Peder Skram

Peder Skram, 1503(?)-11.7.1581, rigsråd, admiral. Født på Urup, død sst., begravet i Østbirk. Tidligt moderløs kom S. efter i nogle år at have været under mormoderens opsyn i huset hos Ove Lunge til Tirsbæk og senere hos Henrik Gøye hvis dreng han blev. Han fulgte ham på felttoget i Sverige 1518 og deltog i det uheldige slag ved Brännkyrka. Han var ligeledes med på Sverigetoget 1520, blev lettere såret i kampen på Àsundasøen og udviste under Uppsalaslaget stort mod da han frelste den hårdtsårede Mogens Gyldenstierne ud af hænderne på et par svenske knægte. Han kom derefter i Århusbispen Ove Billes tjeneste og var efter Christian IIs fordrivelse med til belejningen af Kbh. 1523. Her kan han heller ikke have sparet sig da han såredes to gange. I den følgende tid tog han krigstjeneste i Tyskland og såredes her alvorligt. Ved sin hjemkomst blev han hofsinde og forlenedes 1529 med en enkelt gård i nærheden af fædrenegodset Urup. Dette var han allerede da kommet i besiddelse af idet både hans forældre og hans ældre bror var døde. – Skønt S. næppe kan have opholdt sig længe på Urup i 1520erne fik han dog tid til at komme i strid med en af sine naboer her. Dette uvenskab gav anledning til en for ham højst uheldig episode idet han under en ordstrid med denne nabo forløb sig og lod ham støde ned (1531). Først efter årelange forhandlinger lykkedes det S. at få sagen afgjort med en forholdsvis moderat pengebod til den dræbtes slægt (1534).

I øvrigt synes denne drabssag ikke at have skadet S. Han vedblev at være hofsinde og blev i begyndelsen af marts 1532 udset til sammen med Tile Giseler – der var maritim leder, mens S. havde den militære kommando – at lede en ekspedition til Norge da hovedflåden endnu langtfra var sejlfærdig. Ved Tønsberg stødte de på de fjendtlige skibe som det ved overrumpling lykkedes dem at sætte sig i besiddelse af. Heri havde den lybske admiral sin store andel. S. og Tile Giseler fortsatte derefter mod Akershus. Med besvær lykkedes det dem at opnå forbindelse med fæstningen over isen, og efter under kamp at have jaget en deling af kong Christians folk bort fra højderne på hovedøen at få 36 knægte over til Akershus. De medførte krudt og et brev fra S. og Tile Giseler med forsikringer om hovedflådens snarlige ankomst. Efter at have afbrændt det tomme kloster på hovedøen og brandskattet langs Oslo fjord vendte S. og Tile Giseler tilbage til Kbh.

Da den dansk-hanseatiske hovedflåde i de første dage af maj stod ud fra Kbh.s red var S. på ny med, men havde denne gang kun kommandoen over sit eget skib. I de påfølgende forhandlinger med Christian II deltog han ikke, men sendtes derimod ved midten af maj måned sammen med en tysk landsknægtoberst ned til Danmark for at underrette Frederik I om stillingen som den da var og bede om forstærkning. Underretningen om at kommissærerne havde indledt forhandlinger med Christian II fik kong Frederik til at udstede en skarp advarsel mod at indgå nogen overenskomst med den tidligere konge. Men skønt kongens brev allerede udsendtes 2.6. mødte S. og Junker Steding så mange hindringer på tilbagerejsen at de først nåede tilbage til lejren ved Oslo 30.6., og da var det for sent. I de mellemliggende seks-syv uger havde kommissærerne næsten fuldført forhandlingerne med Christian II så de nu vanskeligt kunne afbrydes. S. undgik dog at pådrage sig noget personligt ansvar ved at undlade at sætte sit navn under og besegle overenskomsten; det kan vel således siges at S. var den eneste af de i forhandlingerne med Christian II implicerede danske adelsmænd der kom derfra med et ganske uplettet navn. Antagelig som belønning for hvad han havde udrettet på sit første Norgetogt forlenedes S. i efteråret 1532 for ti år med Skien syssel (Bratsberg len). Hans anseelse var vokset stærkt, og det var under pompøse former at hans trolovelse med rigsmarsk Tyge Krabbes datter Elsebe fejredes på den skæbnesvangre herredag efter Frederik Is død i sommeren 1533. Med sin svigerfars anbefaling til det norske rigsråd tog S. derefter op til sit norske len og har måske endnu opholdt sig her da grevefejden n.å. udbrød. I hvert fald kender vi først fra begyndelsen af 1535 atter noget til hans færden. Da, midt under grevefejden, holdtes hans bryllup med Elsebe Krabbe på Helsingborg slot som hendes far havde i forlening. S. er vistnok forblevet her indtil han ved påsketid sendtes til Stockholm af hertug Christian hvem Gustav Vasa havde bedt om at skaffe sig en dygtig mand til at føre befalingen over den svenske flåde. Denne skulle i fællesskab med de danske skibe og nogle preussiske skibe forsøge at bryde den lybske overmagt på havet.

