Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arne Jensen

Oprindelige forfattere EBAn og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Arne Jensen, 16.2.1920-2008, økonom, statistiker. Arne Jensen var student fra Rungsted og blev cand.act. 1944. I årene 1945 til 1963 arbejdede Arne Jensen som aktuar i KTAS hvor han fortsatte A. Erlangs arbejde med at anvende metoder fra sandsynlighedsregningen og operationsanalysen til at løse en række praktiske problemer vedrørende dimensionering af telefoncentraler og ledningsnet. I en vigtig artikel fra 1948 beskriver og vurderer Arne Jensen Erlangs arbejde. Disputatsen fra 1954 A distribution model, applicable to economics har også sin rod i Arne Jensens forskning med tilknytning til problemer inden for telefonien.

1963 blev Arne Jensen udnævnt til professor i matematisk statistik og operationsanalyse ved Danmarks tekniske højskole. Han beklædte rofessorembedet til 1990. Samtidig grundlagde Arne Jensen Institut for matematisk statistik og operationsanalyse der har været et vigtigt center for operationsanalytisk forskning i Danmark. Udover sin undervisning og forskning medvirkede Arne Jensen ved løsningen af en række samfundsopgaver hvor hans særlige ekspertise inden for operationsanalysen spillede en væsentlig rolle. Her kan bl.a. nævnes digebygningen ved Sønder Limfjordstange hvor Arne Jensen videreudviklede det teoretiske grundlag for vurderingen af stormflodsrisici og brugte denne viden til dimensioneringen af diget. Rapporten fra dette arbejde Stormflod og digebygning med særligt henblik på Søndre Limfjordstange har selvstændig værdi som videnskabeligt arbejde. Senere medvirkede Arne Jensen ved vurderingen af risikoen for skibssammenstød i Øresund og ved vurderingen af risikoen for påsejling af den projekterede Storebæltsbro.

Fremtidsforskningen havde Arne Jensens store interesse, og han var medlem af præsidiet for Akademiet for fremtidsforskning 1977-91. Arne Jensen var medlem af International Statistical Institute og Akademiet for de tekniske videnskaber. 1971–74 var Arne Jensen præsident for International Federation of Operational Research Societies. Han var endvidere gæsteprofessor i Kina og Japan.

Annonce

Familie

Arne Jensen blev født i Vordingborg og døde samme sted.

Forældre: skræddermester Alfred Marius J. (1888–1921) og Anna Matilde Klenke (1895-1988). Gift 1. gang 1.5.1946 i Gentofte med cand.mag. Gertrud Borchsenius, født 29.3.1923 i Kbh., død 20.3.1952 sst. (Trin.), d. af overregissør Kaare B. (1874-1960) og Inger Marie Jørgensen (født 1895). Gift 2. gang 29.10.1960 i Ebeltoft (b.v.) med sygeplejerske Anne Marie Bundgaard, født 17.7.1931 i Randers, død 15.1.1978 i Rungsted, d. af manufakturhandler Niels Einar B. (1898–1969) og Tove Ragnhild Skøt (født 1902).

Udnævnelser

R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1954 124–26.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erling B. Andersen, Merete Harding: Arne Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291989