Holger Rosenkrantz (kongelig embedsmand)

Holger Rosenkrantz, Holger Ottesen Rosenkrantz, 1517-4.3.1575, rigsråd. Født vistnok på Torning, død på Bygholm, begravet i Uth k. Efter forældrenes bratte død blev R. opdraget hos fasteren Sophie Rosenkrantz og Axel Brahe der 1529 satte ham i huset hos Oluf Nielsen Rosenkrantz til Vallø, siden (fra 1532) hofmester for den designerede tronfølger Hans (d.Æ.), sammen med hvem R. en tid (ca. 1533) blev opdraget på Nyborg slot. Efter nogle års ophold ved fremmede hoffer, særlig hos hertug Ernst af Braunschweig-Luneburg, overtog han 1537 værgemålet for sine yngre søskende og dermed bestyrelsen af familiens store godser. Ved det endelige skifte 1551 blev R. eneherre på fædrenegården Boller hvor han havde bosat sig 1548.

R. havde imidlertid udviklet sig til en smuk og statelig mand der ved sit muntre og venlige væsen, sin uangribelige retsindighed og smidige omgængelighed formåede at vinde og fastholde menneskers venskab. Med al sin festglæde tabte han ikke balancen i sin tids noget voldsomme fornøjelser. Som skabt for en hofkarriere blev han 1541 hofsinde og allerede 1543 hofmarskal hos Christian III, en stilling han opgav 1548, sagtens i anledning af sit ægteskab. Måske er det livsvarige venskab med tronfølgeren Frederik (II) grundlagt i denne tid. Samtidig med hoftjenesten indtrådte R. i lensstyrelsen; 1542–51 havde han Vordingborg len på regnskab, 1551–75 det for Boller vel beliggende Bygholm i pant hvortil der i Frederik IIs tid kom en mangfoldighed af andre forleninger. Tidligt gjorde R. også en militær indsats. Han var 1543 en af hovedførerne for den danske styrke der skulle hjælpe Gustav Vasa med at undertrykke det smålandske bondeoprør (Dackefejden). To år senere bistod han med 500 ryttere de evangeliske fyrster Philip af Hessen og Moritz af Sachsen mod den katolske hertug Henrik af Braunschweig. Kun 35 år gammel blev han 1552 optaget i rigsrådet og kom her til at øve en meget alsidig virksomhed. 1554 deltog han i grænsemødet i Elfsborg der skulle udjævne stridigheder mellem Danmark og Sverige. Året efter skulle han og marsken Otte Krumpen af samtlige jyske len oppebære en udbedring af fæstningerne i Nordtyskland og afgøre fordelingen af pengemidlerne. 1556–57 var han øverstkommanderende i Nørrejylland der to gange blev sat i alarmberedskab under indtryk af den stadige trussel sydfra.

Tronskiftet 1559 måtte betyde stigende indflydelse for R. Et brev fra dronning Dorothea til Frederik (II) fra dec. 1558 viser at venskabet mellem ham og den vordende konge var meget intimt. Når R. ikke straks steg til rigets højeste æresposter skyldtes det modstand fra ham selv. Han overværede kongerne Christian IIIs og Christian IIs begravelser i Odense, fulgte derefter Frederik II under et længere ophold i Jylland og deltog i kroningsforberedelserne; ved kroningen bar han rigsæblet. Under Ditmarskerkrigen (1559) der synes at have været meget upopulær i rigsrådet som helhed var R. en af de tre krigskommissærer der skulle sørge for tilførsel af proviant og penge, og medlem af det krigsråd der i forening med Johan Rantzau havde den øverste ledelse af felttoget. Da kongen 1560 sækulariserede Øm kloster i den hensigt at gøre det til sin jyske hovedresidens under navnet Emsborg blev klostret lagt ind under R.s forlening Bygholm der yderligere blev udvidet med Voer kloster. Da kongen n.å. opgav Emsborg til fordel for Skanderborg, blev R. også lensmand der og havde nu i alt fjorten herreder og fem birker under sig. I sine første regeringsår opholdt Frederik II sig meget på R.s forleninger hvor familien Rosenkrantz dominerede ved glade fester, og var også ved lejlighed hans gæst på Boller. Da forholdet til Sverige tilspidsedes træffer vi R. blandt forhandlerne i Kbh. febr. 1562; men derefter glider han for en kort tid i baggrunden. Rygtet gik (ca. 1.10.1562) at kongen havde stukket ham ihjel med sin kårde fordi han havde frarådet ham at gå for skarpt frem i striden med Hamburg om kornstabelen på Elben. Ved krigsudbruddet 1563 er R. igen i høj gunst; på rigsrådsmødet i påsken da krigen blev besluttet fik han Tryggevælde len kvit og frit hvoraf man nok tør slutte at han tilhørte krigspartiet. Under syvårskrigen møder man ham gerne i kongens omgivelser når han ikke var optaget af næsten talløse militæradministrative eller diplomatiske opgaver, ofte af den vanskeligste og delikateste natur. 30.9.1563 blev han således sendt til Sachsen for at bede Frederik IIs svoger kurfyrst August om at genoptage kongens frieri til en af kejser Maximilian IIs døtre; i en egenhændig kreditskrivelse til svogeren kalder Frederik II ham "mynt truwesten dyner, den ich habe alhyr". På en ny rejse i Sachsen i samme sag næste forår lykkedes det ham og Caspar Paslick at skaffe et nyt krigslån hos kurfyrsten.

