Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mette Koefoed Bjørnsen

Oprindelige forfattere MeHa og SLJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Mette Koefoed Bjørnsen, Mette Margrethe Koefoed Bjørnsen, 6.12.1920-29.3.2008, økonom. Født på Frbg. K. B. blev student fra Lyngby statsskole 1940 og cand.polit. 1947. Herefter blev hun ansat i Danmarks Statistik og var fra 1959 inspektør ved handelsministeriets tilsyn med handelsskolerne. 1964 blev hun lektor ved Den sociale højskole i Kbh., 1971 lektor ved Danmarks lærerhøjskole, medlem af bestyrelsen for Arbejdernes Landsbank 1975, 1979 stedfortrædende forligsmand ved Statens forligsinstitution, fra 1982 forligsmand, 1982 medlem af Gentofte kommunalbestyrelse, s.å. formand for bestyrelsen for Arbejdsmarkedets tillægspension og medlem af den svensk-danske Barsebäckkomité, formand for uddannelsesrådet for specialuddannelserne 1983. K. B. gjorde især en betydelig indsats som pædagog og popularisator mht. samfundsøkonomi og økonomisk-politiske spørgsmål. Dette skete dels i medfør af hendes ansættelser i forskellige dele af undervisningssystemet, dels ved et stort antal foredrag på skoler, i foreninger ol., ligesom hun forstod tilrettelæggelsen af oplysende programmer om samfundsøkonomi i TV. Yderligere var hun forfatter og medforfatter til et meget stort antal brede fremstillinger om samfundsøkonomi. En stor del af disse er skrevet som lærebøger til forskellige dele af uddannelsessystemet, fx folkeskolen, HF og gymnasiet. Som forligsmand lykkedes det hende at bilægge en række vanskelige stridigheder på det offentlige arbejdsmarked. Gennem hele denne virksomhed skabte hun sig gradvis en position der førte til at hun også anvendtes som konsulent af en række organisationer og offentlige myndigheder med henblik på tilrettelæggelsen af disses økonomiske publikationer.

Familie

F: civilingeniør, dr.techn. Hans Georg Koefoed (1891-1954) og Frida Rigmor Harriet Heiberg Møller (1891-1978). Gift 1. gang 19.10.1950 i Kbh. (b.v.) med Palle Mogens Flemming greve Holstein, født 9.9.1914 sst., død 2.9.1988, s. af civilingeniør, kaptajn Henrik Frants Harald greve H. (1879-1967) og Anna Margrethe Jensen (1885-1968). Ægteskabet opløst 1953. Gift 2. gang 10.11.1953 i Tibirke med oberstløjtnant Bjørn Bjørnsen, født 17.7.1914 i Rønne, død 13.3.1993, s. af lektor Georg Christian B. (1872-1919) og Asta Koefoed (1882-1956).

Udnævnelser

R. 1986. R1 1993.

Annonce

Bibliografi

K. B.'s erindringer Forlig eller forlis? : mine år i Forligsinstitutionen, 2006.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Steen Leth Jeppesen: Mette Koefoed Bjørnsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292804