Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N. C. Frederiksen

Oprindelig forfatter PGroen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N. C. Frederiksen, Niels Christian Frederiksen, opr. Friderichsen, 23.3.1840-4.11.1905, nationaløkonom, politiker. Født på Fuglsang, Toreby sg., Lolland, død i Kbh., begravet i Lyngby. F. blev student 1857 fra Sorø. Han begyndte straks at studere statsvidenskab og vandt allerede 1859 universitetets guldmedalje for en statsvidenskabelig afhandling om Kornprisernes Indflydelse paa Arbejdslønnens Højde. 1862 blev han kandidat, og så tidligt som 1863 deltog han i konkurrencen om J. Benzon-Buchwalds professorat. Hans afhandling Er den frie Konkurrence under alle Omstændigheder i Almenvellets Interesse? var en bog på 156 sider der efter betingelserne for konkurrencen var udarbejdet og trykt i løbet af fire uger. Bogen må betegnes som et meget lovende arbejde, og selv om F. ikke sejrede ved konkurrencen blev hans deltagelse i denne dog stærkt bemærket, og det var derfor ganske naturligt at han 1865 ved professor C. J. H. Kaysers afgang knyttedes til universitetet som docent for derpå to år efter at blive udnævnt til professor. Som lærer var han livfuld, elskværdig og derfor meget afholdt, og han forstod også at vække sine elevers interesse og få disse til selvstændigt at tænke og iagttage, men hans forelæsningsform var forjaget, usystematisk og springende. Den samme livfuldhed, men også den samme uro og ilfærdighed præger hans skrifter. I løbet af kun fem år fremkom der ikke mindre end tre større skrifter fra hans hånd: Om almindelig Formue- og Indkomstskat, 1869, Den politiske Økonomis Udvikling, 1870 og Den politiske Økonomis Begreber 1874. Det er den liberale nationaløkonomi, således som den bl.a. fremtræder i F. Bastiats skrifter, der i disse bøger fremføres for den danske læseverden, og de synspunkter F. her hævdede holdt han urokkeligt fast ved hele sit liv. Selv om disse arbejder er båret af en glimrende fremstillingskunst med en rigdom af friske og selvstændige tanker, og selv om de også vidner om forfatterens omfattende læsning og erfaringer fra det praktiske liv, er de dog på mange punkter uden virkelig lødighed, idet de ikke hviler på tilstrækkeligt dybtgående studier og heller ikke præges af den faste systematiske tankegang der kendetegner videnskabsmanden.

En så urolig ånd som F.s kunne ikke nøjes alene med sin universitetsgerning og litterære produktion. Han følte uimodståelig trang til offentlig virksomhed. Tidligt deltog han i det politiske liv, var referent for Fædrelandet hvor han tillige skrev politiske og nationaløkonomiske artikler, navnlig om landboreformer. Han var ivrig skandinav og deltog også i de skandinaviske underhandlinger som efter Frederik VIIs død førtes af E. v. Quanten, Dr. C. Rosenberg og andre. Uden direkte at opponere imod det nationalliberale parti tog han i meget afstand fra det; særlig sympati drog ham til D. G. Monrad hvis svigersøn han blev 1865, og da Monrad udvandrede til New Zeeland, købte han af ham ejendommen Hummeltofte ved Frederiksdal som han tidligere havde haft i forpagtning. 1866 valgtes han til folketinget for Maribokredsen imod en bondeven; han stillede sig på et program af temmelig radikale økonomiske reformer, og det var vel nærmest faderens popularitet som skaffede ham sejren; ved senere valg støttedes han vekselvis af højre og venstre. I folketinget sluttede han og flere fremskridtsvenlige venstrenationalliberale, M. Gad, C. V. Nyholm og andre, sig sammen med en kreds af dygtige bønder til det såkaldte mellemparti som en tid lang var tungen på vægtskålen i tinget og ved at stemme snart med det ene, snart med det andet hovedparti gjorde flertallet usikkert. Det var de store økonomiske reformer F. stadig satte som mål: jordens frigivelse, skovtvangens ophævelse, fuldstændig frihandel, grundskatternes afløsning, formue- og indkomstskat, lenenes frigørelse m.v. Med ungdommelig iver og selvtillid tog han fat på disse vanskelige opgaver og ville fremme dem uden at have forberedt jordbunden for dem og uden selv at have vundet tilstrækkelig parlamentarisk tillid og indflydelse. Mellempartiet og specielt F. var medvirkende til ministeriet Frijs' fald 1870, men skønt C. E. Frijs' efterfølger som konsejlspræsident, L. Holstein nærmest regnedes til mellempartiet, blev dette dog ganske forbigået ved ministeriets sammensætning. Også til C. E. Fengers fald som finansminister 1872 bidrog mellempartiet, men under de følgende års stadig skarpere politiske modsætninger svækkedes dets indflydelse mere og mere, indtil det 1876 helt opløstes. Mens nogle af partiet under disse forhold gled til højre, nærmede F. sig til venstre og sluttede sig til sidst helt til dette parti.

