Erik Scavenius, Erik Julius Christian Scavenius, 13.6.1877-29.11.1962, stats- og udenrigsminister, diplomat. Erik Scavenius voksede op i et konservativt godsejermiljø men kom tidligt i opposition hertil og sluttede sig som voksen til den radikale bevægelse uden dog at bryde med sin slægt. Trods sin politiske radikalisme der især gjaldt militærspørgsmålet forblev han alle dage en aristokrat stærkt præget af slægts- og standsbevidsthed. Efter et mislykket forsøg på at blive søofficer tog han 1897 studentereksamen (privat) og 1901 den statsvidenskabelige eksamen der gav ham adgang til udenrigstjenesten. Her gjorde han hurtigt karriere. 1906–08 var han legationssekretær i Berlin hos gesandt H. Hegermann-Lindencrone og fik i disse år lejlighed til at sætte sig ind i det slesvigske problem og dets indvirkning på det dansktyske forhold.

1909 udnævntes han til kontorchef i udenrigsministeriet og blev i oktober s.å. ganske uventet hentet til den vigtige post som udenrigsminister i det 1. ministerium Zahle, kun 32 år gammel. Udnævnelsen skyldtes især at C.Th. Zahle ikke havde kunnet overtale en af de ældre gesandter eller den tidligere konseilspræsident og udenrigsminister J.H. Deuntzer til at overtage posten. Det var den senere professor Aage Friis og en af det radikale partis støtter, direktør Herman Heilbuth der havde henledt Zahles opmærksomhed på den unge Erik Scavenius. Trods sin ungdom og mangel på politisk erfaring lykkedes det Scavenius at hævde sig på en sådan måde at Zahle ved ministeriets afgang i juli 1910 var fast besluttet på atter at få ham til udenrigsminister hvis de radikale igen kom til magten. Denne mulighed viste sig allerede i juni 1913 da Zahle dannede sit andet ministerium. Scavenius der 1912 var blevet gesandt i Wien og Rom afslog først tilbudet, men lod sig dog overtale. Som udenrigsminister så han det først og fremmest som sin opgave at prøve på at forbedre forholdet til Tyskland for at formindske den gensidige mistillid og uvilje mellem de to lande på grund af Nordslesvig. Preussens erobring 1864 og brutale forsøg på at fortyske denne landsdels befolkning fremkaldte bitre følelser i Danmark og bevirkede at man i Berlin regnede med den mulighed at Danmark under en verdenskrig ville slutte sig til Tysklands fjender.

Gennem fortrolige forhandlinger med den tyske gesandt, greve Ulrich von Brockdorff-Rantzau, lykkedes det Erik Scavenius i nogen grad at formindske denne mistænksomhed. Ved verdenskrigens udbrud i august 1914 blev hans samarbejde med Brockdorff-Rantzau af stor betydning for Danmarks sikkerhed. Samarbejdet blev særlig intimt efter at den tyske gesandt var blevet desavoueret af sin regering fordi han på eget initiativ truende havde spurgt om Danmarks stilling under en tysk-engelsk krig og krævet øjeblikkelig besked. Trods desavoueringen lykkedes det Erik Scavenius at berolige gesandten og forhindre ham i at træde tilbage. Dette glemte Brockdorff-Rantzau aldrig. Under forhandlingerne om morgenen den 5.8.1914 efter den tyske trussel om mineudlægning i danske farvande var Erik Scavenius blandt de regeringsmedlemmer der tilrådede at den blev foretaget af danske marinefartøjer. Militært set var den danske mineudlægning næppe så afgørende som man dengang troede fordi England under hele krigen ikke vovede at foretage et større fremstød mod Østersøen. Men politisk set var den af væsentlig betydning ved at medvirke til en forbedring af det dansk-tyske forhold. Under krigen lykkedes det Erik Scavenius med stor diplomatisk dygtighed at manøvrere mellem de krigsførende parter og opretholde den danske udenrigshandel med begges billigelse skønt de flere gange truede med at afbryde den. Navnlig under den uindskrænkede tyske ubådskrig i foråret 1917 var situationen prekær. Gennem forhandlinger med Brockdorff-Rantzau og med anvendelse af alle diplomatiske midler der spændte fra venlig imødekommenhed til kold nervekrig lykkedes det Scavenius at overtale tyskerne til at acceptere en fortsættelse af den for Danmark livsvigtige handel med Storbritannien og de oversøiske lande.

