsie som fagbevægelsens førerskikkelse, midtpunktet i årtiers faglige udvikling. Oprindelig havde H. og Lyngsie været nære venner, men både saglige uoverensstemmelser og personlige gnidninger fjernede dem langt fra hinanden. Det har været hævdet at H. gennem De samvirkende fagforbund svigtede Lyngsie under storkonflikten 1925 ved at nedtrappe den økonomiske bistand til Arbejdsmandsforbundet; men dette synes ikke at have været tilfældet. – H. har skrevet Ti Aar af en Fagforenings [Skibssmedenes] Historie, 1905 og Festskrift i Anledning af Dansk Smede og Maskinarbejder Forbunds 25 Aars Jubilæum, 1888-1913, 1913.