Da den svenske flåde i de første dage af maj sejlede ud fra Stockholm, befandt sig om bord på det svenske admiralskib foruden S. også en svensk admiral, Per Månsson, som kong Gustavs særlige tillidsmand. Hvorledes det forholdt sig med deres indbyrdes kompetence er det næppe muligt nu at få fuld klarhed over – S. havde overkommandoen over de ombordværende landsknægte, og i kraft af hans utrættelige energi og ukuelige mod kom den faktiske ledelse i hvert fald til at ligge i hans hænder, også over de danske og preussiske flådeafdelinger der stødte til de svenske skibe under Gotland. Han vandt sig under den følgende fejde tilnavnet "Danmarks Vovehals". I de første dage af juni kunne den samlede flåde gå under sejl. Efter at have opbragt fire hollandske skibe som indlemmedes i flåden stødte man 9.6. under Bornholm på den hanseatiskkøbenhavnske flåde. Trods uroligt stormende vejr lykkedes det S. og Per Månsson at bringe det svenske admiralskib i direkte kontakt med modstandernes admiralskib og under hård nærkamp at skyde dette skib sønder og sammen. S. måtte opgive at forfølge den hanseatiske flåde der trak sig tilbage til Sundet, da han havde fået befaling til snarest at gøre det af med den deling fjendtlige skibe der lå i det sydlige Lillebælt. Da han ankom her var fjenden allerede slået til lands i slaget ved Øksnebjerg 11.6. Dette kan vel have bidraget til at besætningerne på de lybske skibe ikke viste meget mod. Efter at nogle skud var vekslede satte de deres skibe på land, stak dem i brand og flygtede op i landet. I stor hast fik S. skibene besat og ilden slukket. Han kom derved i besiddelse af ni fuldt rustede skibe, hvoraf tre meget store. – På glimrende vis løste S. derefter den opgave at sikre kong Christians folk overgangen til Sjælland. Han indtog Langeland med Tranekær og Korsør og indlagde besætning fra skibene på disse to borge indtil disse kunne afløses af landtropper. For at skaffe skibsbesætningerne proviant og løn brandskattede han Møn, Lolland og Falster der endnu var under greveligt styre. Men han forbød plyndring til stor forbitrelse for besætningen på det svenske admiralskib der under et mytteri nær havde dræbt ham.

En ny vigtig opgave forestod nu S. Med den samlede flåde stod han ind i Øresund og lagde sig 18.7. ud for Kbh. og Malmø for at blokere disse byer fra søsiden mens kong Christians hær sluttede ringen om Kbh. fra landsiden. S. lå stadig med flåden ud for Kbh. da en stor hanseatisk undsætningsflåde endelig 8.11. kom op igennem Sundet og ankrede op ud for Amager. Noget større sammenstød kom det ikke til da de lybske skibe undgik kamp og så det som deres eneste opgave at etablere forbindelse med de belejrede og skaffe dem forsyninger. Under en skærmydsel var S. dog så uheldig at blive hårdt såret i benet så at han måtte bringes i land. I slutningen af nov. gik den forenede flåde i vinterhavn i Landskrona. S. var ved årets udgang rask nok til atter at overtage kommandoen; men streng frost hindrede i den følgende tid alle operationer til søs. Først sidst i marts 1536 lykkedes det S. at komme ud i åbent vand. Han krydsede i den følgende tid i Østersøen hvor han opbragte en del proviantskibe. Først i maj lagde han sig atter med flåden ud for Kbh. og havde her held til at opsnappe atten proviantskibe mens kun tre slap igennem til Kbh. Kong Gustav havde i april kaldt de svenske skibe hjem; men selv om flåden således var betydelig mindsket viste de tiloversblevne skibe sig dog at være fuldt tilstrækkelige til fornøden vagttjeneste indtil Kbh.s overgivelse 29.7. da større fjendtlige enheder ikke viste sig.

