Theodor Geiger

Theodor Geiger, Theodor Julius Geiger, 9.11.1891-16.6.1952, sociolog. Født i München, død på skibet Waterman, begravet i Århus. G. voksede op i Landshut ved München hvor han bestod studentereksamen 1909 fra faderens gymnasium. Derefter studerede han rets- og statsvidenskab i München og Würzburg hvor han 1914 bestod juridisk embedseksamen (erste juridische Staatsprüfung). Han deltog i første verdenskrig på østfronten og blev såret. 1919 erhvervede han juridisk doktorgrad på en afhandling om tilsynsinstitutionen (Die Schutzaufsicht) og fra 1920 slog han sig frem i Berlin som oversætter og journalist. Han havde efter krigen sluttet sig til socialdemokratiet, og nu deltog han i arbejderoplysningsarbejde og højskolevirksomhed. 1923-24 var han ansat i Statistisches Reichamt, men fra 1924 var han heltidsansat leder af Berlins arbejderhøjskole. 1928 kom han til Technische Hochschule, Braunschweig hvor han 1929 blev ordinær professor i sociologi. Han skrev imod den fremvoksende nazisme idet han navnlig behandlede "racepleje"-problematikken (tidsskriftartikler samt bogen Erbpflege. Grundlage, Planung, Grenzen. Stuttg. 1934. Se også Samfund og Arvelighed, 1935). 1932 forlod han det socialdemokratiske parti, dels fordi det ikke gik ind i Franz v. Papens nationale samlingsregering, dels fordi han fandt politisk engagement uforeneligt med samfundsforskerens pligt til ubunden kritik. 1933 afskedigedes han fra sit professorat og forlod Tyskland for at slå sig ned i Danmark hvor han knyttedes til Institut for historie og samfundsøkonomi og ved hjælp af et forskerstipendium fra Rockefeller-fondet kunne fortsætte sit videnskabelige arbejde. Allerede gennem en rejse sommeren 1909 havde han lært de nordiske lande at kende og fået en stærk interesse for dem, og han havde gennem årene sat sig ind i sprogene, endog finsk. Han fandt sig derfor hurtigt til rette i København og kunne allerede 1939 udsende en omfattende lærebog (Sociologi. Grundrids og Hovedproblemer) på dansk. Han samlede og bearbejdede her til et helei hvad han i forelæsningsnotater og artikler på tysk havde leveret af bidrag til generel sociologisk teori. 1938 ansattes han i et nyoprettet professorat i sociologi ved Århus universitet.

Under besættelsen blev G. først forvist fra Århus (han slog sig ned i Odense) og måtte derefter 1943 flygte til Sverige hvor han boede med sin familie i Stockholm. Han holdt gæsteforelæsninger der og i Uppsala og Lund. Efter hjemkomsten genoptog han sin virksomhed i Århus, fra 1946 som leder af et nyt universitetsinstitut (Institut for samfundsforskning) hvor han gennemførte empiriske studier af forskellig art bistået navnlig af instituttets assistent, den senere professor Torben Agersnap. 1949 deltog G. i det møde i Oslo hvor International Sociological Association (ISA) stiftedes, og indvalgtes i dens "executive committee". Han tog i forbindelse hermed initiativet til oprettelse af en dansk (Qansk sociologi selskab) og en nordisk sociologforening. Fra 1950 var han formand for ISA's forskningsudvalg (Expert Committee on Social Research). Hans foredrag ved mødet i Oslo og ved ISA's første egentlige kongres i Zürich 1950 vakte opmærksomhed, og han blev internationalt kendt hvad der bl.a. førte til en indbydelse fra University of Toronto, som han modtog. Han var gæsteprofessor der 1951-52. På hjemrejsen døde han pludseligt af et hjerteslag en nat på Atlanterhavet.

Som den første professor i sociologi i Danmark (Cl. Wilkens var dog 1897-1918 professor i filosofi og sociologi ved Københavns universitet) fik G. stor betydning. Han var uhyre flittig og en inspirerende lærer. At hans virksomhed i Århus blev afbrudt midlertidigt under krigen og endeligt ved hans tidlige død hvorefter professoratet og instituttet nedlagdes, betød dog en svækkelse af hans indflydelse og en forsinkelse af sociologiens endelige etablering som akademisk fag her i landet. Hans omfattende forfatterskab havde imidlertid vist værdien af sociologisk behandling af samfundsforhold. G. havde vidtspændende interesser og beskæftigede sig med et stort spektrum af samfundsspørgsmål. Hans videnskabelige indsats her i landet ligger dog hovedsagelig på tre områder: moralens og rettens sociologi og filosofi, videnssociologien, herunder intelligensens sociale stilling og funktion, og social lagdeling og mobilitet. Der kan konstateres en vis udvikling fra en mere spekulativ holdning i retning af større interesse for empiriskstatistiske undersøgelser. G. protesterede derfor da professoren i filosofi ved Århus universitet Svend Ranulf, navnlig i sin Socialvidenskabelig Metodelære, 1946, angreb ham for at repræsentere en politisk farlig metafysisk tendens, typisk for tysk sociologi. I sin Ranulf clr. Geiger, 1946 vedkendte G. sig tidligere at have anvendt en Husserliansk metode, men hævdede imod Ranulf at være sig fuldt bevidst om nu blot at opfatte resultaterne af den fænomenologiske eidetik som hypoteser, og angreb den ekstremt positivistiske videnskabsopfattelse Ranulf gjorde sig til talsmand for. G.s metodiske holdning i de senere arbejder karakteriserede han selv som en "sociologisk behaviourisme". Under Sverigesopholdet arbejdede han navnlig med moral- og retssociologi i stadig tankeudveksling med Uppsalafilosofiens repræsentanter som det fremgår af bogen Debat med Uppsala om moral og ret. Lund 1946. En mere populær fremstilling af hans kritik af den svenske "moral- og værdinihilisme" og den moralopfattelse han vil sætte i stedet findes i Fortidens moral og fremtidens i serien Mennesket i tiden VI, 1952. Hovedværket på dette område er Vorstudien zu einer Soziologie des Rechts i Acta jutlandica XIX, 2, 1947. G.s synspunkt, som han kalder "praktisk værdinihilisme", går ud på at værdibegreber er indholdsløse, at forestillinger om "pligt" og "det gode" er sekundære i forhold til vanemæssig, regelbunden social adfærd, og at tendensen til at se moralen som et spørgsmål om gyldige normer og værdier (værdimoralen) i stedet for som regler for hensigtsmæssig regulering af socialt samliv er skadelig i det moderne pluralistiske samfund. Retten er et system af normer hvis virkning består i at de enten efterfølges eller at der udøves sanktion mod overtræderen. En interessant debat om disse synspunkter udspandt sig mellem G. og Alf Ross (se Juristen 1946 og Tidsskr. for Rettsvidenskap 43, 1950).

