Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fr. Nørgaard

Oprindelig forfatter JVest
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Fr. Nørgaard, Frederik Nørgaard, 4.8.1861-24.2.1937, bankdirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Vestre). N. kom i en ung alder til udlandet hvor han fik en fortræffelig bankmæssig uddannelse og tillige erhvervede sig udmærkede sprogkundskaber. Efter at være vendt hjem begyndte han 25 år gammel som korrespondent i Den danske Landmandsbank, men allerede 1888 fik han tilbudt og modtog posten som direktør i Aarhuus Privatbank hvis styre under indtrykket af den stadige vækst i bankens forretninger indså nytten af at få en leder med alsidig og helt moderne bankuddannelse. Selv om valget af en københavner som direktør i Århus til at begynde med blev modtaget med nogen skepsis fra den lokale forretningsverdens side, erhvervede N. sig en udmærket position ikke blot som bankdirektør men også på anden måde. Allerede 1894 blev han medlem af bestyrelsen for Århus handels-forening og 1899 formand. På det jyske handels-møde 1898 var det i øvrigt N. der for første gang herhjemme rejste kravet om faglig revision, idet han kritiserede den slendrian der tillod at vigtige revisorposter fordeltes som småben. Han gav samtidig en indgående skildring af de britiske "Chartered Accountants" arbejdsmåde og påviste hvilken nytte det britiske erhvervsliv havde haft af disse revisorer. Ved den udmærkede måde han fremstillede sine synspunkter på fik revisionstanken en så gunstig jordbund, at Århus blev sædet for Danmarks første revisionsanstalt, nemlig Revisionskontoret i Århus som åbnedes 2.1.1899. Kbh. fik først en revisionsanstalt 1901 og Danmark en revisorlov 1909. Også spørgsmålet om en aktielov havde N.s varme interesse, og han fik sæde i aktielovkommissionen af 1900 og siden i den tilsvarende 1910. Han var medlem af Århus byråd 1900-09 og medlem af udstillings-rådet for landsudstillingen i Århus 1909. På baggrund af det initiativ N. således lagde for dagen kunne det ikke undre, at P. N. Damm -bl.a. tilskyndet hertil af Johan Hansen – gerne ville knytte ham til sin bank, og 1909 blev skridtet taget; N. forlod Aarhuus Privatbank og blev samtidig (-1931) direktør i Kjøbenhavns Handelsbank. Som direktør i handelsbanken fik N. i en del år det ikke altid lette hverv at samarbejde med den meget selvstændige P. N. Damm, men N. forstod alligevel at gøre sig gældende. Han blev i vidt omfang benyttet til at repræsentere banken udadtil, ligesom mange af bankens kunder gerne søgte til ham som følge af hans forstående holdning, men han traf i overensstemmelse med handelsbankens tradition aldrig nogen vigtigere afgørelse på sin banks vegne, før han havde haft lejlighed til at konferere med sine direktionskolleger. Også efter Damms død 1918 vedblev han særlig at repræsentere banken udadtil, men hans stilling blev selvstændigere, idet han i højere grad kunne hævde en sideordnet stilling med Einar Damm.

I årene under første verdenskrig og umiddelbart efter kom N. i tæt føling med mange af de herværende udenlandske gesandtskaber og missioner, ligesom han særlig inden for russiske emigrantkredse udførte et stort og påskønnet arbejde. N. havde stærke nationale og filantropiske interesser og var i mange år kurator for Det kgl. vaisenhus, ligesom han udførte et stort arbejde som landeværnets første hovedkasserer. – Etatsråd 1909.

Familie

Forældre: grosserer Jens Peter N. (1821-87) og Sophie Dorthea Margrethe Bjerring (1823-1908). Gift 8.9.1892 på Birkenside, Earlston, Skotland, med Mary Logan, født 27.5.1860 på Birkenside, død 25.6.1928 i Hornbæk, d. af Robert L. og Margaret Hay Frier (1833-1912).

Annonce

Udnævnelser

R. 1905. DM. 1913. K2. 1920. K1. 1936.

Ikonografi

Tegn. af Alfred Schmidt, 1920. Foto.

Bibliografi

[Carl Thalbitzer:] Århus privatbank 1871-1921, 1921. Berl. tid. 4.8.1921. Børsen s.d. og 25.2.1937. Revisions- og forvaltningsinstitutet A/S 1912-37, 1937. Revisionskontoret i Århus 1899-1939, 1939. Borgere i byens råd, red. Ole Degn og V. Dybdahl, 1968 176f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Vestberg: Fr. Nørgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295198