Laurids Skinkel, Laurids Skinkel Tinhuus, d. efter 7.5.1533, til Egeskov, rigsråd. S. var 1486 hofsinde. Efter faderen arvede han Julskov samt en part i Rolfsted; resten fik han ved køb 1525. Egeskov købte han 1518. 1502 og 1507 var han lensmand på Krogen, Annæs, Gurre og Søborg, 1506–09 på Helsingborg; derefter forflyttedes han til Gotland hvor han straks med held afviste et lybsk landgangsforsøg. Fra sin betroede post på Visborg trak han sig tilbage 1517 og havde efter den tid kun nogle mindre forleninger. Under krigstoget mod Sverige 1518 gjorde han tjeneste som skibshøvedsmand. Da oprøret mod Christian II udbrød 1523 var han blandt de fynske adelsmænd der nødtvungent måtte forny deres troskabsed til kongen; det hindrede ham dog ikke i ved første givne lejlighed at slutte sig til Frederik I. Til løn optoges han i rigsrådet hvor han dog aldrig kom til at spille nogen fremtrædende rolle. Han synes at have stået sin svoger biskop Ove Bille nær og var 1532 hans høvedsmand på bispeslottet Silkeborg.

Familie

Forældre: Morten S. (død senest 1480, gift 1. gang med en datter af Claus Serlin) og Margrete Henriksdatter Friis (død tidligst 1511, gift 2. gang med Niels Mogensen Lange, død tidligst 1500). -før 8.4.1510 med Hilleborg Bille, død 1.9.1535, begr. i Roskilde domk., d. af Peder B. til Svanholm (død 1508) og Anne Knudsdatter Gyldenstierne (død 1521).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXXIII, 1916 510. T. Becker i Orion III, 1840 362–72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig