Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Philip Rosenstand-Goiske

Oprindelig forfatter HaJen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Philip Rosenstand-Goiske, Johan Philip Kneyln Rosenstand-Goiske, 6.12.1754-29.5.1815, rigsbankdirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet sst. (Gl.Nic. kgd.). R.-G. blev student 1772 fra Roskilde, studerede først teologi men blev 1781 kopist i det vestindisk-guineiske rente- og generaltoldkammer, 1782 fuldmægtig, 1791 sekretær i kollegiets kammerkancelli, 1797 kommitteret, 1809 deputeret, men forlod, bortset fra de vestindiske sager, sin gerning i det nævnte kollegium for i jan. 1813 at blive direktør ved rigsbanken. R.-G. var en dygtig embedsmand der også gerne tjente regeringens bestræbelser ved offentlig litterær optræden; således udgav han 1791 et lille skrift (i øvrigt uden særlig interesse) angående de jyske godsejefes adresse. Han var stærkt interesseret i og opfyldt af sin tids typiske ideer. Som god rationalist forsvarede han (i anonyme skrifter) sin svoger Chr. Bastholm mod angreb; som bidragyder til bl.a. Minerva og medudgiver af Borgervennen 1792–95 offentliggjorde han mindetaler og indlæg om forskellige spørgsmål; han var en ven af jødernes emancipation og talsmand for en forbedring af negrenes kår i Vestindien, i det hele en velmenende, om end ikke nogen videre skarpsindig eller betydelig skribent. Noget mere betød han ved sin praktiske virksomhed hvor også hans alsidige interesser gjorde sig gældende. Hans interesse for landbruget og bondestanden forklarer at han 1795–97 og 1807–08 var en af landhusholdningsselskabets præsidenter. -Kammerråd 1797. Justitsråd 1805. Etatsråd 1809. Konferensråd 1812.

Familie

Forældre: professor Peder R.-G. (1705–69) og Marie B. Kneil (Kneyln) (1718–79). Gift 1. gang 29.11.1785 antagelig i Kbh. (Nic.) med Henrica (Henriette) Erichsen, døbt 7.5.1752 i Bergen, død 13.2.1790 i Kbh. (Nic), d. af stadsfysicus i Bergen, dr.med. Johan Gottfried E. (ca. 1713–68) og Anna Thode (1729–66). Gift 2. gang 14.11.1797 på Frbg. (Holmens) med Lovise Judith Kaas, døbt 12.2.1766 i Kbh. (Holmens), død 6.9.1818 sst. (Trin.), d. af kaptajn, senere kontreadmiral Wolfgang K. (1724–78) og Frederikke A. Hagen (1743–1831). - Bror til Peder R.-G. (1752–1803).

Udnævnelser

R. 1811. DM. 1813.

Annonce

Ikonografi

Mal. og to pasteller, alle af Jens Juel (alle Fr.borg). Silhouetklip af J. C. Weitland (Kgl. bibl.). Akvarel.

Bibliografi

[P. E. Muller] i Dansk litteraturtid., 1815 493–96. K. L. Rahbek i Dansk minerva I, så. 64–84.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jensen: Philip Rosenstand-Goiske i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296577