Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christoffer Gabel

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christoffer Gabel, 6.1.1617-13.10.1673, rentemester, statholder i Kbh. Født i Glückstadt, begravet i Kbh. (Petri k.). G.s baggrund var et borgerligt tysk embedsmandsmiljø i det af Christian IV nyanlagte Glückstadt. Faderens bestilling gav tilknytning til den danske konge. Om G.s barndom og tidlige ungdom vides i øvrigt intet udover at han 1632 var immatrikuleret i Rostock. 1639 nævnes han som kammerskriver hos hertug Frederik af Bremen, Christian IVs næstældste søn. Han førte regnskab over hertugens private indtægter og udgifter, og fra 1642 forestod han dennes forretninger på Kieler omslag. 1646 sendtes han til Kbh. for at skaffe hertugen penge fra Christian IV da denne efter tabet af Bremen og Verden stod uden indkomster. Ved hertugens tronbestigelse 1648 som Frederik III fulgte G. ham til Kbh. som kammerskriver og omslagsforvalter. Trods pengenøden var det betydelige beløb G. i denne egenskab kom til at forvalte. I dette forhold, og fordi han i sjælden grad forstod at vinde den sky og mistroiske konges tillid lå et grundlag for virkelig indflydelse. Denne fortrolighed mellem de to mænd måtte blive særlig be-. tydningsfuld i betragtning af det helt fremmedartede danske politiske miljø den tidligere hertug nu skulle gebærde sig i. Tilsvarende var også G. en fremmed i Kbh., og hans karriere var således alene afhængig af kongens nåde og unåde. Hans eneste politiske ledetråd måtte under disse omstændigheder derfor blive at virke for kongens interesser og en udvidelse af hans magt. Væsentlig politisk indflydelse kan G. næppe siges at have udøvet de første år efter 1648. Hannibal Sehesteds (1609-66) og Corfitz Ulfeldts (1606-64) fald 1651 ændrede imidlertid dette forhold. Kongen fik nu større råderum navnlig inden for finansforvaltningen. Stillingen som kammerskriver og omslagsforvalter måtte herved få større betydning, ikke mindst fordi den nye rigshofmester Joachim Gersdorff ikke gjorde meget for at bremse den kongelige magtudvidelse på finansforvaltningens område. Dette fik bl.a. udtryk derigennem at en stadig større del af rigets ordinære indkomster deputeredes til hofstatert og indbetaltes direkte til G. uden om rentekammeret. Foruden sundtolden drejede det sig om lensindkomsterne af Lolland og Falster samt indtægterne af en række større danske toldsteder bl.a. Helsingør, Køge, Odense, Kolding, Århus og efter udløbet af sin tiårige toldfrihed 1655 også Malmø.

Trods oprindeligt beskedne embedsindtægter blev G. hurtigt en velhavende mand. Dette var sikkert ikke uden sammenhæng med de forbindelser med hamburgske handelshuse og holstenske adelige kapitalister hans stilling som bestyrer af hertugens pengesager gav ham mulighed for at knytte. Allerede 1648 var han i stand til at forstrække kronen med pengelån. Som kongens kammerskriver fik han navnlig efter 1651 en central placering i forretningerne mellem kronen og de københavnske storkøbmænd, og hurtigt begyndte han selv at tage del i storhandelen. Han blev således participant i det afrikanske kompagni og indgav 1653 sammen med Jens Lassen og nogle andre storkøbmænd ansøgning til den spanske konge om at måtte drive slavehandel. Også industriel virksomhed som sukkerraffinering og sæbesyderi fik han interesser i. 1655 forpagtede han mod en årlig afgift på 1000 rdl. de visse og uvisse indtægter af Færøerne hvilket senere (1662) fulgtes op af et handelsmonopol sammen med Jonas Jensen Trellund. G. havde således allerede inden statsomvæltningen udviklet intime forbindelser med det københavnske patriciat, og karakteristisk for ham som for andre storborgere som fx Henrik Müller, Joachim Irgens og Poul Klingenberg var kombinationen af embeder i kongens eller statens tjeneste med handelsvirksomhed og kreditgivning ikke mindst til staten. Efter Roskildefreden febr. 1658 anvendtes G. af Frederik III i stigende omfang til diplomatiske udsendelser. Allerede i februar straks efter fredsslutningen sendtes han i hemmelig mission til Carl Gustaf og igen i juni hvor han i Göteborg forhandlede med den svenske konge om Hvens stilling. Endelig mødtes han i juli og august med Carl Gustaf i Holsten og var i Hamburg da han fik besked om det svenske fredsbrud. Fra Hamburg drog han til Amsterdam dels for sammen med P. Charisius og Henrik Rosenvinge at virke for en aktiv hollandsk hjælp til Danmark og dels for at sikre Frederik III den nødvendige kredit. Han vendte tilbage til København med den hollandske hjælpeflåde der okt. 1658 stod Sundet ind. Under belejringen forvaltede han sammen med Lauge Beck (1614-59) og Holger Vind de kontributioner adelige og borgerlige i København ydede til indkvarteringen. Han var med ved fredsforhandlingerne i København 1660 hvor han kom i forbindelse med sin gamle forretningsforbindelse Hannibal Sehested der nu påny søgte den danske konges tjeneste og ønskede G.s støtte hertil.

Kildematerialets beskaffenhed gør at vi hvad angår G.s andel i statsomvæltningen 1660 som for de øvrige hovedaktørers vedkommende er henvist til gisninger. Den afgørende indflydelse som sønnen Frederik G. senere tillagde ham er sikkert overdrevet, men selv om G. næppe var omvæltningens arkitekt kan der på den anden side i betragtning af kongens tillid til ham og hans rolle som forbindelsesled mellem kongen og de øvrige hovedaktører ingen tvivl herske om hans centrale placering i begivenhedsforløbet. G. var først og fremmest fyrstetjener, og hans andel i omvæltningen skal primært ses på denne baggrund, men med i en vurdering hører at han i kongens nærmeste omgivelser var den dér havde de snævreste kontakter til det københavnske patriciat og hermed til statskreditorerne og på en måde selv kunne regnes til denne gruppe. Kreditorernes væsentligste interesse måtte i den givne situation være en genskabelse af statens betalingsevne. En stænderstyret sparepolitik som der i slutningen af september synes at have været mulighed for at kredse inden for adelen og borgerskabet skulle nå til forlig om ville oplagt stride mod kreditorernes interesser, men det kan ikke dokumenteres at de aktivt medvirkede til forligspolitikkens forlis og det påfølgende skred mod absolutismen, selv om der gives gode argumenter for at en finansreform som forudsætning måtte have en forfatningsreform. Med G.s og Henrik Mullers udnævnelse til rentemestre nov. 1660 sikrede kreditorerne sig indsigt med finansforvaltningen, selv om det er ubevist at deres udnævnelse ligefrem var kreditorernes betingelse for fortsat støtte til staten. Men at G. og Muller fremfor andre har kunnet formidle den støtte, som var en forudsætning for at enevælden kunne konsolideres, er utvivlsomt.

Annonce

Hvorledes det nu end forholder sig med G.s andel i statsomvæltningen, så høstede han under alle omstændigheder betydelig personlig fordel af det skete. Foruden at blive rentemester blev han medlem af statskollegiet og snart efter assessor i højesteret. Jan. 1661 fik han overladt Færøernes indkomst uden den hidtidige afkortning, og samme år fik ha'n skøde på ladegården til Kbh.s slot. 1662 fik han Skt. Jørgens sø som han lod opdæmme og udtørre til engbund, og 1665 fik han Langvaddam (Damhussøen) vederlagsfrit overladt af universitetet på livstid. I den reform af forvaltningen der gennemførtes først i 1660erne havde G. næppe nogen stor andel. Traditionelt er den nye rigsskatmester Hannibal Sehested blevet anset for den drivende kraft, og der kan heller ikke herske tvivl om at Sehested var den nye regerings største administrative talent. Selv om G. efter omvæltningen havde fået officielle embeder var hverken hans eller kongens magt endnu så funderet, at han kunne stræbe efter en egentlig politisk toppost, men på den anden side betød fortroligheden mellem de to mænd, at han, som den svenske resident G. Duwall noterede maj 1661, var den "uden hvem intet kan udrettes her ved hoffet... den rette mignon du roi". Han støttede først i tresserne nærmest Hannibal Sehested, således over for Hans Schack (1609-76) og officererne i spørgsmålet om en hærreduktion, og i udenrigspolitikken over for Christian Rantzau (1614-63) og Frederik Ahlefeldt (1623-86). På den anden side søgte han ved velvalgte lejligheder at afbalancere Sehesteds indflydelse og stod sikkert bag da Christian Rantzau efter rigsdrosten Joachim Gersdorffs død som statholder og "premier ministre" blev regeringens nominelle chef.

Det var uundgåeligt at G.s position skaffede ham fjender. For den gamle adel kom han ikke mindst på baggrund af hans andel i de retssager regeringen rejste mod adelige der var kommet galt afsted til at fremstå som symbolet på det nye systems undertrykkelse. Men i virkeligheden var den hårde fremfærd ikke helt efter hans vilje. Både i Kaj Lykke-sagen og i forholdet til Corfitz Ulfeldt arbejdede han for forlig hvor statskassen blev velbetænkt. Når hans bestræbelser i Kaj Lykke-sagen mislykkedes skyldtes dette dog ikke mindst at det her var selve dronning Sophie Amalies personlige integritet der stod på spil. Derimod opnåede han sammen med Christian Rantzau men meget mod dronningens vilje at få Ulfeldt-parret løsladt fra Hammershus dec. 1661 mod at staten konfiskerede deres gods. Selv modtog han efter Leonora Christinas oplysning 5000 rdl. i provision for sin indsats af Ulfeldt. Han regnedes for at være relativt venligt stemt mod dem, og Leonora Christina anfører i Jammersminde at han ved forhørerne over hende i Blåtårn vendte sig om med tårer i øjnene. Hans holdning i disse affærer havde skaffet ham en farlig fjende i dronningen, men det lykkedes ham at afværge hendes forsøg på gennem en retssag mod hans financier Albrecht Itzen at ramme ham selv. Han forstod ikke alene at afværge dette angreb, men kunne ligefrem gå i offensiven mod dronningen og fælde hendes kammertjener Jacob Petersen, bekendt for den særprægede rolle han spillede i Kaj Lykkes sag (1664). Når G. kunne neutralisere dronningens angreb beroede dette ikke mindst på den indflydelse han tilsyneladende altid formåede at øve på kongen, når han havde ham på tomandshånd.

I det hele taget kunne G. i årene 1663-65 befæste sin magtstilling. Ulfeldts forræderi og domfældelse (1663), den offentlige polemik mellem generalauditør Paul Tscherning og Oluf Rosenkrantz (1623-85) (s.å.) og Gunde Rosenkrantz' flugt over sundet juli 1664 skærpede Frederik IIIs mistro til den gamle adel, og han knyttede sig under disse forhold endnu nærmere til G. Juli 1664 fik G. i henhold til et andragende af april s.å. for sine fordringer på kronen udlagt Kaj Lykkes konfiskerede gods Rantzausholm (nuv. Brahe-Trolleborg) med birke- og patronatsret og adelige friheder. Aug. s.å. ophøjedes han selv i adelsstanden motiveret med hans fortjenester af kongehuset "især da Vi opnåede arveretten i vore kongeriger og lande". Samtidig blev han geheimestats- og kammerråd og statholder i Kbh. Det var på denne tid han fik styrtet Jacob Petersen, og også en anden rival, Frederik Ahlefeldt, fik han fjernet fra hoffet. Hans eneste betydelige tilbageblevne rival var Hannibal Sehested der synes at have haft en vis støtte hos et parti bestående bl.a. af Sophie Amalie, Theodor Lente, Hans Svane og dele af den yngre adel. Ved siden af finansforvaltningen var udenrigspolitikken Sehesteds særlige domæne. Til en begyndelse havde G. støttet Sehesteds franske alliancepolitik, men den for Danmark ugunstige handels- og alliancetraktat Sehested indgik med Frankrig 1663 kritiseredes af G. der efterhånden ønskede en tilnærmelse til Holland. Sehested kunne dog endnu hævde sine principper og satsede på en alliance med det med Frankrig forbundne England, og sommeren 1665 tegnede forhandlingerne til at blive en succes. Den uheldige affære på Bergens våg væltede imidlertid spillet for Sehested. Allerede samme år påbegyndte G. og C. B. v. Ehrenschild forhandlinger med nederlænderne og dermed revisionen af Danmarks udenrigspolitik. Nov. s.å. rejste Sehested ud på sin diplomatiske sendelse til Vesteuropa og var dermed for altid ude af dansk politik.

