George Quaade

George Quaade, George Joachim Quaade, 30.8.1813-7.4.1889, udenrigsminister, diplomat. Født i Helsingør, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Q. blev student 1831, privat dimitteret, cand.jur. 1836 og ansattes 1838 som kancellist i departementet for udenlandske sager. Han gjorde sig snart bemærket ved flid, nøjagtighed, takt, diskretion og evne til at redigere diplomatiske aktstykker og fik hele sin karriere inden for udenrigstjenesten. 15.12.1847 sendtes han som fung. legationssekretær til Berlin, men vendte tilbage til udenrigsministeriet maj 1848 efter treårskrigens udbrud og udnævntes 18.8. til ekspeditionssekretær. Q. var ingen ven af det liberale marts-ministerium og dets Ejderpolitik, men moden og forsigtig gav han ikke udtryk herfor hvad der i forbindelse med hans arbejdsdygtighed gjorde ham velset hos de skiftende ministre. Navnlig helstatsmanden C. A. Bluhme benyttede ham som betroet medarbejder i sin ministertid 1851-54 og ved forhandlingerne om Øresundstoldens afvikling 1856-57. Ved omordningen af udenrigsministeriet 1856 udnævntes Q. til departementschef for 2. politiske departement. Chef for 1. departement var Adolph Skrike, helstatsmand som Q. For de nationalliberale hvis egentlige regeringsperiode indledtes 1857 var denne bemanding utilfredsstillende. Skrike erstattedes 1858 med P. Vedel. Q. fortsatte i sit departement indtil han 31.3.1860 efter eget ønske fik posten som minister i Haag og Bruxelles. Baggrunden var at han under udenrigsminister C. F. Blixen-Finecke i det kortvarige ministerium C. E. Rottwitt dec. 1859 – febr. 1860 havde været brik i en omplacering der skulle fjerne Vedel. Tanken var at sammenlægge departementerne med Q. som chef, men Blixen-Finecke gik af og de nationalliberale kom til påny inden planen var gennemført. Q. ville antagelig undgå yderligere usikkerhed under politiske omskiftelser og søgte gesandtposten. Vedel blev da chef for begge departementer. – 19.10.1860 flyttedes Q. fra Haag og Bruxelles til Berlin hvor han kom til at virke i over 20 år, "rige paa Skuffelser, tunge af Ansvar og ikke lidet udsat for Miskendelse" (P. Vedel). Q. oplevede i det næste tiår skabelsen af det tyske kejserrige der en periode blev centret for europæisk storpolitik. Han var akkrediteret Preussen 1860, akkrediteredes det nordtyske forbund 1867 og sad fra 1871 som Danmarks repræsentant ved et nyt kejserdømme. Dets skaber Otto v. Bismarcks skrupelløse taktisk-politiske spil formåede Q. så lidt som andre at gennemskue. Bismarcks støtte til Ruslands nedkæmpning af polakkernes nationale opstand 1863 stemte overens med Q.s konservative statsopfattelse, men at Bismarck også kunne bruge den tyske nationale – og liberale – bevægelse i sin krig mod Danmark lå helt uden for Q.s statsbegreb. Staterne stod sammen mod enhver folkelig rørelse da hans politiske syn fæstnedes. Det er derfor ikke underligt at han som så mange andre tog fejl af Bismarcks virkelige hensigter. Hans medfødte forsigtighed blev under disse forhold tilført en betænkelighed der kunne ende i ubeslutsomhed. Flittigt og samvittighedsfuldt sendte han indberetninger hjem om Bismarcks udtalelser og hvad han på anden vis erfarede, men analyse og konklusioner overlod han som oftest til regeringen i Kbh.

Da D. G. Monrad dannede ministerium efter C. C. Hall nytår 1864 blev Q. hjemkaldt fra Berlin for at overtage udenrigsministeriet. Det var hverken hans eller Monrads ønske, men Q. bøjede sig for Christian IXs bestemte krav. Den egentlige udenrigspolitik der under krigen de følgende måneder var tæt forbundet med de indenrigske forhold blev dog i det væsentlige ledet af Monrad. Q. var sammen med A. F. Krieger delegeret til Londonkonferencen april-juni. Da den endelige afgørelse nærmede sig var Q. i tvivl om stillingen til det engelske forslag om deling af Slesvig ved voldgift. Han anbefalede i et telegram til Kbh. at gå ind i forhandlinger om forslaget, men ændrede kort efter opfattelse og sendte et nyt telegram. Det fik dog ingen praktisk betydning da telegrammerne først ankom til Kbh. efter at statsrådet havde besluttet at afvise det engelske forslag. Da krigen kort efter blev genoptaget og tyskerne erobrede Als gik ministeriet Monrad af 11.7. Q. fortsatte i ministeriet Bluhme som minister uden portefølje og sendtes snart efter som kommissær til fredsforhandlingerne i Wien hvor der ikke var meget andet for ham at gøre end at acceptere afståelsen af Slesvig, Holsten og Lauenburg. Efter fredsslutningen varetog han adskillige gange udenrigsministerposten under Bluhmes sygdom og vendte ved ministeriets afgang 13.5.1865 tilbage til gesandtskabet i Berlin. De følgende fem år fremførte han ministeriet C. E. Frijs' bestræbelser for at få Nordslesvig tilbage, først ved tilbudet til Preussen om alliance mod Østrig 1866 og 1867-68 ved forhandlinger med den preussiske regering om gennemførelse af Pragfredens § 5 om afstemning i Nordslesvig. Et resultat nåedes ikke og efter Tysklands hurtige sejre over Frankrig 1870 blev Q.s opgave at føre neutralitetspolitik i et korrekt forhold til Tyskland. Senere havde han skuffelsen at Østrig og Tyskland 1878 ophævede § 5. Han måtte efter 1870 sande at småstatens vilkår i det tyske kejserrige ikke var let eller undergivet megen opmærksomhed. Han fik sjældent Bismarck i tale og måtte nøjes med drøftelser med underordnede embedsmænd. Af økonomiske grunde kunne han ikke føre stort hus og havde heller ikke lyst dertil. En øjensygdom gjorde ham næsten blind på det ene øje. Han måtte bære mørke briller og lille og pertentlig passede han ikke i den glans der omgav kejserhoffet. Som altid før passede han sit arbejde samvittighedsfuldt og vandt såvel udenrigsministeriets som sine kollegers anerkendelse. Sine sidste år efter fratrædelsen 1884 levede han i Kbh. – Hofjunker 1840. Kammerjunker 1842. Kammerherre 1852. Gehejmekonferensråd 1884.