Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.Chr. Sonne

Oprindelig forfatter IGejl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.Chr. Sonne, Hans Christian Sonne, 19.6.1891-4.8.1971, bankier. Født på Knuthenborg, død i New York. S. blev student fra Herlufsholm 1909, hvorefter han blev ansat som lærling i vekselererfirmaet D. B. Adler & Co. 1912 rejste han til London hvor han fik ansættelse i bankhuset Fredk. Huth & Co. 1917 rejste han videre til New York hvor han blev leder af det engelske firmas amerikanske filial. 1923 begyndte han som leder af eget firma i Wall Street, Amsinck, Sonne & Co., en bankvirksomhed, etableret 1850. Her var han aktiv til 1955. S. blev amerikansk statsborger i 1920erne og omgikkes kun få danske i New York, ligesom han ikke kom i danske foreninger. Dette var ikke udtryk for at han havde sluppet forbindelsen bagud; han var således formand for The American Scandinavian Foundation 1968–70. Baggrunden var bl.a. hans store interesse for at formidle unge danskes uddannelsesophold i USA; han skænkede 1952 100 000 kr. til Danmark-Amerikafondet til sådant formål. Han bidrog videre med et meget betydeligt beløb til etablering af et dansk professorat ved Washington State University i Seattle, men også sin gamle skole, Herlufsholm, betænkte han med rigelige gaver. Han blev brugt i flere vigtige sammenhænge af den amerikanske regering, væsentligst var måske chefsposten for den amerikanske flygtningekommission i Tyskland 1950. Megen interesse lagde han i arbejdet som formand for The National Planning Association, en upolitisk privat organisation med medlemmer fra handel, industri, landbrug, fagforeninger og videnskab; fx gennem foredragsaftener var det foreningens hensigt at belyse samfundsmæssige og økonomiske problemstillinger uden at lade det teoretiske tage overhånd. – S. skrev bøgerne The City 1914–15, 1915, Whither America?, 1938, Enterprise island, en allegorisk roman om kapitalismens vækst fra primitiv byttehandel til nutiden, 1948 og Gold – a world asset or a strait jacket, 1968.

Familie

Forældre: forpagter Chr. S. (1859–1941) og Sophie C. A. Göttig (1859–1929). Gift 10.11.1928 med Carol Mulford, født 1.6.1909, d. af bladudgiver Vincent S. M. og Madeleine Day (død 1925).

Udnævnelser

K2. 1946. K1. 1956.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Sjællands stiftstid. 4.3.1952. – Aage Heinberg i Børsen 20.1.1950 sst. 19.6.1951 og 19.6.1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Gejl: H.Chr. Sonne i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297641