Steen Maltesen Sehested

Steen Maltesen Sehested, til Holmgård, 12.1.1553-22.8.1611, rigsmarsk. Født på Gudumkloster, død på Kalmar slot, begravet i Gårdstånga k. Mod sædvanen blev S. opdraget i hjemmet. Fra seksårsalderen gik han fem år i Viborg skole, men kom hjem igen og blev der mens faderen sad i svensk fængsel efter sin deltagelse som skibskaptajn i syvårskrigen. Efter Malte Jensens udløsning heraf 1567 besluttedes det at S., der intet synderligt havde lært "i boglige kunster" (ligpr.), skulle være kriger. Han blev sendt til Erik Lange, lensmand på Dronningholm, for at opdrages hertil, men længtes efter "harnisk" i fremmede lande og kom da også 1568–85 til at tjene forskellige herrer; således Andres Schlegel til Debkau som han fulgte som "spyddreng" i den kongelige franske hærs kampe mod huguenotterne. Endelig rejste han efter eget ønske 1572 til selve prins Vilhelm den Tavse af Oranien hos hvem han tjente sig op fra adelburse til oberstløjtnant. I de hårde kampe mod spanierne blev han ekspert i befæstningsvæsenet. Da S. i august 1585 af Frederik II kaldtes hjem ville de nederlandske ledere nødig af med ham. Først efter i januar 1586 at være faldet i spansk fangenskab nåede han hjem, meget rosende anbefalet for sin lederevne og tapperhed. S. blev da også straks hofmarskal og fik 1.4.1586 bestalling i den nyoprettede stilling som rigens øverste til ved behov at hverve et regiment knægte. Som medlem af en adelsslægt med stærk social opdrift tog han karakteristisk nok som valgsprog: "Freucht Gott und ehr dein Obrichgt", og i 1589 søgte han med held som brud en 13-årig rigsrådsdatter.

I den lange fredsperiode med krig mod Sverige i udsigt virkede han effektivt og med ildhu under formynderstyrelsen, siden under Christian IV, ved undersøgelserne af grænsefæstningerne og deres til dels gennemgribende forbedring. "Nu, Morgen nicht", skrev han med føje over sit våben. Det var derfor næppe tilfældigt at S., der 1590 opgav hofstillingen, samme år fik det betroede hverv som lensmand på Kronborg. Fra 1596 sad han på Bahus hvortil han i 1602 fik tillagt Dragsmark. Bahus blev i hans tid omdannet til bastioneret fæstning. 1606 overtog han Heine kirkes len og desuden Froste herred i Skåne som han beholdt til sin død. Her lå da også hans to gårde, Löberöd og Hviderup. S., der som godsejer skal have været "mild og rund med hånd og mund" mod kirker, skoler og fattige (ligpr.), fik ved sit ægteskab Löberöd. 1604 købte han Hviderup som han året efter testamenterede til sin kone, angiveligt for hendes "kærlighed og godvillighed" i det i øvrigt barnløse ægteskab. Efter faderen arvede S. Nørre Holmgård (Skodborg hrd.).

S.s stjerne ved hoffet steg samtidig med spændingen mod Sverige. 1606 fik han ordre til årligt at bese fæstningerne i Skåne og mønstre krigsfolket der. Og året efter udnævntes han til rigsråd i hvilken rolle hans stilling til magtkampen mellem kongen og rigsrådsflertallet er uvis. Han har dog næppe hørt til den mest fredsvenlige del af rådet. Fra 1608 sad han som lensmand på Varberg, og 1610 valgtes han sikkert efter kongens ønske til rigens marsk, med hvilket høje embede fulgte Vestervig kloster i Jylland. Efter Kalmarkrigens start førte Christian IV selv østhæren mod Kalmar, mens S. som feltmarskal i spidsen for vesthæren fik til opgave at hugge sig frem mod Jönköping for at svække det svenske forsvar af Kalmar. En del af S.s hærstyrke indfandt sig langsomt, og der var transport- og forsyningsproblemer. Derfor besluttede S. i stedet for imod felttogsplanen at angribe de befæstede pladser ved Götaelven. En erobring af disse ville også give ham ryggen fri ved et senere fremstød mod nordøst. S. sikrede sig Nya Lödöse og lagde sig foran Alvsborg, men da han manglede kanoner udrettede han intet væsentligt. Dog bandt han svenske tropper i vest på et tidspunkt hvor deres forening med den svenske hær i øst kunne være blevet skæbnesvanger for Christian IV. Dennes tog var nemlig gået i stå og truedes af en stadig talstærkere svensk hær under Karl IX, der af de danske officerer kun nærede respekt for S. Skarpt beordrede den danske konge i den situation S. til at hæve belejringen af Älvsborg hvis den ikke var vidt fremskreden, og føre hovedhæren til Kalmar. Efter hurtige kontraordrer skete dette i iltempo fra 1.7. Før S. nåede frem med hele styrken havde Christian IV dog held til at erobre Kalmar by og kort efter overgav Kalmar slot sig. I kongens lejr blev S. dødssyg af den hærgende "Kalmarsot". Skønt svagelig og dårligt til bens de senere år bad den fortsat kampglade og ukuelige S. næsten til det sidste Gud om at gengive ham førligheden så han atter kunne tjene kongen og fædrelandet mod fjenderne.