Inger Gamburg

Inger Gamburg, Ingeborg Johanne Gamburg, 25.1.1892-29.3.1979, fagforeningsformand. Født i Holbæk (Skt. Nikolai), død i Kbh., begravet i ukendtes grav på Bispebjerg kgd. G.s far døde efter en arbejdsulykke, og moderen måtte som rullekone forsørge sig selv og de seks børn. Ganske ung tog G. til Kbh. og blev bryggeriarbejder for lidt senere at blive fabrikspige på Hellesens elementfabrik. 1925 blev hun formand for Arbejderkvindernes oplysningsforening der da stiftedes af en gruppe medlemmer af Kvindeligt arbejderforbund som var i opposition til forbundets ledelse men henvendte sig til alle arbejderkvinder. Foruden faglige sager som ligelønskravet havde oplysningsforeningen seksualoplysning og abort ved social indikation på sit program. G. havde selv prøvet at være ugift mor. Som sin læremester og nærmeste medarbejder havde hun kommunisten Marie Nielsen. Selv blev hun 1928 medlem af DKP efter at have deltaget i en faglig kongres i Moskva. Allerede 1926 erobrede kvinder fra oplysningsforeningen bestyrelsesflertallet i Kvindeligt arbejderforbunds afdeling 5 (jern- og metalindustrien), og G. blev formand. Hendes energiske indsats førte hende 1929 ind i forbundets hovedbestyrelse. Året efter stillede afdeling 5 en række for den tid vidtgående forslag ved overenskomstforhandlinger bl, a. om seks dages sommerferie, og om at overenskomsten skulle omfatte alle kvindelige' arbejdere, også dem under 16 år som ingen overenskomst havde ogvar meget lavt lønnede. Efter forkastelse af et forligsmandsforslag førte dette til en strejke som fik det efterspil at Kvindeligt arbejderforbund indkaldte til en ekstraordinær kongres fordi "hovedbestyrelsen.... ikke længere ville tåle den adfærd hovedbestyrelsesmedlem Inger Gamburg udviser over for forbundet og hovedledelsen". Her hentydes til begivenheder på en ekstraordinær generalforsamling i afdeling 5 med 2-3000 deltagere hvor forbundets forretningsfører Alvilda Andersen var blevet stemplet som forræderisk af G. og iflg. Arbejderbladet blev gennempryglet. Kongressen fratog herefter G. hovedbestyrelsesmandatet som hun først efter otte år fik igen.

Som fagforeningsleder var G. fremragende, hun kendte den fagretlige juras krinkelkroge ligesom hun under forhandlinger hurtigt kunne gennemskue indviklede forslags konsekvenser. Hun var tilbedt af sine tilhængere og respekteret af modstandere. Selv arbejdsgiverne, som hun ønskede afskaffet, satte pris på møderne med denne hårde forhandler med den rappe replik og det djærve sprog. Som taler kunne hun tryllebinde en forsamling. Allerede 1930 blev hun medlem af DKPs centralkomité der dog ikke altid var tilfreds med hende. Som fremtrædende kommunist blev hun 22.6.1941 interneret af besættelsesmagten. I mere end to år sad huni Vestre fængsel og Horserødlejren, så blev hun ført til koncentrationslejren Stutthof hvorfra hun efter kapitulationen 20 måneder senere alvorligt syg af plettyfus kom hjem og blev indlagt på Blegdamshospitalet. Hun blev rask og havde kræfter og livsvilje til atter at tage fat i afdeling 5 hvor kvinderne hvert år havde genvalgt deres fraværende formand. Først 1965 trak hun sig tilbage efter næsten 40 års formandskab og mange andre tillidshverv i fagbevægelse og parti. Således var hun 1946-58 medlem af Københavns borgerrepræsentation. Hendes indsats betegner en epoke i kvindelige industriarbejderes historie, for hvem hun som den første rejste kravet om lige løn for samme arbejde for kvinder og mænd.