Sammen med kongen og H.N. Andersen søgte han i krigens begyndelse gennem hemmelige forhandlinger at udvirke en mæglingsfred mellem de krigsførende. Dette strandede dels på russisk modstand og dels på Tysklands forsøg på at få den ændret til en tysk-russisk separatfred. Efter at USA 1915 havde rejst spørgsmålet om købet af De dansk-vestindiske øer, en sag der med mellemrum havde været forhandlet i ca. 60 år, lykkedes det Erik Scavenius og den øvrige regering at få salget gennemført på gunstige betingelser trods voldsom modstand fra oppositionen.

I forbindelse med den uindskrænkede ubådskrig havde den tyske militærledelse planer om at besætte Danmark i tilfælde af allierede operationer mod Danmark og/eller Norge. I strengt fortrolige forhandlinger mellem Erik Scavenius og Brockdorff-Rantzau fik udenrigsministeren beroliget den tyske militærledelse og formindsket risikoen for en præventiv tysk besættelse. Under krigen opnåede Scavenius således store resultater, men det skete gennem metoder der mere mindede om enevældens gehejmepolitik end om en parlamentarisk regerings måde at føre udenrigspolitik på.

Ved det tyske sammenbrud i efteråret 1918 blev spørgsmålet om Nordslesvigs genforening med Danmark aktuelt. I modsætning til flertallet af sine landsmænd havde Erik Scavenius ingen personlige følelser forbundet med denne sag. Han ønskede principielt en ordning der ikke på længere sigt kunne ødelægge forholdet til Tyskland. Dette gav han udtryk for i sin store tale den 23.10.1918 til den samlede rigsdag. I samarbejde med sine ministerkolleger der fra juni 1919 også omfattede sønderjydernes fører H.P. Hanssen og bistået af de radikale og socialdemokratiske politikere lykkedes det støttet af folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig og på trods af voksende modstand fra oppositionen at gennemføre en grænsedragning 1920 der ene af Versaillesfredens grænser holdt under anden verdenskrig.

Efter ministeriet Zahles fald under påskekrisen i slutningen af marts 1920 forlod Erik Scavenius det politiske liv i hele mellemkrigstiden bortset fra en kort tid som formand for det radikale parti (1922–24) og landstingsmand (1918–20 og 1925–27). I fire år boede han på sin herregård Voergaard nær Sæby i Vendsyssel hvor han forsøgte at skabe sig en ny tilværelse som godsejer. Herregården havde han købt 1915 af boet efter sin farbror. Men han fandt sig aldrig rigtig til rette som landmand og da venstreregeringen Neergaard i foråret 1924 afløstes af den første socialdemokratiske regering under Th. Stauning søgte han stilling som gesandt og fik posten i Stockholm. Forsøget på at kombinere denne stilling med hvervet som tingvalgt landstingsmand viste sig hurtigt at være forfejlet, og han opgav allerede i januar 1927 frivilligt sit landstingsmandat. Det skete ikke blot på grund af de praktiske vanskeligheder ved at bestride to så forskellige hverv som en gesandtpost og et rigsdagsarbejde, men nok især fordi partipolitik ikke interesserede ham. Han var hverken af natur eller tilbøjelighed en politiker-type. Alligevel skulle det blive hans skæbne to gange at komme til at spille en afgørende politisk rolle i Danmarks historie. 1932 trak han sig tilbage som gesandt i Stockholm og udnævntes i stedet til udenrigsminister P. Munchs nærmeste medarbejder og stedfortræder ved Folkeforbundets møder i Genève, skønt han ingen tillid havde til dets politiske muligheder. 1937 forlod han helt udenrigstjenesten for at koncentrere sig om arbejdet som bestyrelsesformand (1932–40) for dagbladet Politiken. Under indtrykket af den voksende trussel mod Danmark fra det nazistiske Tyskland søgte han at dæmpe bladets tone over for dette land og dets nye magthavere, hvilket var medvirkende til at øge den upopularitet som vide kredse nærede mod ham siden krigens og genforeningens dage.

Tre måneder efter den tyske besættelse af Danmark 9.4.1940 foretog statsminister Stauning en omfattende rekonstruktion af den første samlingsregering der var dannet efter besættelsen. Efter de tyske sejre over Norge, Holland, Belgien og Frankrig måtte der regnes med en langvarig okkupation, måske i generationer. Følgelig måtte der skabes den stærkest mulige samlingsregering i et forsøg på at bevare de demokratiske institutioner. I denne situation blev udenrigsministerens person af særlig betydning fordi alle forhandlinger med besættelsesmagten skulle gå via ham og hans ministerium. Både Stauning og Munch samt kongen var principielt enige i det ønskelige i et udenrigsmihisterskifte som ville føre Erik Scavenius med hans særlige forhandlingsevner over for tyskerne ind i regeringen. Men situationen kompliceredes på grund af dårlig kommunikation mellem de tre førstnævnte og Scavenius' langvarige vægring ved at indtræde. Først den 6.7. bøjede han sig og indvilligede i at afløse Munch som udenrigsminister.

Erik Scavenius begyndte sin gerning 8.7. med at udsende en erklæring der var godkendt af det samlede ministerium om Danmarks stilling i det tysk-dominerede Europa. Ved sit ordvalg vakte den stor uvilje blandt danskerne uden at skabe den beregnede good-will blandt tyskerne. Den var et psykologisk fejlgreb der kom ham dyrt at stå og straks stemplede ham som tyskvenlig samarbejdspolitiker. Men erklæringen var tillige udtryk for et fundamentalt princip i hans politik under besættelsen. Han fandt det vigtigere for landet at skaffe sig så megen indflydelse som muligt på besættelsesmagten gennem sådanne udtalelser i forsøget på at hindre tysk selvtægt end at sige ting som det danske folk syntes godt om. Med en sådan indstilling risikerede Erik Scavenius at komme i et alvorligt modsætningsforhold til hovedparten af befolkningen. Det kan dog konstateres at i tiden helt frem tilsommeren 1943 blev denne politik i praksis accepteret af den overvejende del af det danske folk, selv om man i stigende grad gav uforpligtende udtryk for utilfredshed med denne politik i almindelighed og Erik Scavenius' person i særdeleshed. Berettigelsen af en sådan "formynderpolitik" vil altid kunne diskuteres. Dommen over den vil i sidste instans afhænge af de resultater den måtte kunne fremvise. Foreløbig var resultatet negativt og dette indtryk forstærkedes gennem de fejlslagne forhandlinger i august 1940 om det tyske forslag til en told- og møntunion. Erik Scavenius ønskede ikke en sådan union, men han ville holde tyskerne fast gennem forhandlinger og anså en afbrydelse fra dansk side for farlig. På grund af voksende dansk modstand bøjede han sig dog efter først at have tænkt på at gå af, og da tyskerne heller ikke var virkelig interesserede i planerne endte forhandlingerne uden resultat og uden uheldige følger for Danmark.

