Jørgen Urne

Jørgen Urne, 17.10.1598-19.2.1642, rigsmarsk. Født på Halsted kloster, død på Næs, begravet i Blenstrup k. U. gik i Herlufsholm skole ca. 1606-08 og var de to følgende år edelknabe hos dronning Anne Cathrine. Derefter blev han kammerdreng hos Christian IV som han ledsagede under Kalmarkrigen og på kongens rejser til Braunschweig og England. 1617 erklærede kongen ham væragtig, og han rejste derpå til Holland og Frankrig hvor han studerede sprog og krigsvæsen. 1618 blev han hofjunker, men fik s.å. orlov for at deltage i krigen i Böhmen hvor han tjente under greven af Hollach og som kornet under greven af Thurn og deltog i slaget ved det hvide bjerg. Efter hjemkomsten 1620 tjente han ved hoffet og blev løjtnant ved hoffanen. 1623 fik han den vigtige post som lensmand på Kronborg hvorved han blev nærmeste danske myndighed for de udenlandske residenter ved sundtolden. Udnævnelsen var en understregning af den tillid og forventning kongen nærede til ham og samtidig et af mange vidnesbyrd om de særlig gode relationer mellem Christian IV og Urneslægten. 1624 holdt kongen hans bryllup på Kronborg og samtidig blev han ritmester ved den sjællandske fane. Han var blandt den sjællandske adels delegerede på stændermødet i Odense 1627. S.å. forflyttedes han til Kristianstad len og 1629 ledsagede han kongen til mødet med Gustaf Adolf i Ulvsbäck. 1632 ønskede kongen ham som rigs-marsk, hvad rigsrådet accepterede selv om der var tale om en tilsidesættelse af rigsrådets og adelens hævdvundne indstillingsret til marskembedet, et prærogativ der var knyttet til marskens særlige rolle som talsmand for adelen i privilegiespørgsmål. Den usædvanlige procedure må naturligvis ses på baggrund af konflikterne omkring U.s forgænger som marsk, Jørgen Skeel, men alt tyder på at U. forstod at repræsentere adelens interesser uden at ødelægge sit gode forhold til kongen. Samtidig optoges han i rigsrådet og fik det traditionelle marsklen Vestervig kloster. 1634 forelagde han adelen kongens forslag om en afløsning af vornedskabet og ledede de følgende forhandlinger hvorunder adelen afviste kongens forslag. Udenrigspolitisk var han som de fleste af sine rådskolleger tilhænger af en forsigtig kurs over for Sverige og en tilnærmelse til Nederlandene. 1632 takserede han den jyske adels rostjeneste, og s.å. forhandlede han i Schwabstedt om tvistighederne mellem kongen og hertugen af Gottorp. 1633 deltog han i det gesandtskab til Sachsen der på prins Christians vegne anmodede om prinsesse Magdalene Sibylles hånd. 1637 deltog U. i forhandlingerne i Flensborg om en udvidelse af unionen med Gottorp. 1640 søgte han forgæves at neddysse den ophidsede konge i forholdet til Kirsten Munk.

Oprettelsen af generalkrigszahlkommissariatet 1637 og landkommissariaterne 1638 indebar en betydelig udvidelse af rigsmarskens kompetence, og han var nu blevet den reelle leder af den samlede militære administration. Hvorvidt han havde andel i disse forandringer, der synes at have indebåret en begrænsning af kongens kompetence i militære og finansielle anliggender, vides ikke. Hvis rigsrådet har tilsigtet noget sådant er initiativet dog snarest udgået fra kredsen omkring Tage Thott (1580-1658). – Uden at høre til de meget rige godsejere ejede U. et betydeligt jordegods. 1638 takseredes han til 1548 tdr. hartkorn. 1624 blev han eneejer af Alslev (Fakse hrd.), 1633 købte han Sonnerup (Voldborg hrd.) og 1637 Næs (Helium hrd.). Hans hustru havde desuden Knudseje (Dronninglund hrd.). Under kejserkrigen forstrakte han kongen pekuniært mod pant i krongods. Som andre adelige måtte han 1630 indskyde kapital i Det ostindiske kompagni.