August 1665 havde den svenske resident E. Pufendorf i en indberetning konstateret, at hvad der tidligere påhvilede et helt rigsråd nu ekspederedes af G. Perioden 1665-70 kan da også med rette betegnes som G.s magtperiode. Den er karakteriseret ved en vis reaktion og mathed i forhold til de foregående års reformiver hvilket i nogen grad må tilskrives ladhed hos G. Hans fratræden som rentemester betød at skatkammeret tabte i betydning ikke mindst fordi han uden om skatkammeret øvede stor indflydelse i finanssager, og de kollegiale rådslagninger ophørte næsten fuldstændigt. Også statskollegiet og krigskollegiet holdt op med at afholde regelmæssige møder. G.s ladhed betød at meget arbejde blev skubbet over på kongens kammersekretær, den unge brillante Peder Schumacher (Griffenfeld), Kongelovens forfatter, der på dette grundlag kunne opbygge en magtposition. 1668 synes G. at have gjort et forsøg på at stække Schumachers opstigen ved at slå ned på dennes svage punkt, bestikkeligheden, en egenskab G. ellers selv besad i rigt mål. Schumacher red imidlertid stormen af, og uden egentlig at miste sin magt måtte G. i Frederik IIIs sidste år gøre plads for yngre kræfter især Schumacher og Ulrik Frederik Gyldenløve, hvilket førte til en gradvis genoptagelse af reformpolitikken, og 1669 da Holger Vind udnævntes til viceskatmester kom der også liv i det hensygnende skatkammer.

Mere initiativ viste G. i udenrigspolitikken, og udsoningen med Gottorp symboliseret ved hertug Christian Albrechts bryllup med Frederik IIIs datter Frederikke Amalie var hans værk. Den nederlandskengelske krig og den nye nederlandsk orienterede linie i udenrigspolitikken og i sammenhæng hermed det forværrede forhold til Sverige betød større militære udgifter og dermed forøgede finansielle byrder til befolkningen hvilket gav anledning til en betydelig utilfredshed. – Yderst aktiv var G. derimod i private anliggender. Hans mangesidige forretningsvirksomhed synes at have toppet i anden del af tresserne. Han var navnlig aktiv i handel på de nordlige atlanterhavsøer hvor han ved ikke helt fine midler forstod at blive besværlige konkurrenter kvit. I forbindelse med hans vidtløftige økonomiske virksomhed fortjener den konstruktive indsats han gjorde for at opbygge en københavnsk industri baseret bl.a. på sukkerraffinering og sæbesydning at fremhæves. Til gengæld vakte hans konsekvente favorisering af matadorer som Henrik Muller og Joachim Irgens utilfredshed i det bredere københavnske borgerskab. Også jordegods og byejendomme havde hans interesse. Foruden det 1664 erhvervede Rantzausholm havde han allerede 1661 erhvervet Overgård i Jylland fra Christence Lykke. 1666 købte han Turø, året efter Bavelse og s.å. mageskiftede han Rantzausholm med kronen mod at få Segeberg kalkværk og Gischenhagen gods i Holsten. I København havde han en gård i Slotsholmsgade, adskillige lejevåninger og uden for byen landstedet Blågård.

Med Frederik IIIs død 9.2.1670 var grundlaget for G.s magt på én gang borte. En alliance mellem Ahlefeldt, Gyldenløve og Schumacher fældede G. der den 18.4. s.å. måtte indgive afskedsbegæring. En planlagt undersøgelse af hans administration blev derimod ikke til noget, og efter hans død fik hans arvinger anerkendt en samlet fordring på 136.689 rdl.

