Ad. Stender-Petersen

Ad. Stender-Petersen, Adolf Frans Emil Stender-Petersen, 21.7.1893-16.4.1963, filolog, litteraturhistoriker. Født i Pargolovo ved Skt. Petersborg, død i Århus, urne på Vestre kgd. sst. Faderen var af nordslesvigsk, moderen af baltisk-tysk oprindelse. S.-P. voksede op i St. Petersborg hvor han 1912 tog artium fra den tyske St. Petri Schule. 1912–15 studerede han klassisk og slavisk filologi ved hovedstadens universitet, kom 1915 til Danmark, blev dansk statsborger og fortsatte sine slaviske studier ved Kbh.s univ. under Holger Pedersen og W. Rozniecki. Han blev magister 1919. I de sidste studieår var han assistent ved Det kgl. bibliotek hvor han udarbejdede et endnu uudgivet katalog over de i biblioteket beroende slaviske håndskrifter. Da ingen stilling her i landet var åben for ham, tog han imod et lektorat i russisk og polsk ved Göteborgs högskola (1918–26), suppleret med undervisning ved byens handelshøjskole (1918–27). 1923 forsvarede han sin disputats ved Kbh.s univ. 1927–31 var S.-P. professor i slavisk filologi ved universitetet i Dorpat (Tartu) i Estland. 1931 kom han atter til Danmark, først som privatdocent ved det nyoprettede Århus univ., 1932 blev han lektor sst., 1935 docent og 1941 professor. Han deltog ivrigt i opbygningen af sin læreanstalt, var sit fakultets dekan 1938, rektor 1945–47, leder af journalistkurset ved universitetet 1946–49. 1949–50 var han visiting professor ved Columbia universitet, New York. Da han 1951 igen blev opfordret til at undervise ved Columbia nægtede myndighederne ham indrejsetilladelse.

S.-P.s produktion var overordentlig rig og mangesidig. Hans uddannelse var, som man dengang krævede det, rent lingvistisk, og han skrev da også om sproglige emner, således Slavisch-germanische Lehnwortkunde, Göteborg 1927, hvor han på historisk baggrund argumenterer for to etaper af slaviske lån fra germansk: en urøstgermansk og derefter en gotisk. Senere beskæftigede S.-P. sig bl.a. med det slaviske aspektsystem og fulgte med stor interesse den nye lingvistiske teoridannelse, inspireret af blandt andre Roman Jacobson og Louis Hjelmslev. Der var dog to andre områder som interesserede ham mere og på hvilke han kom til at gøre en indsats der gjorde ham til en internationalt anerkendt slavist: den russiske litteratur og varægerproblemet. Efter 1917 at have skrevet et par artikler i Tilskueren om Tolstoj og den russiske Folkesjæl og om Den russiske Messianisme kastode han sig over studiet af slavisk teaterhistorie. Efter en række afhandlinger i Holberg Aarbog 1920, 1922, 1923 og Edda XVI, 1922 om Ludvig Holbergs indflydelse dels i Tyskland, men særlig i Rusland (på D. I. Fonvizin) udgav han 1923 sin disputats Die Schulkomödien des Paters Franciszek Bohomolec. S. J. Heri påviste han hvordan denne polske jesuit i konkurrence med piaristerne i årene 1750–70 efter Plautus' og Moliéres forbilleder lægger grunden til den moderne polske komedie. I Dorpat udgav S.-P. 1931 Tragoediae sacrae. Materialen und Beiträge zur Geschichte der polnisch-lateinischen Jesuitendramatik der Frühzeit. Bogen hviler på en undersøgelse af et i Uppsala universitetsbibliotek beroende håndskrift med bl.a. otte i Poznan skrevne jesuiterdramer. Han påviser disse skoledramers dybe afhængighed af Seneca, men også en tendens henimod en realisme. Sin kærlighed til teatret fornægtede han aldrig, hvad hans senere næsten 20-årige virksomhed som teateranmelder for Demokraten i Århus vidner om. Efter 1932 at have udgivet en række brillante forelæsninger om forrige århundredes store russiske digtere (Russiske Silhouetter. Fra Puškin til Tolstoj, nyt oplag 1968) koncentrerede litteraturhistorikeren S.-P. sig i slutningen af 30erne og i 40erne om Den russiske litteraturs historie I–III. der udkom 1952 (2. opl. 1970, tysk overs. 1957). Som lærling af de russiske formalister så S.-P. den russiske litteraturs historie under synsvinkler vi ikke var vant til herhjemme. Det biografiske og ideologiske stof er skrumpet ind til et minimum. Det der optager ham er genrernes og stilarternes udvikling. Han følger forløbet fra ca. år 1000 til 1917. Første bind, der går til Peter den Stores tid, er skrevet med en smittende oplagthed, og i de næste findes strålende kapitler om A. Púsjkin, I. Turgénev, L. Tolstoj og F. M. Dostojévskij, fulde af træffende karakteristikker og indgående analyser af komposition og stilmidler. For problemerne i værkerne vises mindre sans. S.-P. var dog ikke ortodoks formalist, for selv om det var ordkunstens "immanente evolution" der optog ham, indskød han afsnit om den historiske og sociale baggrund. Med sin filologiske skoling, store sprogkundskaber der strakte sig fra de klassiske og oldnordiske til de slaviske, og sin dansk-russiske baggrund var S.-P. ligesom forudbestemt til at beskæftige sig med nordisk slavistiks evige tema: nordboernes betydning for det russiske rige i den tidlige middelalder. Han lagde ud med Die Varägersage als Quelle der altrussischen Chronik, (Acta Jutlandica VI 1934). Inspireret af den svenske litteraturforsker Henrik Schücks antydninger argumenterede han for at de fortællinger som nordisk saga, angelsaksisk legende og russisk krønike har fælles, ikke er kommet til Kijev-Rusland med vikingerne, men er litterært gods som varægerne har hentet i Byzans og genfortalt og omfortalt i Kijev og i Norden. Varægerforskningen kom dermed ind i en ny fase. Den fra nordisk side ensidige betoning af nordboernes rolle blev modificeret i en række yderligere Etudes Varègues 1-V (i Classka et mediaevalia, 1940–46) som blev samlet og suppleret i Varangica, 1953. S.-P. opgav aldrig at være "normannist", men viste dyb forståelse for russiske synspunkter – undtagen når de blankt afviste nordisk indflydelse.

S.-P. var initiativtageren 1953 til Det nordiske slavistforbund og dettes tidsskrift Scando-Slavica (fra 1954). Han deltog livligt i det internationale videnskabelige samarbejde og var fra 1955 til sin død medlem af præsidiet for Den internationale slavistkomité. Han holdt gæsteforelæsninger i mange lande, var medlem af det polske videnskabsakademi fra 1933, af Videnskabernes selskab fra 1943 og af Det lærde selskab i Århus fra 1946. Lige til sine sidste år skrev S.-P. mange avisartikler om slaviske forhold, særlige russiske. Han holdt foredrag rundt om i landet, selv i fængslerne. Politisk stod han til venstre, hvad han åbent gav udtryk for. Hans tillid til Sovjet fik udtryk i Grundlinjerne i Sovjetunionens Udenrigspolitik 1917–1941, 1946, der skæmmes af en utrolig politisk naivitet og mangel på elementær kildekritisk sans. Om hans frisind vidner dog, at det var ham, der tog initiativet til slavisternes protest mod begivenhederne i Ungarn 1956. Som forsker var S.-P. en af dansk slavistiks frodigste, pu én gang lærd og inspirerende, en oratorisk begavelse og en blændende skribent. Efter hans død samlede Ebba Torstenson en række af hans artikler i På tærsklen til en ny tid, 1963, indledt af et biografisk forord.