Christian Ditlev Reventlow (politiker)

Christian Ditlev Reventlow, Christian Ditlev Frederik Reventlow, 11.3.1748-11.10.1827, lensgreve, statsminister. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Christianssæde, begravet i Horslunde. R. voksede op på grevskabet Christianssæde (Lolland) som han var arving til og overtog 1775. I 1763 blev han sendt til gymnasiet i Altona sammen med sin yngre bror, Johan Ludvig Reventlow. De to brødre blev i de kommende ti år uddannet sammen, fra 1764 med Carl Wendt som hovmester. Sept. 1764 kom brødrene til det adelige akademi i Sorø, og 1766 drog de ledsaget af Carl Wendt til universitetet i Leipzig som blev søgt af unge adelige og fyrstelige fra det meste af Europa, især for at høre den ansete forfatter og moralfilosof Chr. F. Gellert (1715–69). Uddannelsesforløbet dér afsluttedes med en rejse gennem det meste af Vesteuropa, herunder England, samt Norge og Sverige. Rejsen varede fra marts 1769 til efteråret 1771, afbrudt af et ophold i Danmark vinteren 1770/71. Den rejsedagbog R. førte under turen afspejler interesse for industrielle anlæg, mens landbrugsforhold kun undtagelsesvis berøres. Efter sin hjemkomst synes R. i tvivl om hvorvidt han skulle koncentrere sig om driften af Christianssæde eller søge ind i statens tjeneste. Imidlertid tiltrådte han 1.2.1773 en stilling som auskultant (volontør) i økonomi- og kommercekollegiet. Den unge R. viste sig hurtigt som en meget duelig embedsmand. Allerede efter et år blev han deputeret i økonomi- og kommercekollegiet, og 1782 fik han sæde som 1. deputeret i det vestindisk-guineiske rente- og generaltoldkammer. Derudover var han 2. deputeret i bjergværksdirektbriet, medlem af overbankdirektionen og direktør i det Kgl. Oktroierede Østersøiske og Guineiske Handelskompagni. Med den for tiden karakteristiske sammenblanding af private og offentlige interesser spekulerede R. i aktier som han modtog i sin egenskab af direktør for det østersøiske handelskompagni ligesom han i 1782–83 sammen med bl.a. Ove Høegh-Guldberg og Ernst Schimmelmann deltog i den såkaldte Caracas-spekulation.

Uanset hvad der senere er blevet hævdet var det mangeårige samarbejde med Guldberg-regimet øjensynlig gnidningsfrit. R. synes imidlertid at have anset det for klogt at støtte A. P. Bernstorff der på sin side havde brug for R. i den konspiration mod Guldberg som var indledt 1781. Ikke blot var R. en løfterig embedsmand, han stammede også fra en af landets mest respekterede familier og repræsenterede som Bernstorff selv, Ernst Schimmelmann og kronprinsen den "legitime" magt i modsætning til opkomlingen Guldberg der støttede sig til en sidegren i kongefamilien. Ikke førend i aug. 1783 kan der konstateres uenighed mellem Guldberg og R. idet denne sammen med bl.a. Ernst Schimmelmann blev afskediget fra overbankdirektionen efter en konflikt om en ret ubetydelig lånesag.

R.s andel i statskuppet 14.4.1784 kendes ikke i detaljer. Men da de ledende politiske stillinger skulle besættes efter regeringsskiftet blev R.s indsats belønnet med en plads som 1. deputeret i rentekammeret hvorunder landbruget sorterede, og en plads som deputeret i finanskollegiet. Derudover genindtrådte R. i overbankdirektionen ligesom han fik en plads i generalvejkommissionen og blev forfremmet til 1. deputeret i bjerg-værksdirektoriet. R. havde, da han 1784 som 36-årig overtog ledelsen af rentekammeret, ikke tidligere i sin karriere beskæftiget sig med landbruget. Der er heller intet belæg for at R. på dette tidspunkt havde gjort sig særlige tanker om landbruget. Men han var en dreven politiker og havde udmærket blik for de muligheder der lå i landbrugsspørgsmålet mht. både hans egen politiske karriere og regeringens stilling i det hele taget. – 1784 havde landbrugets forhold i en årrække været genstand for en lidenskabelig offentlig debat med hårdt optrukne synspunkter. På den ene side stod den københavnske intelligentsia som via tidsskriftpressen dominerede den efterhånden ganske indflydelsesrige offentlige mening. Her rådede der en stærkt kritisk holdning til det eksisterende landbrugssystem. Man mente at godsejerne udsugede de stavnsbundne fæstebønder, og at det danske landbrug i det hele taget var i en sørgelig forfatning. På den anden side stod godsejerne som hævdede at det eksisterende system i de fleste henseender var acceptabelt. Således var den samlede landbrugsproduktion steget betydeligt i den sidste menneskealder. Men det betød ikke at der ikke kunne ændres noget. Stavnsbåndet havde godsejerne således ingen reel interesse i at opretholde. En revision af fæstelovgivningen havde de næppe heller alvorlige indvendinger imod, og det i mange henseender upraktiske hoveri var på ingen måde urørligt såfremt der blev givet passende økonomisk kompensation. Det eneste som godsejerne ikke ville forhandle om var indgreb som skadede deres økonomiske interesser.

På dette grundlag førte R. i en årrække (1784-ca. 1800) en landbrugspolitik som ved demonstrativt at imødekomme den offentlige mening gav regeringen ry for at gøre op med århundreders adels- og godsejervælde. Dette skaffede styret som helhed, men ikke mindst R. en uhørt popularitet. En langvarig konflikt med dele af godsejergruppen (1787–91) slørede både for samtiden og for eftertiden at den førte politik var karakteriseret ved aldrig at krydse vitale godsejerinteresser. Det første skridt i den nye regerings landbrugspolitik angik krongodset. 3.11.1784 nedsattes kommissionen for Frederiksborg og Kronborg amter (ophævet 23.5.1798), den såkaldte lille landbokommission. Kommissionen, hvoraf R. var medlem, havde til opgave at gennemføre udskiftning, afløse hoveriet og indføre arvefæste i de to amter. Opmuntret af den sympati som mødte den lille landbokommission nedsattes 25.8.1786 med R. som initiativtager den store landbokommission (ophævet 20.3.1816). Et meget åbent formuleret kommissorium tillod kommissionen at beskæftige sig med alle sider af landbolovgivningen.

Arbejdet i den store landbokommission, der indadtil var kontrolleret af R., bistået af sekretæren Chr. Colbiørnsen, gik straks i gang under overvældende offentlig interesse. 1787 kom som det første resultat af kommissionens arbejde forordning af 8.6.1787 som dels indførte offentlig syns- og taksationsforretning ved fæstetiltrædelse, dels forbød privat afstraffelse af fæstebønder med træhest o.l. 20.6.1788 udsendtes forordning om stavnsbåndets gradvise ophævelse inden år 1800, landbokommissionens mest kendte resultat. Denne forordning var i hovedsagen R.s værk. Den offentlige mening var begejstret over stavnsbåndets ophævelse der blev forstået som en sejr over godsejertyranniet. Man overså ganske at modstanden mod stavnsbåndets ophævelse havde været ubetydelig i godsejerkredse. Egentlig modstand havde forslaget kun mødt i militæret hvor man var bekymret for de følger stavnsbåndsløsningen kunne få for soldaterudskrivningen, idet der til stavnsbåndet var knyttet en nu bortfalden pligt for godsejerne til at stille soldater. Som næste emne for landbokommissionens arbejde havde R. tænkt sig en hoverilovgivning. Men dette viste sig ikke umiddelbart gennemførligt, og et omfattende forarbejde, bl.a. en stor betænkning om hoveriet som R. havde indleveret d. 11.2.1788 til landbokommissionen, var indtil videre spildt. Grunden var at R.s landbopolitik blev betragtet med stigende nervøsitet af landets godsejere. For ikke at, udfordre godsejerfløjen yderligere, hvad der i sidste ende kunne bringe regeringen i fare, blev det besluttet en gang i løbet af eftersommeren 1788, rimeligvis af regeringens faktiske leder A. P. Bernstorff, at R.s indflydelse skulle begrænses. Den store landbokommission fik ikke lov til at genoptage sit arbejde om efteråret 1788 således som R. havde planlagt. Også ved at forbigå R. i august 1788 hvor Ernst Schimmelmann blev medlem af gehejmestatsrådet (statsminister), og i 1789 hvor der blev udnævnt yderligere to statsministre, distancerede Bernstorff sig fra R. Den til lejligheden opfundne titel af præsident i rentekammeret som R. fik tillagt 28.11.1789 var kun en nødtørftig anerkendelse. Som det fremgår både af R.s egne og hustruens breve var forbitrelsen mod Bernstorff pga. den åbenlyse politiske desavouering meget stor. Landbolovgivningen gik under alt dette næsten i stå, og den eneste bestemmelse af nogen betydning fra denne tid, forordningen om livfæste af 19.3.1790, blev udsendt uden om landbokommissionen og var, så vidt det kan ses, udarbejdet af Chr. Colbiørnsen uden R.s medvirken. R.s popularitet i offentligheden synes også at være gået tilbage i løbet af 1789–90. Således skal angreb fra N. D. Riegels bl.a. i skriftet En Angergiven præsidents Brevvexling have skadet ham.