Gennem efteråret og vinteren 1940–41 stod regeringen Stauning-Scavenius som et bolværk mod danske og tyske nazisters planer om et systemskifte. Men det skete ikke uden ofre som fx handelsminister J. Christmas Møllers påtvungne udtræden af regeringen og folketinget, eller de to unge socialdemokrater Hans Hedtofts og H.C. Hansens tvungne opgivelse af en række politiske tillidshverv. Under nytårskrisen 1940–41, der var fremkaldt af et tysk-nazistisk krav om en regeringsændring, fejlvurderede Erik Scavenius et øjeblik situationen ved at foreslå Staunings tilbagetræden som statsminister. Han indså dog hurtigt sin fejltagelse og krisen blev overstået. Februar 1941 gik Scavenius og den øvrige regering ind på et tysk krav om udlevering af nogle torpedobåde, en handling der foranledigede en skarp engelsk advarsel men ellers ikke fik konsekvenser.

Da gesandten i USA, Henrik Kauffmann, 9.4.1941 i kongens navn – men uden dennes eller ministeriets viden endsige indforståelse – sluttede en overenskomst med USA's regering om oprettelse af amerikanske militærbaser på Grønland, blev den danske regering bragt i vanskeligheder over for tyskerne. Erik Scavenius så sig derfor nødsaget til at indstille Kauffmann til afskedigelse og retsforfølgelse. Scavenius betragtede overenskomsten som ugyldig og Kauffmanns optræden som et bevidst angreb på regeringens politik. Ved det tyske overfald på Sovjetunionen i juni 1941 opstod nye vanskeligheder idet regeringen efter tysk pres følte sig tvunget til at internere kommunisterne og senere ved lov forbyde al kommunistisk virksomhed. Samtidig besluttede regeringen, tilskyndet af Scavenius, at acceptere et andet tysk krav om oprettelse af et frikorps Danmark der skulle deltage i kampen på østfronten. Denne situation var medvirkende til at udløse en ministerkrise i juli 1941 da Scavenius i nogle dage betragtede sig som udtrådt af regeringen på grund af kollegernes kritik. Stauning sympatiserede med oprøret mod Scavenius men kunne ikke skaffe en anden udenrigsminister og måtte til sidst sætte hele sin autoritet ind for at overvinde krisen gennem Scavenius' genindtræden. Krisen var med til at gøre det klart at Scavenius var uundværlig så længe regeringen førte en forhandlingspolitik over for besættelsesmagten.

Dette bekræftedes yderligere i nov. 1941 da den tyske regering stillede et ultimativt krav om Danmarks tilslutning til Antikomintern-pagten der var en overenskomst mellem bl.a. Tyskland, Japan og Italien om gensidigt samarbejde mod den kommunistiske internationale, men derimod ikke en krigsalliance. Den danske regering var nærmest stemt for at sige nej, men Erik Scavenius overbeviste den og nimandsudvalget der bestod af repræsentanter for de fem samarbejdende demokratiske partier om at man umuligt kunne sige nej af hensyn til konsekvenserne for landet. Han så at det hele var et propagandanummer og at vi ikke på dette grundlag kunne udfordre Hitler. Det vedtoges da at Danmark med fire forbehold skulle tiltræde pagten, men da Erik Scavenius 24.11. ankom til Berlin for at deltage i højtidelighederne den følgende dag forsøgte den tyske udenrigsminister von Ribbentrop i sidste øjeblik at ændre et af forbeholdene så det fik mere end symbolsk betydning. Under en natlig maratonforhandling lykkedes det dog Scavenius at afværge dette anslag. Pagttilslutningen udløste store studenterdemonstrationer i Kbh. rettet mod Scavenius' person men fik ikke tilsvarende virkninger ude ilandet.

