Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.P. Hansen

Oprindelig forfatter FHLau
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.P. Hansen, Hans Peter Hansen, 6.4.1797-15.9.1861, bankdirektør, politiker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). H. blev handelsuddannet hos faderen, og efter nogle år som kontorist hos J. Hammerich etablerede han sig 1822 som vinhandler på Christianshavn. 1840 tog han borgerskab som grosserer; men han blev trods dygtighed og energi aldrig nogen heldig købmand. Hans kreditgivning var for liberal, og under krisen 1837 måtte han erklære sig konkurs. Han kom dog på fode igen; men da den næste og væsentlig større krise kom 1857 – uden at han i øvrigt havde ændret på sine principper – gik det i særlig grad ud over hans forretningsforbindelser, og krisen blev herved ødelæggende også for hans egen forretning. Efter nogle år at have siddet i Nationalbankens repræsentantskab blev han 1846 udnævnt til direktør. Ved L. N. Hvidts død 1856 stod han med eneansvaret for bankens kommercielle ledelse, og selv om han nød almindelig anerkendelse for den ro og fasthed hvormed han førte banken gennem 57-krisen måtte han bagefter høre en del kritik for den kreditpolitik som han, sig selv lig, havde drevet i de foregående år. H. forblev i Nationalbanken til sin død og var desuden fra 1843 direktør for Københavns Brandforsikring og fra 1848 medlem af Grosserer-Societetets komité. 1851 blev han medlem af og 1858 formand for Det sjællandske Jernbaneselskabs kontrolkomité hvor han via C. J. Hambro i London havde held til af skaffe penge til vestbanens fuldendelse. Også i det fremvoksende politiske liv kom H. til at spille en rolle. 1832 blev han medlem af de 32 mænds forsamling og senere borgerrepræsentant. Han var repræsentationens formand 1840-41 og igen 1853-58; fra sidstnævnte år var han viceformand, 1841-46 var han rådmand. Til stænderforsamlingen i Roskilde valgtes H. 1834-46 som deputeret for København. Han tog sig her særligt af økonomiske og handelsmæssige spørgsmål og sad i et utal af komiteer og udvalg. Også i den grundlovgivende rigsforsamling fik han sæde, og han var derefter 1850-53 medlem af landstinget og tingets viceformand. Han interesserede sig meget for det slesvigske spørgsmål og for bevarelsen af det danske sprog i landsdelen. Politisk hørte han til de frisindede, men med en betydelig frygt for at udviklingen skulle løbe af sporet. Han var således modstander af den almindelige valgret og søgte sammen med andre at få gennemført en lav census. Selv om forslaget faldt stemte han imidlertid ja til grundloven. Også januarkundgørelsen af 1852 og opgivelsen af kongelovens arvefølge var han imod, og da forholdene tilspidsede sig i 1853 modtog han ikke mere genvalg. H. var en typisk repræsentant for det københavnske borgerskab i overgangen mellem enevælden og den nye tid. En vis kritik mødte han i sin dobbeltstilling som erhvervsmand og leder af landets største og længe eneste bank i hovedstaden. Men hans dygtighed og arbejdskraft var anerkendt, og trods en ydre barskhed var han et hjælpsomt menneske der viede ikke mindst handelsstandens unge megen velvilje, råd og hjælp.

Familie

Forældre: vinhandler Gotfred H. (1765-1835) og Anna Catharine Weinreich (1770-1856). -16.12.1825 i Kbh. (Frue) med Clara Maren Marie Schmidt, født 1.1.1804 i Kbh. (Frels.), død 8.1.1865 i Kbh. (Trin.), d. af klædefabrikant Joseph Adam S. (ca. 1777-1855) og Ane Marie Farrer (død 1857) og plejedatter af tobaksfabrikant Jørgen Bech (1775-1846) og Frederikke Schov (1777-1845). – Bror til A. N. Hansen.

Ikonografi

Træsnit 1861. Maleri (bl.a. Kbh.s rådhus). Foto.

Annonce

Bibliografi

[Fr. Barfod] i III. tid. 6.10.1861. N. Neergaard: Under junigrundloven 1, 1892. M. Rubin: Fr. VI's tid, 1895. (reproudg. 1970). Emil Unger i Vort folk i det 19. årh., udg. V. Østergaard II, 1901 132f. Villads Christensen: Kbh. 1840-57, 1912. Kbh.s brandforsikr. 1731-1911, ved Axel Linvald m.fl., 1913-14. Axel Rubow: Nationalbankens hist. 1818-78, 1918. Jul. Schovelin: Den danske handels renæssance II, 1924 193f o.fl.st. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931-34.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn H. Lauridsen: H.P. Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290675