Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Woldhardt Madsen

Oprindelig forfatter VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Woldhardt Madsen, Woldhardt Ejnar Madsen, 27.9.1902-20.3.1983, kreditforeningsdirektør, borgmester. Født i Skive, død i Skive, begravet sst. M. blev uddannet som trykker på Skive Folkeblad. Allerede som 27-årig kom han 1929 i byrådet i Skive, dengang vel mest på grund af en popularitet baseret på personlig udstråling. De følgende år nedlagde han umådelig flid både i byrådsarbejdet som sådant og i tilegnelsen af kommunalpolitisk viden. 1936 blev M. borgmester, dengang landets yngste, og fortsatte på posten til 1967. Skive var i mellemkrigstiden hårdt ramt af krisen, og bystyret var kun i stand til at søge virkningerne afbødet. M. arbejdede i disse år forgæves for at få tilført byen større statsarbejder, bl.a. ved at få den uheldigt placerede banegård flyttet. Efter anden verdenskrig fik han mere held med sig, og en række nye institutioner gav byen en stærk økonomisk vækst: radiosender 1951, seminarium 1952, havneudvidelse 1960, ny jernbanestation og ny rutebilstation 1962. I alt dette var M. en drivende kraft, og han var i sjælden grad i stand til at stimulere ledende borgere af forskellig partifarve til at samarbejde. Selv genvalgtes han sikkert, også efter at socialdemokratiet havde mistet flertallet. M. virkede også uden for Skive. Han var 1950-67 formand for Den danske købstadforening (nu Kommunernes landsforening). I hans tid skiftede foreningen over fra fortrinsvis at have været et ret stilfærdigt forum for drøftelse af kommunale anliggender til at være en effektiv "interesseorganisation" for det kommunale selvstyre i forhold til staten i en periode hvor det var uklart hvor langt centraliseringen ville gå. Også i købstadforeningen forstod M. i høj grad at skabe et effektivt arbejdsklima ved selv at engagere sig, ved at stimulere bestyrelseskolleger og medarbejdere og ved at uddelegere opgaverne. 1967 opgav M. borgmesterstolen og formandskabet i købstadforeningen for at blive direktør for Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, en post han forlod 1975. M. stillede uden forventning om valg op til folketinget i Års-kredsen 1946-51. Da den sikre Skivekreds senere blev ledig undslog han sig derimod. - Æresborger i Skive 1976.

Familie

Forældre: opsynsmand Jens Peder M. (1858-1940) og Juliane Petrine Nielsen (1859-1931). Gift 2.3.1924 i Glyngøre k. med Doris Petra Jacobsen, født 16.9.1903 i Glyngøre, d. af fiskeskipper Jacob Elenius J. (1878-1954) og Marie Christensen (1881-1973).

Udnævnelser

F.M.I. 1967.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Interview i Berl.tid. 16.7.1950. - Verdens gang X, 1956 256. [Chr. Nyborg Madsen] i Politiken 16.4.1967. Jyllandsposten 15.8.1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Woldhardt Madsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294008