Maj 1942 døde Stauning og afløstes af den hidtidige finansminister Vilhelm Buhl som tyskerne nærede mistillid til. Dette skete omtrent samtidig med at Hitlers utilfredshed med udviklingen i Danmark øgedes gennem Christmas Møllers flugt til London og efterfølgende agitation i BBC's danske udsendelser. Antallet af sabotager begyndte at vokse, og alt dette var med til at udløse den hidtil alvorligste krise i efteråret 1942 da Hitler benyttede kongens kortfattede tak for hans fødselsdagshilsen til at provokere en krise. Fra tysk side skærpedes situationen gennem hjemkaldelse af gesandt Cecil von Renthe-Fink, udskiftning af den øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark med den stupide og brutale general von Hanneken, samtidig med at den danske gesandt i Berlin blev erklæret for uønsket. I denne krisesituation gennemførte Erik Scavenius i hele okt. måned med stor koldblodighed en afventende politik efter at Berlin havde afvist hans forslag om at sende kronprinsen til Hitler for at forklare det famøse telegram. Spændingen udløstes først da tyskerne i månedens slutning tog initiativet og inviterede Erik Scavenius til forhandling i Berlin med von Ribbentrop 2.11.1942. Under disse forhandlinger afviste Scavenius forslaget om at han skulle danne regering sammen med nazister eller nazisympatisører. Under de fortsatte forhandlinger i Kbh. med den nye tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, fastholdt Erik Scavenius til at begynde med sin vægring selv om besættelsesmagten frafaldt kravet om nazister o.lign. i regeringen.

Først da C.V. Bramsnæs havde sagt nej til at overtage statsministerposten og Henrik Hauchs kandidatur var blevet afvist af dr. Best bøjede han sig. Det skete øjensynlig for at undgå risikoen for tysk selvtægt med omdannelse af landet til et "Reichskommissariat Dänemark". Efter at de samarbejdende partier havde givet deres tilslutning til dannelse af en regering Scavenius, de konservative dog først efter en alvorlig henstilling fra kronprinsregentens side, sammensatte han sit ministerium der udnævntes den 9.11. Det kom til at bestå af repræsentanter fra de fire største partier samt af embedsmænd fra centraladministrationen. Med denne regering vandtes ti afgørende måneder hvor Erik Scavenius i samarbejde med dr. Best bl.a. fik gennemført rigsdagsvalget i marts 1943 der beviste at de danske nazister var så få og ubetydelige at besættelsesmagten ikke kunne støtte sig til dem. Valget kunne næppe tolkes som et tillidsvotum til regeringen Scavenius, men der var heller ikke tale om en virkelig opposition mod hans politiske linje.

I tiden efter valget gav Erik Scavenius udtryk for ønsket om at trække sig tilbage til fordel for en politiker, men hverken fra dansk politisk hold eller fra dr. Bests side ville man tillade ham at gå af da han stadig var uundværlig. Først med de voldsomme uroligheder i en række jyske og fynske byer i august 1943 begyndte billedet at vende. Modstandsbevægelsen der for alvor var ved at vokse frem sigtede nu direkte mod at fælde regeringen og dermed forhandlingspolitikken. Fra regeringens såvel som fra administrationens og fagbevægelsens side blev der gjort en betydelig indsats for at få uroen under kontrol. Men alle forsøg i den retning blev umuliggjort da det tyske militær støttet af Hitler reagerede med krav om skarpe modforholdsregler. Efter at dr. Best 28.8. havde afleveret disse krav til Erik Scavenius førtes en række forhandlinger i regeringen og nimandsudvalget hvor Scavenius erkendte at det ikke var muligt at fortsætte. I enighed vedtoges det at afvise de tyske krav.

Den 29. august ophørte regeringen at fungere og fra dette øjeblik var Erik Scavenius uden politisk indflydelse. Hans råd til kongen 17.9.1943 om at søge en ny dansk regering dannet i et forsøg på at afværge den kommende tyske terrorpolitik blev ikke fulgt. Denne episode var i stedet medvirkende til at øge den almindelige fordømmelse af hans politik. Men Scavenius' forhandlingspolitik som han havde ført gennem mere end tre år kunne fremvise meget væsentlige resultater. Det var lykkedes at bevare det indre styre på danske hænder og forhindre enhver dansk-nazistisk eller tysk infiltration. Retssikkerheden var i det væsentlige blevet håndhævet og den økonomiske udplyndring af landet begrænset. Desuden var det blevet muligt at gennemføre departementschefstyret der kunne fortsætte væsentlige sider af forhandlingspolitikken.

Formelt trådte Erik Scavenius først tilbage som stats- og udenrigsminister 5.5.1945 ved dannelsen af befrielsesregeringen under Vilhelm Buhl. I offentlighedens bevidsthed stod Scavenius nu som en af besættelsestidens mest foragtede, forhånede og hadede politikere. Samtidig gik hans private tilværelse i stykker gennem skilsmissen fra hustruen og salget af Voergaard. Vejen tilbage til posten som bestyrelsesformand i Politiken var naturligvis spærret. Trods al modgang og alle angreb holdt han sig dog rank. Tanken om at stille ham for en rigsret som modstandsbevægelsen allerede i november 1943 antydningsvis havde truet med måtte hurtigt opgives. Efter afhøringerne i den parlamentariske kommission måtte det erkendes at han kun havde ført den politik der var såvel rigsdagens som folkeflertallets. Han vedstod fuldt ud sit ansvar og forsvarede både forhandlingspolitikken og sine medarbejdere på en måde der skabte respekt om hans person. Sin politik har han yderligere forklaret og forsvaret i de to erindringsbøger Forhandlingspolitikken under Besættelsen, 1948 og Dansk Udenrigspolitik under den første Verdenskrig, 1959. Erik Scavenius blev i disse år udsat for megen smålig forfølgelse, men fik dog nogen oprejsning da folketinget 1956 besluttede at lade hans portræt male og ophænge i rigsdagsbygningen. Han døde i november 1962 som en skuffet og bitter mand.

I eftertiden har der været en voksende erkendelse af at Erik Scavenius under to verdenskrige øvede en usædvanlig statsmandsgerning. Det skyldtes formentlig ham mere end nogen anden dansk statsmand at Danmark kom så relativt uskadt gennem de farefulde år 1914–18 og 1940–43 da landets eksistens og velfærd for alvor var i fare. Han ejede i kraft af sin meget sammensatte personlighed en forunderlig og ganske enestående evne til at få repræsentanterne for det tyske rige såvel under første som under anden verdenskrig til at anbefale og delvis gennemføre en politik over for Danmark der i nogen måde tog hensyn til det danske folks vitale interesser. Men Erik Scavenius måtte under begge verdenskrige føre sin politik i situationer hvor lidenskaberne blev pisket i vejret og vanskeliggjorde en rolig, nøgtern og saglig vurdering af hans indsats. Dertil kom at han i tilfælde af modstand helt mistede evnen eller viljen til at gøre og sige det "populære" og komme folk i møde med nogle venlige og udglattende ord. Hans temperamentsfulde væsen samt evnen til at formulere rammende men også sårende bemærkninger skabte ham forståeligt nok mange personlige fjender og kritikere. Alt dette har gjort ham til en af Danmarkshistoriens mest omstridte skikkelser på linje med mænd som Peder S. Griffenfeld, J.F. Struensee og D.G. Monrad. Men netop dette fortæller noget om hans format.

Familie

Erik Scavenius blev født på Klintholm, død i Gentofte, begravet Voer kgd. Forældre: cand.polit., kammerherre Carl Sophus Scavenius til Klintholm (1839–1901) og Annie Julie Emely Gustave Thyra Castohier (1850–1930). Gift 1. gang 6.7.1913 i Kbh. med Emma Eliza Hansen, født 2.2.1869 i Kbh. (Cit.), død 26.5.1949 i Hørsholm (gift 1. gang 1888 med forfatter Otto Benzon, 1856–1927), datter af overrets-, senere højesteretssagfører Octavius Hansen (1838–1903) og Ida A. Wulff (1845–1924). Ægteskabet opløst 1946. Gift 2. gang 10.9.1946 i Gentofte (b.v.) med Alice Ninon Duvantier, født 10.7.1904 på Frbg. (gift 1. gang 1934 med direktør Eric Conradt Eberlin, 1899–1943, ægteskabet opløst), død 9.8.2001, datter af postekspedient, senere kontorchef Alfred Marius Duvantier (1875–1941) og Nanny Jørgensen (1874–1960).

