Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emil Glückstadt

Oprindelig forfatter IGejl

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Emil Glückstadt, Emil Raffael Glückstadt, 24.8.1875-23.6.1923, bankdirektør. Født i Kbh. (Mos.), død på kommunehospitalet, Kbh., begravet sst. (Kat. Vestre). Efter at have taget studentereksamen fra Østerbros latin- og realskole 1894 (cand.phil. n.å.) indtrådte G. i Landmandsbanken som faderen ledede. Her modtog han sin første uddannelse hvorpå han studerede bankforhold i New York, London og Paris i tre år. Efter hjemkomsten 1901 blev han atter ansat i Landmandsbanken, samme år som sekretær, 1904 som underdirektør, 1907 som direktør, og 1910 efter faderens død blev han førstedirektør. Landmandsbanken var allerede da landets største bank, men det var G.s mål at bringe den op i internationalt format. Til dette formål besad han ud over sin arvemæssigt heldige placering et godt hoved, udmærkede forhandlingsevner og personlig charme som i forening hjalp ham til hurtigt at nå sit mål i de følgende år. Udvidelsen af Landmandsbankens aktiekapital tog fart fra 1907 da vicedirektør G. i faderens fravær på grund af sygdom fik bankrådets tilslutning til at udvide aktiekapitalen fra 40 til 80 millioner kr. over en årrække. Fra 1907 blev aktieemissionen støttet gennem større og større opkøbskonsortier der havde det formål at hæve kursen på bankens aktier forud for udvidelsen og at fastholde en høj, stabil kurs under og efter udvidelsen. Disse konsortier bestod tilsyneladende af forskellige bankhuse og veksellerere, men blev i virkeligheden finansieret af Landmandsbanken og ledet af dens direktion, G. og senere også Ove Ringberg. Efter yderligere udvidelser efter samme principper nåede banken de 100 mill. kr. i aktiekapital 1918. Mens Landmandsbanken fra sin start i forhold til udlandet i særlig grad havde haft tilknytning til tyske kapitalinteresser (fx Frankfurter-Rothschildeme), gjorde G. i årene før første verdenskrig en betydelig indsats for også at orientere banken i vestlig retning, dvs. England og Frankrig. Omtrent samtidig begyndte banken at overtage forskellige danske provinsbanker og sparekasser. Herved udbyggede den energisk sit filialnet, såvel i København som i provinsen. Fra 1883 til 1912 havde banken haft otte udenbys filialer, men fra 1912 til 1920 opkøbtes 12 banker og sparekasser rundt omkring i landet. Ud over udbygningen af filialnettet var motivet til opkøbene også ønsket om at skaffe indlånsmidler.

Ved Landmandsbankens 50 års jubilæum 1921 stod den med en totalbalance der var større end nogen anden skandinavisk banks. Denne overordentlige vækst skyldtes foruden konjunkturerne bankens utvivlsomme evne til at drage kunder til sig som følge af en god service, i særdeleshed tilpasningsevne og elskværdighed. Der er ikke tvivl om at G. på dette område var banken en god direktør. Anderledes stiller sagen sig når talen er om forvaltningen af de store kapitaler som banken efterhånden kom til at råde over. På dette område kom G. til at fremvise store brist. Han manglede "sindets redelighed og forstandens kulde" til at bestride den høje post som landets førende bankmand. G. var i for høj grad optimist. Når "gamle Damm" (P.N.D.) i Handelsbanken, hvis det var nødvendigt, ofrede nogle debitorer, så valgte G. ofte udsættelsen af problemerne frem for sådanne ubehageligheder. Det skyldtes en overfladisk vurdering af forholdene, som ofte bundede i utilstrækkeligt kendskab til bankens engagementer. Hans forfængelighed bevirkede desuden at han vænnede sig til en meget stor levefod, somme tider i vulgær pragt. Fra sin far havde han arvet en betydelig interesse for værdipapirers omsætning, en interesse der blev skæbnesvanger da han kom til at operere i en tid med overdreven børsspekulation.

Også på et andet felt viste G.s overdrevne optimisme sig, nemlig i spørgsmålet om finansiering af den internationale handel. I særlig grad fik gruppen af foretagender omkring Harald Plum en alt for stor støtte fra Landmandsbanken. Forholdet fik den konservative folketingsmand Victor Lemvigh-Muller til at anklage banken for at tage del i købmandshandel.

Annonce

Der var altid rygter omkring Landmandsbanken. I 1921 under de faldende konjunkturer tog de yderligere fart og vandt i styrke og intensitet. Under krigen var der vendt mange aktier hjem fra Tyskland; men under pengerigeligheden var de blevet opslugt gennem Børsen; det danske aktiemarked havde dermed efter krigen absorberet tre gange så mange Landmandsbankaktier som før. Da pengerigeligheden svandt efter krigen begyndte der at optræde stadig større poster løst materiale som direktionen ikke kunne lade flyde. Et nyt støttekonsortium "Syndikatet af 10. november 1921" blev dannet. Endvidere opkøbtes yderligere nogle pengeinstitutter, nu for at få anbragt Landmandsbankaktier idet man ved to overdragelser 1921 udløste de gamle aktionærer med sådanne. I 1922 lykkedes denne teknik atter ved overtagelsen af Kjøbenhavns private Laanebank, hvorved banken fik placeret ca. 3 mill. kr. af det løse materiale. Men nu kneb det. Den første offentlige meddelelse om bankens vanskeligheder fremkom 10.7.1922 efter at bankinspektøren havde foretaget en undersøgelse. Det har været antydet at H. N. Andersen fra ØK skulle have "bestilt" bankinspektøren til at lade undersøgelsen foretage, men der er næppe hold i denne påstand da rygterne om banken i hvert fald havde et sådant omfang at det var inspektørens embedspligt at foranstalte en undersøgelse. En kendsgerning er det dog at forholdet mellem H. N. Andersen og G. var dårligt. Andersen søgte ved flere lejligheder at modarbejde G. ved påvirkning af ministre, og han undlod ikke at komme med udtalelser der kunne underbygge rygter om Landmandsbanken.

Efter bankinspektørens redegørelse erklærede Nationalbanken sig rede til at indskyde en ny reservekapital på 30 mill. kr. Fortsat uro om banken gav imidlertid anledning til statens medvirken til en rekonstruktion. Justitsministeren blev i september bemyndiget til at nedsætte en kommission. Den arbejdede hurtigt, og i januar 1923 begærede rigsadvokaten forundersøgelse indledt omkring to forhold, nemlig bankens regnskab for 1921 og opkøbssyndikatet af 10.11.1921. I marts blev G. efter begæring af anklagemyndigheden arresteret ud fra den antagelse at han havde begået bedrageri. Samtidig begæredes forundersøgelsen udvidet til at omfatte forskellige konsortietransaktioner som G. havde deltaget i. I juni begyndte landsrettens behandling af sagen, men den 23. i samme måned afgik G. ved døden efter en operation. Landsretsdommen i juli 1923 fastslog at G. havde gjort sig skyldig i bedrageri og i overtrædelse af aktieselskabs-, bank- og bogføringslovgivningen. Om nogen strafudmåling kunne der af gode grunde ikke være tale; men ved fastsættelsen af sagens omkostninger statuerede landsretten at 4/5 skulle bæres af G.s bo mens resten af omkostningerne blev pålagt de øvrige anklagede direktører og bestyrelsesmedlemmer. Fordelingen blev fastholdt af højesteret.

Ved siden af sin stilling som bankdirektør beklædte G. formandsposten i talrige selskabers bestyrelse, ligesom staten overdrog ham en række opgaver af international karakter. Han var således finanskyndigt medlem i den sønderjyske delegation til Paris 1919 hvor han bidrog til at bringe forhandlingerne om Danmarks part i den tyske gæld ved overdragelsen af Nordslesvig til afslutning på en gunstig måde. Endvidere var han statens repræsentant på finanskonferencen i Bruxelles 1920, på den internationale hjælpekonference i Paris 1920, samt på London- og Genuakonferencerne 1922 selv om H. N. Andersen søgte at forhindre det. Endelig var han medlem af Folkeforbundets kommission til undersøgelse af Østrigs finansielle forhold, nedsat 1921.

G. var ivrig kunstsamler. Han ejede Balthasar Denners berømte portræt af Tordenskjold (gengivet på tændstiksæsker, nu på Frederiksborg); endvidere betydelige værker af Jens Juel og Pilo samt en samling af Cornelius Høyers miniaturer. Hertil kom en del københavnsk porcellæn fra 1700-tallet. Det meste blev solgt på auktion 1923. 1919 skænkede G. Frederiks hospitals bygninger til Kunstindustrimuseet. – Etatsråd 1911.

Familie

Forældre: bankdirektør, senere gehejmeetatsråd Isak G. (1839-1910) og Juliette Sophie Raffel (1845-95). Gift 18.4.1901 i Kbh. (Mos.) med Laura Rosa Rée, født 12.8.1876 i Kbh. (Mos.), død 25. 12.1953 i Kbh. (gift 2. gang 1942 med diplomat H. A. Bernhoft, 1869-1958), d. af direktør for Creditkassen for landejendomme i Østifterne, vekselmægler Eduard Philip R. (1850-1918) og Galathea Albertine Berendt (1852-1920).

Udnævnelser

R. 1912. DM. 1913. K2. 1917. K1. 1919. S.K. 1920.

Ikonografi

Barneportr. af Bertha Dorph, 1885. Afbildet på flere tegn. af Alfred Schmidt 1920-22 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Højesteretstid. LXVII, 1923 331-73 (sagen mod Landmandsbanken). – Jul. Schovelin: Landmandsbanken 1871-1921, 1921. L. V. Birck i København 18.6.1922. Jens Vestberg i Verdensmarkedet og Danm. i året 1922, især 152 159 162; sst. 1923 især 94 140 145. Politiken 29.6.1923. Beretn. om forholdene i Den danske Landmandsbank, 1924. Laura Gluckstadt: E. G. I-II, 1929-50. F. Bülow og J. F. Fenger: Bemærkninger til foregående, 1930. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Gejl: Emil Glückstadt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290093