Thor Lange

Thor Lange, Thor Næve Lange, 9.4.1851-22.2.1915, filolog, forfatter, oversætter. Født i Kbh. (Trin.), død på Selo Napadovka i Ukraine, begravet 1927 i Kbh. (Vestre). L. blev student 1869 fra Metropolitanskolen, kom efter moderens død i huset hos faderens ven, pastor L. Schmidt ved Holmens kirke, og begyndte – sprogbegavet som han var og sproginteresseret allerede fra hjemmet – på det filologiske studium hvor særlig J. N. Madvig og J. L. Ussing var hans vejledere og velyndere. Hans nærmeste omgang i studenterårene var dels skolekammeraterne, bl.a. forfatteren K. G. Brøndsted, filologen og arkæologen C. Jørgensen, komponisten P. E. Lange-Müller og overlærer Axel Sørensen, og dels medlemmerne af Filologisk-historisk samfund hvor han bl.a. lærte M. Cl. Gertz og Sigurd Müller at kende. Samtidig med studiet af de klassiske sprog dyrkede L. både skønlitteratur og digtekunst. Hans versifikatoriske evner havde allerede vist sig i skoledagene og førte nu til, at han 1872 (under sit sædvanlige pseudonym Ebbe Munk) debuterede i en lille samling, Vers og Prosa fra yngre Forfattere, med et par oversættelser fra oldtid og nutid (Meleager og Heinrich Heine) og 1874 fortsatte hermed i en – sammen med Gertz og Sigurd Muller – udgivet samling "Euterpe. Oversættelser af Digterværker fra Oldtiden og Middelalderen efter Grundteksterne." – 1874 tog L. sin embedseksamen for at kunne efterkomme en opfordring til en både lønnende og lokkende opgave. I Rusland hvor zar Alexánder II fra 1856 havde forsøgt en række liberale reformer, men få år efter var blevet tvunget til en konservativ reaktion, oprettede regeringen som led heri filologiske gymnasier og erstattede efterhånden de tidligere tyske lærere og dermed tysk påvirkning med filologer andetsteds fra. Prinsesse Dagmars bryllup 1866 med storfyrsttronfølger Alexánder III medførte, at man også rettede en henvendelse til Danmark som gennem Madvig bl.a. gik videre til L. Drevet dels af sin hjemløshedsfølelse, hvortil en kærlighedsskuffelse vistnok føjede sig, dels af sin respekt for Madvig og dels af udsigten til en økonomisk god stilling under eventyrlige forhold efterkom han opfordringen sammen med tre kolleger, forlod Kbh. 1875, uddannede sig i St. Petersborg til stillingen og blev 1876 ansat som lærer i de klassiske sprog ved det østerlandske sprogakademi i Moskva, Institut Lásarev, hvor han 1901 holdt 25 års jubilæum, og 1877 tillige ved lyceet Cesarewitsch Nikolaj som han 1887 forlod for at overtage en post ved byens tredje klassiske gymnasium.

Hermed begyndte hans Ruslandstid der skulle vare til hans død. L. lod sig imidlertid aldrig naturalisere, men bevarede sin danske statsborgerret og kunne således 1887–1906 bestride hvervet som ulønnet dansk konsul i Moskva. Først efter oprørsbevægelsen 1906 opgav han også denne stilling og levede siden som privatmand på hustruens landejendom i Ukraine. Under sin embedsvirksomhed havde han modtaget en række russiske udmærkelser; med tildelingen af Vladimirordenen 1899 fulgte optagelsen i den russiske adelsårbog. I hele sin konsulattid afholdt han selv alle udgifter til understøttelser, modtagelser og repræsentationer, skønt hans hustrus oprindelig ret betydelige formue netop i disse år delvis gik tabt. Så fjernt mange af konsulatets rent forretningsmæssige sager tilsyneladende lå ham, lykkedes det dog L. ved siden af den standsmæssige repræsentation at oparbejde en række nye eksportartikler fra dansk side og være til hjælp for mange trængende landsmænd. L.s forfatterskab, der fortsattes i Rusland og fik et meget broget og spredt indhold, kan for oversigtens skyld deles i tre grupper. Af en bestandig vedligeholdt korrespondancevirksomhed til danske blade og tidsskrifter opstod en række skildringer både af russiske og europæiske forhold: Fra Rusland, 1882, En Maaned i Orienten, 1887, Skizzer og Phantasier, 1890 og Idanske Farver, 1907, hvortil der efter hans død føjedes de af venner udvalgte samlinger Langt borte, 1917 og Mangesteds fra, 1918. Mens de rent russiske skildringer der er skrevet ud fra en for L. naturlig konservativ indstilling endnu har en betydelig tidshistorisk værdi, prægedes alt for meget af hans produktion efterhånden af den næsten sygeligt overspændte fantasi som var L.s sårbareste punkt og fik sit typiske udtryk i hans sværmeriske dyrkelse af gralsagnet og tro på sin nedstamning fra Hvidernes æt. Den anden gruppe er de mangfoldige oversættelser på vers og prosa hvormed L. så at sige for første gang gav danske læsere kendskab til russisk og slavisk nationaldigtning. Hans hovedindsats her er de seks digtsamlinger: Fra fremmede Lande, 1876, Nogle Folkeviser, 1878, Gjennem farvet Glas, 1894, Nocturner, 1897, Fjerne Melodier, 1902 og Strengespil, 1906. Et udvalg heraf er 1915 udgivet af Otto Borchsenius. I tidsskriftet Taarnet fik han optaget fire digte. Til digtene sluttede sig den ypperlige oversættelse af et berømt russisk heltedigt fra 1100-tallet Kvadet om Igors Fylke (dvs. fylking), 1888, udsendt i anledning af Christian IXs regeringsjubilæum. På prosa kom Wesná (forår), 1886 og Sarniza (kornmodsglimt), 1896 der begge rummede gode biografier og udvalgte arbejder af russiske forfattere fra 1800-tallet. Med Grev Alexiej Tolstoi. Bidrag til den russiske Litteraturs Historie, 1894 som for første gang gav en biografi og bedømmelse af den store lyriker og dramatiker, erhvervede L. den filologiske doktorgrad ved Kbh.s univ. Endelig oversatte han forskellige mindre romaner og skuespil og søgte – som oftest uden held – at få de sidste opført på danske scener. Tre: N. I. Gnéditj: Brændende Breve, 1891, Kutúsov: Svjatopolk, 1892 og Bashjenov: Elskovsdrikken, 1894, kom dog op på Dagmarteatret og Natascha, 1896 på Oslo nationalteater, men L.s forståelse af forskellen mellem russisk og dansk sind havde her været for ringe. Den tredje gruppe skyldes L.s gamle og usvækkede kærlighed til filologien og oldtids-digtningen (særlig den græske) og består af oversættelser af Sofokles: Antigone, 1893, Oedipus, 1897, Ajas, 1903, Aischylos: Sonofferet, 1911, Eumeniderne, 1915, Euripides: Ion, 1911, Pindar: Syv Oder, 1900 og Terents: Pigen fra Andros, 1912 – gerne trykt i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Helt for sig står den meget frie, poetisk smukke gengivelse af H. W. Longfellow: Den gyldne Legende, 1880.

