Flemming Hvidberg

Flemming Hvidberg, Flemming Friis Hvidberg, 17.12.1897-21.2.1959, undervisningsminister, teolog. Født i Nykøbing M, død i Jerusalem, begravet i Hellerup. H. blev student 1915 fra Frbg. gymnasium, cand.teol. 1922, studerede derefter i Marburg, senere i Oslo, London, Oxford og Cambridge. I slutningen af 1924 blev han præst i Allehelgens sogn i Kbh. Samtidig med sin præstegerning skrev han sin disputats Menigheden af den nye Pagt i Damascus. Nogle Studier over de af Salomo Schechter fundne og under Titlen "Fragments of a Zadokite Work" udgivne Genizafragmenter ("Damascusskriftet"). Afhandlingen blev forsvaret for den teologiske doktorgrad 1928. I dette arbejde gav han foruden en oversættelse og kommentar til de omdiskuterede fragmenter, der var fundet i en synagoge ved Cairo 1896, et værdifuldt bidrag til forståelsen af hvilke kredse fragmenterne stammer fra, og hvornår den nye pagts menighed er udvandret til Damaskus. 1929 blev han docent i Det gamle testamente ved Kbh.s univ., 1941 ekstraordinær professor i faget. I universitetets festskrift 1938 udgav han sin første egentlige religionshistoriske afhandling, Graad og Latter i det gamle Testamente. En Studie i kana'anæiskisraelitisk Religion (engelsk udg. Weeping and laughter in the Old Testament, 1962). På grundlag af kileskriftteksterne fra de franske udgravninger i Ras Schamra i Syrien i årene efter 1929 kastede han nyt lys over brydningen mellem israeliterne og kana'anæerne i tiden efter indvandringen i Kana'an. Disse studier fortsatte han og gav en mere almentilgængelig form i Det førisraelitiske Kana'an (i Haandbog i Kristendomskundskab I, 1942) samt i Tro og Moral. Den israelitiske Religions Historie (sst. II, 1943). Disse to afhandlinger er desuden udgivet under et som Den israelitiske Religions Historie. 1943. Man mærker navnlig i den sidste afhandling H.s discipelforhold til Johannes Pedersen, men han har videreført dennes ideer på sin egen selvstændige måde. 1942 afsluttede han sit arbejde med bibelselskabets oversættelse af Det gamle testamente, forsynet med tekstkritiske noter. Foruden disse større arbejder har han skrevet en del artikler i Salmonsens leksikon og fagtidsskrifter. Han udnævntes til dr.teol.h.c. ved Uppsala univ. 1953, var prorektor ved Kbh.s univ. 1956–57.

Ved siden af sit videnskabelige arbejde virkede H. på talrige andre felter. Han var en årrække lærer ved Blågårds seminarium og ved N. Zahles skole og kirkelig redaktør ved Nationaltidende. Under anden verdenskrig blev han stærkt engageret i nationalpolitisk arbejde. Hans artikler i Nationaltidende med brod imod besættelsesmagten var til stor irritation for denne. Det samme gjaldt hans foredrag over hele landet. I disse aktualiserede han Bibelens tale og pegede på dens forudsigelse af tyrannens endelige fald. Han indvalgtes i folketinget 1943 (det konservative folkeparti) og var medlem heraf til sin død 1959. I Erik Eriksens regering (1950–53) var han undervisningsminister og indlagde sig stor fortjeneste ved oprettelsen af Statens almindelige videnskabsfond. Efter krigen gjorde han en betydelig indsats for Folkeligt oplysningsforbund (i tolv år som dets formand). Det politiske arbejde bød ham i mange henseender imod, og som minister var han meget følsom over for kritik. Det var derfor en lettelse for ham, da han efter sin ministertid kunne genoptage sin professorgerning. Studiet af de hebraiske håndskrifter der var fundet i nogle huler ved Det døde hav optog ham levende. For at skaffe sig et førstehåndskendskab til disse tekster rejste han i jan. 1959 til den jordanske del af Palæstina. Her døde han pludselig under opholdet i Jerusalem.