Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alex Brask Thomsen

Oprindelige forfattere MeHa og IGejl

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Alex Brask Thomsen, 17.9.1919-8.1.2005, bankdirektør og erhvervsmand. Alex Brask Thomsen tog realeksamen fra Efterslægtselskabets skole 1936, hvorpå han kom i lære hos sin far i dennes farvehandel på Nørrebro i Kbh. Derpå arbejdede han en kort tid i en farvehandel i Århus, inden han 1939 rejste til Munchen. Ved besættelsen 1940 rejste han tilbage til Kbh. hvor han 1940–42 gik på handelshøjskolen og tog HA, hvorefter han i den øvrige del af krigstiden var ansat hos Sadolin & Holmblad.

1945 rejste Alex Brask Thomsen til Paris hvor han studerede sprog ved Sorbonne universitetet. Senere tog han til England hvor han fik en stilling i et kemikaliefirma. 1948 vendte han tilbage til Danmark hvor han sammen med hustruen etablerede et mindre aktieselskab. Med baggrund heri kastede han sig over international handel, idet han søgte tilbud på varer rundt omkring med reeksport for øje. Forholdene under Koreakrigen stimulerede virksomheden, Alex Brask Thomsens kemikalie-ekspertise gav gode muligheder, og efterhånden stiftede han en halv snes selskaber. Disse krævede store investeringer, og Alex Brask Thomsen begyndte at interessere sig for handelen med penge. Han fandt frem til Københavns Kreditbank, et meget beskedent foretagende som han sammen med en barndomsven overtog 1955. Hermed havde Alex Brask Thomsen placeret sig i den danske bankverden hvor han skulle komme til at vække opsigt med sin kreativitet og sit uomtvistelige talent. Han startede således 1955 en annoncekampagne under sloganet "Danmarks højeste bankrente", hvilket på den tid betød 7 % på 12 måneders opsigelse. Pengene blev lånt ud igen til 9 % + provision, især til den del af erhvervslivet som havde svært ved finansiering ad de sædvanlige kanaler. 1956 solgte Alex Brask Thomsen pludselig kreditbanken tillige med andre af sine selskaber til spekulanten Poul Glindemann hvorefter han slog sig ned i Montreux i Schweiz med en millionformue. Kreditbanken krakkede 1957, men Alex Brask Thomsen anså fortsat ideen med den høje rente til indskyderne for rigtig, og allerede 1958 fik han handelsministeriets godkendelse af vedtægterne til sin nye bank, Finansbanken. I 1960erne fik Alex Brask Thomsen gennem opkøb kontrol over det gamle tekstilfirma Henriques & Løvengreen, hvorimod det 1972 mislykkedes for ham at lade Finansbanken overtage Amagerbanken, da aktionærerne i Amagerbanken nedstemte forslaget med stor majoritet. 1980 solgte Alex Brask Thomsen til stor overraskelse for bankverdenen Finansbanken til Jyske Bank. Han fortsatte dog med at stifte nye banker, men nu i udlandet.

Alex Brask Thomsen tilbød i 1992 Københavns Kommune en større pengedonation mod at Nørrebrogade blev omdøbt til Alex Brask Thomsens gade; dette blev afvist af kommunen.

Annonce

Familie

Alex Brask Thomsen blev født i København og døde i Bassins i Schweiz; begravet på Bispebjerg kirkegård.

Forældre: farvehandler Anders T. (1894–1955) og Jenny Clausen (1895–1944). Gift 21.8.1943 med Bente Larsen, født 6.4.1920 i Brarup, d. af minister, proprietær Victor L. (1890– 1952) og Karen M. Jensen (1891–1965).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. aften 20.8.1958. Erik Nørgaard i Politiken 7.6.1964.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Ib Gejl: Alex Brask Thomsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298293