L.s versificerede oversættelser hentede materiale alle vegne (engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, tysk litteratur m.m.), men slavisk og især russisk lyrik lå hans eget sind nærmest og udgør hovedgrundlaget. Næsten alle oversættelser har imidlertid det betegnende "efter" (fx Konstantin Balmont) eller det elastiske "lillerussisk, serbisk" eta, ɔ:digtet danner anslaget og grundmotivet som omformes og transponeres på individuel vis, så ofte kun idé og stemning er blevet tilbage. Med sin mere og mere forfinede sprog- og rytmesans, sin både filologiske, musikalske og poetiske forståelse af ordenes klangfarve og vokalharmonier og sit eget bevægede og navnlig med alle moltoner beslægtede digtersind besad L. alle betingelser for en virkelig kunstnerisk gendigtning i en både smidig og samtidig særegen form. Den forenkling eller fortætning af motivet som han med forkærlighed anvendte, lettede læserens ganske umiddelbare tilegnelse og vandt også komponisterne. Til musik af J. P. E. Hartmann, P. Heise og P. E. Lange-Müller o.m.fl. blev mange af disse yndefulde smådigte hurtigt folkeeje. (Lille røde Rønnebær, Skin ud, du klare Solskin osv.). Mættede med vemod blev de for 90ernes unge lyrikere et befrugtende indblik i russisk sjæl og natur og fik ved deres helt selvstændige værdi en blivende plads i dansk litteratur. Lige så frit forholdt L. sig til oldtidsdigtningen. Filologen og digteren indgik her en ganske mærkelig, men også ganske interessant forbindelse til gavn for den der først og fremmest ønskede et indtryk af skønheden og storheden hos de græske tragikere. – Det mangeårige fravær fra fædrelandet gjorde på den ene side L. fremmed for forhold og begivenheder som ofte syntes ham små eller smålige i sammenligning med russiske paralleller, men gav på den anden side hans fædrelandsfølelse en idealiserende og forstærket kraft. Han kom kun sjældent og flygtigt hjem (1886, 1891 og 1907) og følte sig hverken digterisk eller menneskeligt videre påskønnet hjemmefra, men drømte om Danmark i lyset af Valdemartidens storhed. Heraf udsprang den hjemlængsel og trang til at smykke det med historiske mindesmærker som i hans senere år opfyldte ham og bragte ham i nært samarbejde med C. Nyrop og danske kunstnere. De vigtigste er: Erik Klipping-korset ved Finderup (1891), Svend Grathe-korset på Grathe hede (1892), Magnus den Gode-stenen (Niels Skovgaard) i Skibelund krat (1898), Knud Lavard-korset ved Haraldsted (V. Koch, 1902), Erik Ejegod-stenen på Borgevold ved Viborg (1915) og Dronning Dagmar-billedet (Joakim Skovgaard) i Ringsted kirke (1916) som hans enke lod male i hans ånd og efter hans ønske. Adskillige andre steder anbragtes mindre mindetavler eller mindesmærker, nogle af ganske privat karakter (Elleranden ved Løvenborg). De fleste indskrifter skyldes L. selv. – Russiske titler: Hofråd. Kollegieråd. Statsråd 1887. Virkelig etatsråd med generalsrang og ekscellencetitel 1908.