Det var som Frederik IIIs faktotum at G. havde gjort sin entré i dansk politik, og som sådan forblev han. I de indledende faser har hans karriere træk fælles med senere Griffenfelds. Begges udgangspunkt var kongens eget kammer, og begge baserede de deres karriere på at være den der fremfor andre fremmede kongens interesser. Men hvor Griffenfeld efterhånden som han fik virkelig magt kun vanskeligt formåede at opretholde identifikationen mellem kongens og statens interesser og efterhånden uden større hensyn søgte at gennemtvinge den linie hans statsræson tilsagde ham over for de følelser og stemninger der beherskede Christian V opstod sådanne konflikter aldrig for G. Mens Griffenfeld i stigende grad opfattede sig selv som statsmand ønskede G. aldrig at være andet end fyrstetjener. Heri ligger formentlig den vigtigste grund til at hans position i Frederik IIIs levetid var så urokkelig, selv om han havde fjender der bestemt ikke var mindre formående end dem der styrtede Griffenfeld. Det var naturligvis uundgåeligt at hans andel i statsomvæltningen og magtstilling efter 1660 vakte vrede og jalousi hos adelen. Men i virkeligheden var han, hvad der allerede fremgik af hans holdning i sagerne mod Kaj Lykke og Ulfeldtparret, formentlig den af det nye styres mænd der var mest indstillet på forsoning. Dette understreges af den personlige tilknytning til repræsentanter for den gamle adel som en søn og datters trolovelse med to af Ove Juul til Villestrups børn gav ham. Og det er nærliggende at se udnævnelsen af otte adelige geheimestatsråder 1669, hvoriblandt Ove Juul, som et af ham inspireret forsøg på at forsone adelen med det nye styre. Ved sin moderate holdning og evne til at neutralisere mere nidkære kræfter i det nye system, har G. en væsentlig del af æren for den trods alt rolige omdannelse af forholdene i Danmark der påfulgte statsomvæltningen 1660 selv om hans betydning for det egentlige reformarbejde nok var begrænset.

Familie

Forældre: landmåler, senere by-skriver og kgl. proviantmester i Glückstadt Wulber (Wülber) el. Waldemar G. (død 1628) og Margrethe Jäger. Gift Ermegaard (Irmgard) Baden-haupt, begr. 8.2.1699 i Kbh. (Petri k.), d. af ærkebiskoppelig rentemester på Rotenburg (i bispedømmet Verden) Johann B. – Far til Frederik Gabel.

Ikonografi

Mal. af Karel v. Mander (Fr.borg), efter dette replik samt min. af P. Prieur, 1664 (begge sst.), kopi (Kbh.s by mus.), stik af David Tscherning, 1664, efter dette flere træsnit, bl.a. af H. P. Hansen, samt litografi; kopi af F. C. Lund, 1858 (Fr.borg). Stik af A. Haelwegh efter mal. af A. Wuchters; denne type er anvendt på Haelweghs stik 1667 af Fr. III med sine ministre. Italiensk stik. Buste af A. V. Saabye, 1883 (Fr.borg). – Monument af J. Wiedewelt, 1780 (ved Jægerspris).

Bibliografi

Kilder. Frederik Gabels optegn, i Nye saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm I, 1792 230-38, 275-77; III, 1795 1-13. Saml. til Danm.s hist. under Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker I–II, 1847-57. Danske saml. 2.r.II, 1872-73 fl.st. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen V-VI, 1920-23. Lit. [Peder Willadsen:] Nøyagtig efterretn. om souverainitet, 1760. E. Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. Chr. Bruun: Gunde Rosenkrantz, 1885 109-30. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (fot. optr. 1969). John O. Evjen: Die Staatsumwälzung in Danemark im Jahre 1660, Lpz. 1903. Carl Christiansen: Bidrag til da. statshusholdn.s hist. I, 1908. Kn. Fabricius i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Johan Jørgensen i Hist. medd. om Kbh. 1964 60-75. Samme: Rentemester Henrik Muller, 1966. Sv. Ellehøj i Historiallinen arkisto LXIII, Helsingfors 1968 175-84. Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660, 1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Christoffer Gabel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289862