R.s isolation varede fra eftersommeren 1788 til aug. 1790 hvor en godsejerdeputation på vegne af 103 jyske godsejere overrakte kronprinsen et klageskrift over de sidste års landbolovgivning. Ved at inddrage kronprinsen tvang de jyske godsejere Bernstorff til at skifte taktik; han kunne ikke længere nøjes med at trække tiden ud og begrænse konflikten med godsejerne ved at holde R. i baggrunden. Det var nødvendigt at støtte kronprinsen ved på hele styrets vegne at tage en åben konflikt. Denne konflikt, den såkaldte proprietærfejde, varede godt et halvt år og sluttede i april 1791 med domfældelse ved højesteret af en af hovedmændene, kammerherre C. T. F. Lüttichau. Mens proprietærfejden stod på øgedes regeringens prestige som en anti-aristokratisk borgerregering i løbet af få uger til de samme højder som i 1788. Regeringen forsøgte dog ikke at udnytte situationen til at knuse de dybt kompromitterede godsejere. 25.3.1791, endnu før proprietærfejden var afsluttet, udsendtes en forordning om de disciplinære forhold ved hoveriet som var en klar imødekommelse af godsejernes interesser. Denne forordning var udarbejdet af R. i landbokommissionen på grundlag af dele af hans nu tre år gamle betænkning om hoveriet. Forordning af 25.3.1791 var udtryk for at R. atter befandt sig i centrum. Året efter, 15.6.1792 udsendtes en forordning, udarbejdet i landbokommissionen af R. og V. A. Hansen som frigav landgilden for udskiftet gods. Godsejerne havde herefter ikke længere nogen grund til at frygte den ordning af hoveriet som var blevet forberedt af R. siden 1788. Forordning af 15.6.1792 var garanti for at der ved en forhøjelse af landgilden kunne kompenseres for de indtægtstab som ellers måtte forventes ved en stabilisering eller afskaffelse af hoveriet. I de følgende år blev hoverispørgsmålet omsider løst. Først blev der indgået private aftaler mellem godsejere og bønder hvorved offentlige hoverikommissioner hvis øverste leder var R. i en del tilfælde optrådte som mæglere. Senere kodificeredes disse aftaler ved en forordning af 6.12.1799 der ligesom forordningen af 25.3.1791 i væsentlige henseender var baseret på R.s betænkning om hoveriet fra 1788. Med hoveriforordningen af 1799 var landboreformerne i det store og hele afsluttet. Dog udstedtes der også i de kommende år under R.s medvirken love af betydning for landbruget. Det gjaldt fx de to forordninger af 30.1.1807 og af 8.1.1810. Førstnævnte, der handlede om husmændenes pligtarbejde, fjernede enhver beskyttelse af husmændene ved indgåelse af kontrakter med godsejerne. Sidstnævnte gav enhver tiendeyder ret til at få tienden afløst af en fast ydelse. Endelig skal det nævnes at R. fra 1797 som formand for direktionen for den Almindelige enkekasse skaffede store kreditter til finansiering af salg af fæstegods til selveje.