At S. allerede 1.9.1536 forlenedes med det sjællandske hovedlen Harritsborg som biskop Joachim Rønnow havde haft indtil sin fængsling viser klart at kong Christian forstod at værdsætte hans indsats i kampen mod lybeckerne. Allerede på efterårsrigsdagen s.å. fik han dog Harritsborg ombyttet med Helsingborg som man på denne måde fik lempet hans svigerfar Tyge Krabbe ud af. Ved kroningen 1537 modtog S. ridderslaget af kong Christians hånd. Endelig blev han 1539–40 optaget i rigsrådet. S. blev en flittig deltager i herredage. Det kan også nævnes at han 1541 deltog i Bromsebromødet og 1554–55 var medlem af den dansk-svenske grænsekommission. S.s militære dygtighed var der i 1540erne og 50erne kun ringe brug for. Han sattes 1542 i spidsen for den lille danske styrke der skulle komme kong Gustav til hjælp i Dackefejden, men kom intet til at udrette. Han førte som admiral flåden der 1548 bragte hertug Frederik til Norge.

Foruden Helsingborg len beholdt S. indtil 1545 Bratsberg len. Hans afgift af Helsingborg len var moderat. Men skønt disse to len må have givet ham rundelige indtægter fremgår det dog af et brev fra hans hånd til kansler Johan Friis 1545 at hans økonomiske forhold langtfra var betryggede. Alligevel måtte han s.å. afgive sit norske len. Langt vanskeligere udviklede forholdene sig for ham da han foråret 1547 også mistede Helsingborg der under den fremadskridende lensreform forvandledes til et regnskabsien. Ganske vist fik han kompensation samme efterår idet han forlenedes med Roskildegård. Men dette var et regnskabsien, og da han allerede 1548 flyttedes tilbage til Helsingborg måtte han også tage dette på regnskab. Landskrona lagdes herunder, og han fik i de næstfølgende år med bygningen på dette slot at gøre. S., der 1550 blev sat på fast løn, har næppe haft administrativ dygtighed til at klare en lensbestyrelse på så hårde vilkår. Han fratrådte Helsingborg 1555, og ved den endelige regnskabsopgørelse blev han kongen et beløb skyldig som denne dog eftergav ham. Han havde nu kun det lille Båstad len (1542–58) indtil han 1557 fik Halmstad herred i pant. Dette ombyttedes allerede n.å. med det større Laholm som afgiftsien (fra 1564 frit). Dette beholdt han til sin død.

I familieoptegnelserne nævnes det at S. 1555 søgte sin afsked som admiral, bl.a. under henvisning til sin alder. Ikke desto mindre viste han sig villig til endnu en gang at tage overkommandoen over flåden da den nordiske syvårskrig 1563 var udbrudt. Han blev i øvrigt også proviantmester i Halland. S. havde under Østersøtogtet sommeren 1563 en stor dansk flåde til rådighed, men det lykkedes ham ikke at føre den frem til afgørende kamp med den svenske flåde. Efter en træfning ved Gotland 11.9. søgte denne sidste nemlig ind i den svenske skærgård og var dermed uden for danskernes rækkevidde. Det blev sidste gang den aldrende søhelt førte kommandoen. Selv om han ikke længere besad samme hurtighed og beslutsomhed som i sin ungdom havde de bebrejdelser Frederik II bagefter rettede mod ham for uvirksomhed sikkert en vel skarp brod. – Som lensmand på Laholm sad S. for øvrigt i de følgende år på en ret udsat post og måtte to gange tilbageslå fjendtlige angreb (1565 og 1568). Som belønning for sit herunder udviste mod og som erstatning for lidt skade forlenedes han på ny i årene 1565–72 med Bratsberg len (med Gimsø kloster) og 1568–72 tillige med Halstad herred. Kongen gav ham også en erstatning på 1000 dl. da hans ejendom Skedal i Halland 1566 var afbrændt. Efter syvårskrigens slutning levede S. et tilbagetrukkent familieliv. Sine sidste par leveår synes han at have tilbragt på fædrenegården Urup. I familieoptegnelserne karakteriseres S. som en åben, djærv personlighed der ærligt sagde sin mening og også let kunne blive opfarende. Men han betegnes tillige som en vennesæl mand og i besiddelse af en sjælden evne til at forlige folk. Legemligt stærk og meget hårdfør var han ikke alene duelig i krigersk handel, men også blandt de første i alle ridderlige idrætter.