På endnu et felt udfoldede F. sin ukuelige virketrang, idet han i disse år også drev praktisk forretningsvirksomhed af stedse større omfang. Efterhånden købte han i Sverige udstrakte arealer, til sidst omfattende ca. 6000 ha. Her blev opdyrket jord, anskaffet besætninger, afdrevet og plantet skov, anlagt værksteder og savmøller, og for at skaffe afsætning for produkterne tog F. grossererborgerskab og etablerede en storstilet handelsforretning. Til alle disse foretagender måtte der benyttes kredit i stor udstrækning. F. var 1871 medstifter af Landmandsbanken og havde sæde i dens bestyrelse, men forlod den da den ikke tilfredsstillede hans bankideer. Hans væsentlige långiver blev Industribanken, og de forskellige forretningers samlede kredit hos denne nåede til sidst en sum af ca. 2 mill. kr. Efter det økonomiske tilbageslag 1875 blev stillingen meget vanskelig. Sukkerfabrikken Lolland som var stiftet og for den væsentligste del ejet af F.s brødre, var ligeledes hårdt trykket, og dens affærer sammenblandede med de svenske foretagender. For at hjælpe disse og sukkerfabrikken igennem stiftede F. Centralbanken, men han var selv så godt som eneste aktionær og eneste kunde. Industribanken blev betænkelig, trak sig med ét tilbage og fremkaldte derved en fallit, som ruinerede F. og hans brødre og bragte banken selv et voldsomt tab. Han nedlagde 1877 sit rigsdagsmandat, rejste syg til udlandet og tog sin afsked som professor. Ikke længe efter drog han til Amerika for der at bryde sig en ny bane. Efter nogle meget trange år i Chicago og Milwaukee, i hvilke han bl.a. udgav et dansk ugeblad Heimdal, lykkedes det ham at skabe en ny virksomhed der efterhånden antog kæmpemæssige dimensioner. Den bestod i at opkøbe landarealer i vesten af de forskellige jernbaneselskaber og udstykke disse arealer til nybyggere. Forretningen gik i nogen tid glimrende og gav et betydeligt overskud, men også den voksede i et stærkere forhold end pengemidlerne. Omkostningerne slugte fordelen, og bogføringen over alle disse ejendomme glippede. Der indtrådte atter en katastrofe som for anden gang ruinerede F., gjorde hans store stab erhvervsløs og tilføjede mangfoldige købere følelige tab. Efter et forgæves forsøg på at standse sammenbruddet forlod F. 1889 Amerika og begav sig tilbage til Europa hvor han først opholdt sig i London og Paris, beskæftiget med litterært arbejde. Sine senere år tilbragte han i Kbh., optaget af såvel forretningssom litterær virksomhed. Han udgav 1901 Finland. Dets private og offentlige Økonomi ligesom han leverede bidrag til adskillige tidsskrifter. Også i Nationaløkonomisk forening som han 1871 havde været med til at stifte, og hvis formand han havde været 1873-77, optrådte han hyppigt som debattør.

Annonce

En rig begavelse var F., i besiddelse af stor idérigdom, megen kombinationsevne og en sjælden energi, men hans rastløshed, hans svigtende skøn og hans mangel på evne til begrænsning fik for ham de skæbnesvangre følger.

Familie

Forældre: godsejer, senere justitsråd Joh. D. Friderichsen (1791-1861) og Maria Hansen (1811-1901). Gift 1.5.1865 i Lyngby med Ada Maria Monrad, født 19.4.1841 i Kbh. (Garn.), død 2.12.1915 sst., d. af senere biskop, minister D. G. M. (1811-87) og Emilie N. Lütthans (1815-71). – Bror til Erhard F., J. D. F. og Kirstine F.

Ikonografi

Træsnit 1876. Foto.

Bibliografi

Erindr, fra rigsdagen 1866-77 i Tilskueren, 1892 617-40. – Th. Graae: Moderne profiler, 1892 139-56. Marcus Rubin i Nationaløkon. t. 1905 513-18. Samme: Nogle erindr., 1914 57-63. M. Salmonsen: Brogede minder, 1913 68f. J. Schovelin: Landmandsbanken 1871-1921, 1921 især 13-32.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Grønvold: N. C. Frederiksen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289685