Landbolovgivningen var imidlertid kun en del af R.s politiske virksomhed, omend i mange år (1784- ca. 1800) det område hvoraf hans politiske liv var afhængigt som det så klart kom frem 1788–90. – Først efter A. P. Bernstorffs død 1797 da landbrugspolitikken var inde i en rolig gænge blev han optaget i gehejmestatsrådet. R. spillede en vigtig rolle ved tilblivelsen af en lang række politisk set ukontroversielle foranstaltninger. Af betydning for både samfundsøkonomien og den landskabelige udvikling var forordning af 25.6.1790 om skadeligt vands afledning, forordning om sandflugtsbekæmpelse af 19.9.1792 som blev fulgt op af store tilplantninger både i Jylland (Alheden) og på øerne (bl.a. ved Tisvilde), forordning om hegn og fred af 29.10.1794 og den såkaldte fredskovsforordning af 27.9.1805. Endelig skaffede R. statslån på ca. 800 000 rdl. til dæmningsarbejder. ved Slesvig-Holstens vestkyst i 1790erne. I den vellykkede genopbygning af Kbh. efter brandene 1794–95 og bombardementet 1807 fik R. s.m. C. F. Hansen væsentlig andel, bl.a. som medlem af kommissionen for Christiansborgs og domhusets opførelse. Af stor betydning for udbygningen af landets fysiske og administrative infrastruktur var forordning om vejvæsenet af 13.12.1793 som blev udarbejdet på grundlag af et udkast af R., amtsreformen af 21.6.1794 og oprettelsen af det dansk-norske tabelkontor 1797. – Finansvæsenet havde R. indflydelse på fra 1784 som deputeret i finanskollegiet. Han var således medansvarlig for den ekspansive kreditpolitik der blev udformet efter 1784, og som bl.a. førte til oprettelse af Kreditkassen af 16.8.1786. Handels- og toldpolitik beskæftigede R. sig med helt fra begyndelsen af sin karriere. Blandt resultaterne kan fremhæves frigivelsen af handelen på Island og i Finmarken hhv. 18.8.1786 og 5.9.1787, ophævelsen af det siden 1735 bestående kornhandelsmonopol på Norge ved forordning af 6.6.1788 og frigivelsen af kvæghandelen ved forordning af 11.6. s.å. Endelig spillede R. sammen med Ove Malling en afgørende rolle i det arbejde som førte frem til den liberalistisk prægede toldlov af 1.2.1797.

R. beskæftigede sig også med uddannelsesreformer. Især er han kendt for 1792 at have indført en ny skoleordning på sit eget grevskab. Desuden gjorde han en stor indsats i skolekommissionen af 1789 hvis sene resultat blev skoleloven af 1814. Inden for den højere uddannelse interesserede R. sig for lærerseminarier. Han var meddirektør for Blaagaard seminarium fra 1791 og stod desuden bag oprettelsen af Vesterborg seminarium 1801. Endvidere var han virksom ved indførelsen af en systematisk skovbrugsundervisning 1785 i Kiel og i Helsingør og ved reorganiseringen af bjergværksseminariet i Kongsberg 1786. På dyrlægeuddannelsen havde han indflydelse fra 1784 som medlem af direktionen for stutterivæsenet og veterinærskolen. Gennem fattigkommissionen af 1787 kom R. i berøring med socialpolitik og havde således andel både i forordningen om fattigvæsenet i København af 9.3.1792 og i bestemmelserne om fattigvæsenet på landet og i købstæderne af 15.6.1802 og 5.7.1803.

På det kulturpolitiske område finder man R. som direktør for Fonden af usus publicos fra 1785 og som medlem afkommissionen angående oprettelsen af et museum for naturvidenskaberne fra 1796. På trykkefriheden, der var 1790ernes mest ømtålelige kulturpolitiske spørgsmål, havde R. et restriktivt syn således som det fremgår af en betænkning han i 1798 afgav til trykkefrihedskommissionen af 27.10.1797. Endelig kan det nævnes at R. efterhånden blev medlem af flere økonomiske, videnskabelige og kunstneriske selskaber, såsom landhusholdningsselskabet, Selskabet til veterinærkyndighedens fremme, Videnskabernes selskab og akademiet for de skønne kunster. Under krigsårene 1807–12 arbejdede R. mest med finansvæsenet samt i den norske provideringskommission (1809–13), i hvilken anledning han i 1811 besøgte Norge. Men i øvrigt blev R. i disse år hvor statsrådet blev sat ud af kraft og kabinetstyret genindført presset ud af den politiske inderkreds. 6.12.1813 blev R., 65 år gammel, afskediget fra alle sine embeder. Dog beholdt han en plads i statsrådet til sin død.

