Vilhelm Fibiger

Vilhelm Fibiger, Kristian (døbt Christian) Vilhelm Kristoffer (døbt Christoffer) Fibiger, 11.2.1886-27.3.1978, politiker. Født i Årup, Snedsted sg., Thy, død på Frbg., begravet Harring kgd. pr. Thisted. Efter præliminæreksamen i Hurup 1901 uddannede F. sig til landmand, var 1904 på Malling landbrugsskole, blev 1905 forvalter på Øland i Harring, overtog gården 1909 og drev den til 1948. F. havde mange lokale tillidshverv og var hyppig taler ved Indre missions møder i Thy inden han 1920 valgtes som Thisted amts konservative medlem af folketinget hvor han sad i 37 år. Efter sin afsked med politik afviklede han i løbet af nogle år sine mange landsomfattende kirkelige og humanitære tillidshverv. Da F. blev opstillet til folketinget var det med tilslutning fra brede kirkelige kredse som frygtede at kirkeminister Th. Povlsen ville gennemføre ritualfrihed og afskaffe præsteløftet med baggrund i sagen mod pastor N. P. Arboe Rasmussen. Han blev straks indvalgt i bestyrelsen for folketingsgruppen, var dens næstformand 1929-40 og 1942-57 og 1939-48 formand for Det konservative folkepartis landsorganisation, derefter æresmedlem af hovedbestyrelsen til sin død. F. var i en meget lang årrække i bestyrelsen for Blå kors, Skt. Lukas stiftelsen, Herregårdsmissionen, Santalmissionen og Dansk kirke i udlandet, formand for De samvirkende menighedsplejer 1944-62 og for Kolonien Filadelfia 1947-69. Som politiker var F. medlem af en række kommissioner, sidst af den der forberedte grundlovsrevisionen af 1953, han sad i statens jordlovsudvalg 1931-40 og 1946-58 og var 1950-53 medlem af folketingets præsidium.

Begivenhederne omkring besættelsen 1940-45 gjorde F. til minister tre gange, og i den mellemliggende tid var han et virksomt medlem af partiernes samarbejdsudvalg. Han blev en af de tre konservative konsultative ministre 9.4.1940, var kirkeminister fra 8.7. s.å. til 9.11.1942 da han måtte træde tilbage på tysk krav, og i befrielsesregeringen 4.5.1945 til 30.10. s.å. var han minister for handel, industri og søfart. Han måtte overtage denne post fordi den efter aftale skulle beklædes af en konservativ, og modstandsbevægelsen ville ikke acceptere tidligere medlemmer af Scavenius-regeringen, selv om partiet ønskede Halfdan Hendriksen. I øvrigt var posten vanskelig idet mange ventede hurtig afvikling af restriktionerne. F. spøgte selv med at han i hvert fald fik frigivet "det store kolde bord".

Det var store formidlerevner, en mild omgangstone, særlige evner til at vurdere en politisk situations muligheder og forstå andres synspunkter der karakteriserede F.s virke som politiker. Han banede vej for mange resultater og stod i sit eget parti J. Christmas Møller så nær at denne i 20erne og 30erne ikke traf afgørende beslutninger uden at rådføre sig med F. De var fx enige om en mere selvstændig stilling over for venstre, om initiativet til det første forlig med ministeriet Stauning i 1931 til afbødning af landbrugskrisen, og om det grundlovsforslag der forkastedes ved folkeafstemning 1939. Da Christmas Møller havde sat sit mandat som partiformand ind på vedtagelse måtte F. overtage denne post. F. var efter befrielsen 1945 med til at opfordre Christmas Møller til at genindtræde i den konservative rigsdagsgruppe med det formål at blive dens formand. Da Christmas Møller forlod denne post som følge af skismaet med partiet i det sydslesvigske spørgsmål måtte F. som partiformand tage det pinlige opgør med ham idet han længst muligt søgte at dæmpe modsætningerne. Efter sin udtræden af folketinget kom F. jævnligt i tilhørerlogen, og 1960 vakte han opmærksomhed ved at rejse sig da tinget vedtog loven om Hanstholm havn der var en af hans mærkesager.