Allerede i Tyskland havde G. interesseret sig for klassebegrebet og den sociale lagdeling og publiceret artikler samt bogen Die soziale Schichtung des deutschen Volkes, Stuttg. 1932 herom. I Sverige skrev han Klassesamfundet i støbegryden, Kbh. 1948 (tysk overs. Köln 1949) hvori han tog afstand fra den marxistiske klasseteori han tidligere havde hyldet og udviklede sit eget syn på det moderne samfunds struktur hvor kontinuerte indkomstforskelle konstituerer lagdelingen. Efter oprettelsen af instituttet i Århus fik han mulighed for at foretage empiriske undersøgelser over lagdeling og mobilitet, dels i Århus kommune ud fra folketællingen 1949: Soziale Umschichtungen in einer dänischen Mittelstadt i Acta Jutlandica 23, 1951, dels over De danske studenters sociale oprindelse (Nordiske studier i sociologi 2, 1950) på grundlag af spørgeskemasvar fra ca. 8000 studenter om faderens og bedstefædrenes erhverv (bl.a. påvistes skolelærerstandens betydning som gennemgangsled til akademikerstanden, navnlig for landbefolkningen).

På grænsen til videnskabssociologien står G.s tredie store undersøgelse, Den danske intelligens fra reformationen til nutiden i Acta Jutlandica 21, 1949, der bygger på Dansk Biografisk Leksikon (2. udg.) idet den sociale oprindelse er opgjort for ca. 9000 biograferede fordelt efter tidsperioder og virksomhedsområder. Det anvendte begreb om "intelligens" havde G. udviklet i Intelligensen. De andligt skapandes uppgift öch ode i samhället, Sth. 1944 (tysk overs. Stuttg. 1949). Intelligensen er for ham ikke en klasse eller stand, men en elite der skaber kulturelle værdier til "livets sublimering" og bidrager til løsning af praktiske problemer ved rationelle metoder. Den har også til opgave at kritisere "magten" og ideologierne. I afsnittet om kultursociologi i lærebogen og i Ideologie und Wahrheit, Stuttg. 1953 samt i forskellige artikler behandlede G. ideologibegrebet og problemet om tænkningens sociale forankring, i polemik navnlig imod Karl Mannheim. Han afviste dennes opfattelse af intelligensen som "frit svævende", men fastholdt det videnskabelige objektivitetsideal.

G. var ved Århus universitet knyttet til det økonomiske fakultet hvad der gav ham anledning til at beskæftige sig med erhvervslivets sociologi. Han leverede i bogform en skarp Kritik af Reklamen, 1943, der vakte debat, og behandlede Konkurrence i Acta Jutlandica 13, 1941 sociologisk. Også erhvervsetik skrev han (kritisk) om i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1943.

G. var en skarp polemiker, men respekteret af alle for sin intelligens og sin retlinethed og uafhængighed. Efter hans død har man navnlig i Tyskland interesseret sig for hans arbejde og udgivet et udvalg af hans skrifter (Arbeiten zur Soziologie udg. P. Trappe, Neuwied 1962) og hans "politiske testamente" Demokratte ohne Dogma: Die Gesellschaft zwischen Pathos und Nüchternheit, 1960 (nyt opl. 1964). Også på engelsk og italiensk er kommet udvalg af G.s arbejder (T. G. on Social Order and Mass Society. Ed. Renate Mayntz, Chic. 1969. Saggi sulla societa industriale di T. G. Ed. P. Farneti, Turin 1970). Efter hans død kom også hans bidrag til Handwörterbuch der Sozialwissenschaften, 1954 og Wörterbuch der Soziologie, 1955. Det første hefte af det nordiske sociologiske tidsskrift Acta sociologica, 1956 er helliget G.s minde. Det indeholder foruden en (ufuldstændig) bibliografi en nekrolog af René König og 8 mindre arbejder af G. selv på tysk og engelsk.