Efter sin hjemkomst i juli deltog R. i forhandlingerne om hærens øverstkommanderende Günther v. Schwarzburgs afsættelse der foregik i en ret ladet atmosfære idet visse regeringskredses kritik af greven også ramte kongen. Krigens sværeste år 1565 blev endnu vanskeligere. Under en mønstring af tyske tropper i Skåne i det tidlige forår blev R. taget til fange af Jürgen v. Holles knægte og slap kun fri mod løfte om betaling af deres resterende sold; som følge deraf måtte han sammen med 29 andre adelsmænd kautionere for kongen for 100 000 dlr. som de tyske høvedsmænd lagde ud til knægtene. Lidt senere fik han og et par andre råder den ubehagelige opgave i Jylland og på Fyn at tage sig af de adelige der havde unddraget sig deltagelse i krigen, og at udskrive ofte uvillige bønderkarle til krigstjeneste. 2.8. henvendte de rigsråder der kontrollerende fulgte hæren sig til ham med deres klager over den nye øverstkommanderende Daniel Rantzau for at han kunne lade dem gå videre til kongen, og omvendt kom også feltherren i begyndelsen af 1566 til ham med sine bekymringer, bl.a. motiveret med hans store indflydelse ved hove. Da det i sept. 1565 – militært og økonomisk – så sortest ud var han en af de rigsråder som kongen – rigtignok uden større held – sendte til regeringsrådet i Kbh. med et skatteforslag der skulle bringe dækning af militærudgifterne. Endelig skrev kurfyrstinden af Sachsen i det samme kritiske efterår i sin søsterlige angst til ham og kansleren da rygtet gik at adelen ville afsætte Frederik II.

Nødssituationen var forudsætningen for Peder Oxes hjemkaldelse 1566. Trods et tidligere mindre venligt forhold til den nye rigshofmester steg R. netop nu – presset af konge og rigsråd – til de højeste stillinger. Under Peder Oxes bestræbelser for at bringe orden og fasthed i administrationen, bl.a. ved en kraftigere centralisation, blev der brug for den smidige mand; 9.12.1567 blev han udnævnt til statholder i Nørrejylland, et hidtil ukendt embede der lagde hele Jyllands finans- og lensstyrelse under ham hvorved han fik ansvaret for skatteopkrævning, troppeudskrivning og hærleverancer. Samtidig måtte han deltage i resultatløse forhandlinger med svenskerne (i Stralsund 1567, Roskilde 1568, Knäred 1569) og i ørkesløse forhandlinger i Odense med hertugerne Hans d. Æ. og Adolf om deres slesvigske lenspligt (1567). Da Frederik II 1.1.1570 truede rigsrådet med at nedlægge regeringen var R. en af de to mænd som rådet udså til at berolige kongen.

Efter krigen forenede han (fra 1573) med statholderstillingen rigsmarskembedet der havde stået ledigt siden 1569. Han ombyttede 1568 Tryggevælde len med Solrød og Mosede (Tune hrd.) der også blev en fri forlening, og samtidig fik han Skt. Hans kloster i Horsens i pant. At han 1573 måtte afgive Skanderborg betød ikke unåde, men skyldtes blot at kongen selv ønskede at bo på slottet. Kort før sin død fik R. skøde på Skt. Hans kloster hvori han havde store pantesummer, og Bygholm frit på livstid mod at opgive de deri stående panter (29.1.1575). – R. har først og fremmest været en sjældent smidig forhandler og en stor arbejdskraft, men næppe nogen skabende begavelse. Efter at Mette Krognos var død af pest 1558 var R. enkemand i ti år – en periode hvor han ustandselig var optaget af statssager. Sammen med sin anden hustru førte han et stort hus. Særlig berømt er hans anden søns dåb på Skanderborg slot 2.9.1571. Drengen blev opkaldt efter kongen der personlig stod fadder i nærværelse af hele rigsrådet, hoffet og en mængde adelige damer og herrer. Trods sin iver i statstjenesten havde R. også fået tid til at tage sig af sine godser. Ved mageskifter med kronen og adelige standsfæller (fra ca. 1556) kom han i besiddelse af en stor godsmængde, væsentlig i Bjerre og Hatting herreder, samlet hovedsagelig om Boller og det sted på nordsiden af Vejle fjord hvor hans enke siden opførte Rosenvold. Hans hovedinteresse synes at have været militærvæsen; i Uth kirke ved Boller som han lod indrette som et mausoleum for sig og dele af sin slægt opsatte han en mindetavle om Ditmarskerkrigen. Sikkert er det også, at han har været stærkt grebet af reformationsrøret. Han omgikkes gerne præster, og 1555 var han medlem af den kommission der forbedrede præsternes lønninger.