Få politikere har spillet så stor en rolle i Danmark som R., og endnu færre om nogen har fået så strålende et eftermæle som han. Danske historikere har stort set været enige om at anse R. for "den ædleste Statsmand, Danmark har fostret" (Arup), en "reformpolitiker af format", en "bondens velgører" (Skrubbeltrång). Man har opfattet hans indsats ud fra en ideel synsvinkel; ikke mindst er hans landbopolitik blevet frerrihævet som et sjældent eksempel på idealistisk politisk virksomhed. Det turde imidlertid være et spørgsmål om det ikke slet og ret er R.s egen selviscenesættelse man herved viderebringer. I virkeligheden er det ikke vanskeligt at finde modsætninger i R.s politik. Således var ikke mindst hans landbrugspolitik tvetydig og modsigelsesfuld i sin balancegang mellem en postuleret, anti-aristokratisk bondevenlighed og en aldrig svigtende hensyntagen til godsejerinteresser. Men måske er det netop i tvetydigheden man skal finde R.s styrke og nøglen til at han kunne forblive i toppen af et intrigant politisk system i næsten 40 år. R. var ikke filosof eller statsteoretiker, han var politiker. Som professionel politiker søgte han ikke magt for at gennemføre filosofiske eller statsteoretiske ideer. Han udstyrede sig tværtimod med de ideer som i enhver situation var anvendelige i hans egen magtkamp. I denne magtkamp havde han mange med- og modspillere. To af de vigtigste var den offentlige opinion og godsejerne. Den offentlige opinion prøvede han at stille tilfreds med mange ord om bondevenlighed og en lovgivning med stort symbolsk, men ringe konkret indhold. Godsejerne søgte han at stille tilfreds med økonomiske indrømmelser. Samtidig er det dog vigtigt at understrege at R. i en årrække var en effektiv og meget dygtig leder af den politisk ukontroversielle, men på længere sigt overordentlig virkningsfulde modernisering, som det danske samfund gennemgik omkring år 1800. I denne henseende har R. formentlig efterladt sig mere varige spor end nogen anden dansk politiker. Således har vejnettets forløb frem til i dag været bestemt af vejforordningen af 1793, ligesom skovforordningen af 1805 bestod uændret til 1935 og stadig ligger bag den nuværende skovlovgivning.

Som privatmand havde R. et stabilt familieliv. Hans kone synes at have været hans bedste ven og fortrolige, også i politiske spørgsmål. Ægteparrets største problem har øjensynlig været en stadig tilbagevendende mangel på rede penge.

R. var stor og stærk og havde et glimrende helbred, kun sjældent var han syg og aldrig mere end et par dage ad gangen. Han var dog også et disciplineret menneske som lagde vægt på at holde sig i fysisk form. Som ung red og fægtede han, som ældre gik han milelange spadsereture. Hans gode helbred forenet med flid, arbejdsglæde og praktisk sans danner baggrunden for hans imponerende arbejdsindsats. R. var levende interesseret i mange ting, navnlig naturvidenskabelige emner som astronomi, fysik og kemi. På et enkelt område, nemlig forstvæsen udførte han studier af videnskabelig værdi. En præliminær rapport over hans undersøgelser over sammenhængen mellem træers tilvækst og deres indbyrdes afstand udsendtes i 1816. Den egentlige afhandling, der er en klassiker i dansk skovbrugslitteratur, blev udgivet posthumt i 1879 af W. Gyldenfeldt under titlen Forslag til en forbedret Skovdrift, grundet paa en Undersøgelse over Træernes Vegetation i Danmarks og Slesvigs Sfave (tysk udg. 1934, eng. 1960, begge med indledning og anmærkninger ved A. Howard Grøn). Hovedresultatet af R.s undersøgelser var at den optimale trætil.vækst opnås ved en hyppigt genkommende tyhdingshugst, et princip som efter 1880 vandt almindelig tilslutning i dansk skovbrug. Også kunst interesserede R. en del. Han var en habil tegner og holdt forelæsninger for familien om kunst, ligesom han omgikkes, tildels protegerede forskellige kunstnere, bl.a. Nic. Wolff og Bertel Thorvaldsen. R. var hele sit liv en ivrig læser af Bibelen, navnlig Gamle testamente hvad mange skjulte bibelcitater i hans breve vidner om. På sine ældre dage synes han at have udviklet egentlige teologiske interesser, i hvilken forbindelse han udgav et par opbyggelige småskrifter. I foråret 1827 fik R. vattersot i benene. Han døde okt. s.å. 79 år gammel af koldbrand. – Kammerherre 1773. Gehejmeråd 1781.