Udnævnelser

R. 1906.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt bl.a. 1916, 1917 og 1919 (Fr.borg). Afbildet på Jul. Paulsens mal., 1917, af ministeriet Zahle (sst., dep. i folketinget), hertil skitse (Fr.borg). Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg). Mal. af Axel P. Jensen, 1956 (folketinget). Mal. af Karen Trier Frederiksen, 1962 (Fr.borg). Tegn. af H. Bidstrup, Stig Höök m.fl. Mal. af O. Matthiesen (folketinget). Foto.

Bibliografi

Kilder. Erik Scavenius: Forhandlingspolitiken under besættelsen, 1948. Samme: Dansk udenrigspolitik under 1. verdenskrig, 1959. Danm.s handelspolitiske forhold I–XII, udg. udenrigsministeriet, 1914–18. Forhandl, om overdragelse af de dansk-vestindiske øer til USA 1915–16, udg. udenrigsministeriet, 1916. Betænkn. afgiven af den 1916 nedsatte kommission ang. de dansk-vestindiske øer, 1916. Det slesvigske spørgsmåls diplomatiske hist. 1914–20, ved Fr. de Fontenay, 1922. Beretn. til folketinget afgivet af de 1945ff nedsatte kommissioner i henhold til grundlovens § 45 [den parlamentariske kommission] I-XV, 1945–58. Thorvald Povlsen: Ministermødeprotokol 1916–18. Referater, udg. Tage Kaarsted, 1973. Lit. Anders Vigen: Erik Scavenius, 1958. P. Munch: Erindr. II-VIII, 1960–67. Jørgen Hæstrup: ... til landets bedste I, 1966. Finn Løkkegaard: Det danske gesandtskab i Washington 1940–42, 1968. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. Samme: Storbritannien og Danm. 1914–20, 1974 (2. udg. 1975). Harald Jørgensen: Genforen.s statspolitiske baggrund, 1970. Indenrigsminister Ove Rodes dagbøger 1914–18, udg. Tage Kaarsted, 1972. Henrik S. Nissen: Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, 1973. Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius I–11, 1973. J. Hvidtfeldt i Scavenius-slægtens stamfader og to af dens mænd, ved Finn H. Lauridsen m.fl., 1973. Konseilspræsident C. Th. Zahles dagbøger 1914–17, udg. Tage Kaarsted, 1974. Johan Vogt: Om fred og strid mellom hjerte og hode, Oslo 1975 113–23. Alice Scavenius: Kynikeren, 1977. Samme: Vintersvaner. Mit liv med Erik Scavenius, 1980. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I–III, 1978–79. Bent Jensen: Danm. og det russ. spørgsmål 1917–24, 1979. Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943 I–III. 1979. K. H. Kofoed: Erindr., udg. samme, 1979.

A V. Erik Scavenius, ved Ib Koch-Olsen. Dansk kulturfilm 1957 (filmens dialog i Festskr. til Johan Hvidtfeldt, 1978 251–71). Papirer. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer (2)

skrev Hans Bendix Pedersen

Der står at Alice Ninon Duvantier første gang var gift med Eric Conradt Eberlin. Det er upræcist, idet hun første gang blev gift med en grosserer Jørgen Klint den 20. maj 1927 i Hellerup sogn med hvem hun havde en datter Mette Marguerite Klint f. 10. dec. 1929 på Fredb. Jørgen Klint blev født den 7. juni 1904 i København.
Vielsen kan ses på side 50 i Kirkebogen 1924-1937 for viede/ trolovede i Hellerup sogn.
Mvh
Hbendixp

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Dansk Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Vi lader din kommentar stå til almindelig orientering.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig