Ingefred Juul Andersen, 26.12.1899-8.2.1971, rådsformand, politiker. Født i Ejby, Balslev sg, død på Odense sygehus, begravet i Balslev. J. A. gik i folkeskolen og kom senere på Nørre Åby efterskole, hvorpå der fulgte flere højskoleophold. Først søgte hun Ubberup og 1917–18 og 1918–19 Askov. 1922–24 var hun elev på Ankerhus husholdningsseminarium og blev dimitteret herfra. Hun fortsatte som lærer på Ankerhus og var samtidig 1924–27 ansat som konsulent for De samvirkende danske husholdningsforeninger. – Et par år efter sin mors død flyttede hun tilbage til sit barndomshjem Mosegården i Ejby, og på denne egn fik hun efterhånden mange tillidshverv, bl.a. blev hun formand for Vends herreds husholdningsudvalg, for Nørre Åby børnehjem, for Dansk kvindesamfunds kreds i Balslev-Ejby, og for Balslev menighedsråd. Husholdningsundervisningen havde hendes hovedinteresse og 1930 var hun blandt initiativtagerne til at stifte Foreningen af danske husholdningslærerinder som hun blev formand for 1932–52. Dette førte yderligere hverv med sig, bl.a. medlemskab af undervisningsministeriets husholdningsudvalg. – J. A. blev grebet af bevægelsen Folkevirke som Bodil Koch stillede sig i spidsen for efter valget 1943, da kun to kvinder kom i folketinget. Dens formål var gennem oplysning at søge nye kredse gjort interesseret i kvinders aktive deltagelse i politik. Hun blev medredaktør af bevægelsens blad I dag (nu Folkevirke) og selv kom hun 1946 i Balslev-Ejby sogneråd samt året efter i landstinget valgt af venstre. Her sad hun til tingets ophør ved grundloven af 1953.

Som politiker beskæftigede hun sig også især med undervisnings- og husholdningsspørgsmål, og hun skabte overordentlig respekt om sin person gennem sin flid og altid velunderbyggede indsats. Fra 1955 og til sin død var hun formand for foreningen Ankerhus og dermed også medlem af den selvejende institutions bestyrelse. I det nordiske husholdningssamarbejde gjorde hun sig stærkt gældende som formand for den danske afdeling af Nordisk samarbejdskomité for husholdningsundervisning og desuden gennem en periode som medlem af den nordiske bestyrelse. 1952–60 var J. A. formand for Statens husholdningsråd i en vanskelig periode for institutionen, og hun blev medlem af den kommission der havde som opgave at stille forslag til ændring af loven om Statens husholdningsråd, så det kunne blive en tidssvarende og effektiv forbrugerinstitution. Resultatet blev den stadig gældende lov som trådte i kraft 1960. Hun fortsatte som medlem af husholdningsrådet og ydede her bl.a. en yderst tidskrævende og ubetalt indsats som formand for renseri- og vaskeriankenævnene. Dette arbejde fortsatte hun med til sin død.

J. A. var et stilfærdigt menneske med lunt blink i øjet. Hendes naturlige hjælpsomhed, munterhed og idealistiske indstilling gav hende en ganske særlig position, og hun fik mange venner. Sin gård Mosegården drev hun selv lige fra 1935, og den testamenterede hun til Foreningen af danske husholdningslærerinder.

Familie

Forældre: gårdejer, sognefoged Anders Jensen Andersen (1858–1936) og Johanne Kirstine Christiansen (Johanne Andersen) (1862–1925). Ugift. – Søster til Sigurd J. A.

Udnævnelser

R. 1955.

Ikonografi

Foto (Kgl. bibl.; Statens husholdningsråd).

Bibliografi

Vict. Elberling: Rigsdagens medlemmer gennem 100 år III, 1950 6. Folmer Dam i Årsskr. for Ankerhus, 1971. Inga Dahlsgård i Statens husholdningsråds årsberetn. 1970–71. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig