P. Hiort Lorenzen, Peter Hiort Lorenzen, 24.1.1791-17.3.1845, politiker. Peter Hiort Lorenzen havde baggrund i en syd- og sønderjysk slægt, blandt hans forfædre var forvaltere, købmænd og embedsmænd, hans far var amtsforvalter. Drengen stod i lære i det ansete Stuhrske handelshus i Flensborg og overtog allerede 1811 efter morfaderens død dennes sukkerraffinaderi i Haderslev. I efterkrigstidens kriseår måtte han opgive denne forretning, men oparbejdede en efterhånden betydelig landhandel.

1835 blev han medlem af "de deputerede Borgeres Kollegium" (ɔ: byrådet) og valgtes 1834 i Haderslev til medlem af Slesvigs stænder. Han nærede udpræget liberale meninger der styrkedes da han på en handelsrejse i England 1837 oplevede et parlamentsvalg. I sin fødeby søgte han at gøre deputeretkollegiet til det centrale led i byens forfatning og at lægge valget af denne forsamling og af magistraten i alle grundejeres hænder. I stænderne sluttede han sig til de liberale der søgte at virkeliggøre Uwe Jens Lornsens forfatningsprogram, og den ildfulde mand blev hurtigt en af deres ledere. Hans krav var en fri forfatning for Slesvig-Holsten og en "ærlig Union" af hertugdømmerne og kongeriget under en fælles regent. Herfor virkede han i samlingerne 1836 og 1838 under stærk modstand fra de augustenborgske brødre og konservative medlemmer der på ingen måde yndede nogen borgerligliberal grundlov. Det lykkedes ham dog 1836 at få vedtaget forslag om offentlighed i stænderforhandlingerne og om trykkefrihedssagers afgørelse ad rettens vej, og han kunne endnu lejlighedsvis samarbejde med hertugen af Augustenborg, bl. a. i kritikken af regeringens toldlovsforslag. To år senere mødte han i den højkonservative hertug en hensynsløs modstander ikke blot i spørgsmål om godsejerrettigheders begrænsning, men også i et forslag om hertugdømmernes finansielle adskillelse fra kongeriget der gik ud fra at fortidens skattebevillingsret havde tilhørt folket i dets helhed. Skuffet over hertugens voksende indflydelse og Th. Olshausens nyholstenske tanker der afskrev Sønderjylland, begyndte Peter Hiort Lorenzen at se hen til den danske liberale bevægelse der var vokset frem i kongeriget hvor der efter tronskiftet 1839 måske kunne opnås en "Forfatning som den norske". Han havde oprindelig betragtet de første danske ordførere med uvilje fordi de syntes at foretrække enevælden for friheden. Men i selve sprogspørgsmålet havde han, der hjemme talte dansk, udfra liberale synspunkter været blandt dem der i 1838 havde stemt for Nis Lorenzens sprogforslag.

Ud fra det håb at vejen til konstitutionel frihed ville være lettere for Danmark end for Holsten brød Peter Hiort Lorenzen med de slesvigholstenske liberale og stræbte efter konstitutionel frihed for Slesvig i forbindelse med kongeriget; han nedlagde derfor sit hverv som stænderdeputeret (aug. 1840). Han deltog altså ikke i samlingen 1840 hvor en del af de nordslesvigske bønder for første gang stod, ikke som danskvenlige slesvigholstenere, men som danske slesvigere; men gennem sine breve til Nis Lorenzen ledede han deres vigtigste skridt. Ved de nye valg i jan. 1841 valgtes han i Sønderborg og stod i samlingen 1842 som fører for det lille danske mindretal, der i den af nationale lidenskaber prægede samling bekæmpede diverse slesvigholstenske krav. Et provokerende forslag om at fjerne mærket "dansk ejendom" fra hertugdømmernes handelsskibe blev for Peter Hiort Lorenzen den ydre anledning til efter tilskyndelse af og aftale med C. Flor at realisere dennes "Yndlingsidee". Den 11.11.1842 talte han dansk i stændersalen og forlangte at danske taler skulle optages i protokollen ved siden af de tyske. Det var tidligere hændt at medlemmer der ikke magtede det tyske sprog, havde talt dansk, men forsamlingen fattede hurtigt den nationale demonstration, og et uvejr brød løs. Det tog dog tid før forsamlingens præsident, den besindige N. Falck, lod sig presse til at byde Peter Hiort Lorenzen tie stille fordi han talte dansk, og til at vise ham ud af salen da han på dansk påkaldte kommissarius' værn, (16.11.). Dette ændredes til at der indrømmedes Peter Hiort Lorenzen ret til at møde i salen mod at han lovede foreløbig ikke at tage ordet før kongens afgørelse indtraf. Ved reskript af 2.12.1842 og derefter følgende brev til kommissarius fastsatte kongen at "de dansktalende deputeredes naturlige Rettigheder" skulle agtes, og at stænderne skulle udarbejde en betænkning om hvorledes der kunne sikres disse deltagelse i forhandlingerne og optagelse af deres foredrag i protokollen i tysk oversættelse.

Efterretningen om forsamlingens færd mod det danske sprog vakte det tilsigtede stærke røre i Nordslesvig og kongeriget. Den foreløbige sejr Peter Hiort Lorenzen havde vundet ved reskriptet af 2.12. søgte han at fæstne og uddybe ved en rejse til Kbh. (dec. 1842-jan. 1843). Folkebevægelsen fik sine vigtigste udtryk i mødet 18.5.1843 på Skamlingsbanken hvor J. C. Drewsen overrakte Peter Hiort Lorenzen drikkehornet (Fr.borg) med indskriften: "Han vedblev at tale dansk", og i oprettelsen af Den slesvigske forening 12.6. I hele denne nordslesvigske agitation var Peter Hiort Lorenzen drivkraften. Men kongens endelige afgørelse af spørgsmålet ved "Patentet", dateret 29.3.1844 fastsatte, at kun de deputerede som erklærede ikke at kunne tilstrækkelig godt tysk havde lov til at tale dansk. Herved var Peter Hiort Lorenzen og mindst tre til af de fem danske stændermænd tvungne til at tale tysk. De erkiærede alle ikke at ville møde i stænderne så længe patentet stod ved magt. Peter Hiort Lorenzens harme skyldtes ikke mindst at han i patentet så et tegn på at kongen af konservative grunde veg tilbage for et brud med slesvigholstenerne, og han kastede sig derfor ud i en voldsom kamp mod regeringen (Den slesvigske forenings protokolekstrakt 12.6.1844). Denne svarede med at lukke foreningen og at sætte bestyrelsen under tiltale. – Peter Hiort Lorenzen havde næppe nogen dybere forretningssans og hans ivrige politiske engagement lagde beslag på mange kræfter, fx redigerede han febr.-nov. 1840 Haderslevbladet Lyna. Han havde økonomiske problemer siden 1841. Trods gentagne lån fra kongerigske liberale lykkedes det ikke at hindre at han måtte lukke købmandsgården da hans lokale gæld af politiske modstandere blev opsagt til hurtig udbetaling. Skuffet over den utilstrækkelige hjælp sendte han okt. 1844 drikkehornet tilbage, affæren blev hemmeligholdt til 1912, men gjorde et pinligt indtryk på hans liberale venner i Kbh. Modstanderne i Haderslev søgte yderligere at isolere ham efter en næppe uhildet dom for anstiftelse af et nationalt værtshusslagsmål i jan. 1845. Ufortrøden var Peter Hiort Lorenzen dog, da regeringens indgreb mod Den slesvigske forening var standset, atter begyndt på sin politiske virksomhed da han pludselig døde af en lungebetændelse.

– En bror Carl Henrik Lorenzen, født 5.11.1807, død 12.2.1859, blev student 1827 og udgav efter en rejse 1828–29 Breve fra Italien, 1837. Efter 1830 at have taget præliminæreksamen blev han n.å. adjunkt i Sorø, tog 1844 sin afsked på grund af sygdom og blev senere ansat ved den kgl. centralkasse for Slesvig.

Familie

Peter Hiort Lorenzen blev født i Haderslev, døde sst. og er begravet sst. Forældre: amtsforvalter, kammerråd, senere justitsråd Thomas Lorenzen (1754–1834) og Martha Hiort (1770–1842). Gift 1. gang 9.6.1815 i Flensborg med Sophie Catharina Sommer, født 17.9.1796 i Flensborg, død 2.7.1825 i Haderslev, datter af købmand; rådmand Martin Sommer (1742–1818) og Sophia Catharina Feddersen (1772–1855). Gift 2. gang 16.12.1826 i Haderslev med Helena Dorothea Schroeter, født 6.5.1808 i Haderslev, død 13.9.1853 sst., datter af gæstgiver, senere kirkeforstander Johan Frederik Schroeter (1766–1840) og Ingeburg Gerdes (1776–1840). – Far til H.R. Hiort Lorenzen.

Ikonografi

Litografi. Mal. af C. A. Jensen, formentlig 1842 (St.mus., dep. Fr.borg), efter dette litografi 1842, stik 1843, træsnit sign. Benworth, 1843, træsnit 1858 efter tegn. af C. Bloch, træsnit 1871, og af H. P. Hansen, 1877, samt malet kopi af H. Siegumfeldt, 1875. Buste af Th. Stein, 1890 (Odense bys mus.; Fr.borg). Maleri. Tegn. af Hans Matthison-Hansen (Fr.borg). Statue af Carl Mortensen, 1929, efter forarbejde af J. Mølgaard (det tidligere højskolehjems have, Haderslev). – Navnet indskrevet på Skamlingsbankestøtten, af F. Meldahl, 1863. Mindesten i Højeruplund, Stevns, 1911. Mindeplade på Møllepladsen 2, Haderslev.

Bibliografi

Danske politiske breve, udg. Povl Bagge og P. Engelstoft I-II, 1945–48 (jfr. IV, 1958 425 454). Danske mag. 7.r.I, 1936 352–91 (breve fra Th. Olshausen til P. H. L.). Laurids Skau: Brevveksl. med politiske venner i Kbh., udg. H. V. Gregersen, 1966 714. Samme: Brevveksl. med politiske venner i Sønderjylland, udg. samme II, 1970 924. – L. Skau: P. H. L" 1865. Joh. Ottosen i Sønderjyske årbøger, 1894 17–32. Fr. Barfod sst. 245f. Joh. Ottosen: P. H. L.s hist. gærning, 1896. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede III-VIII, 1916–22. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931–34. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937. Jørgen Hatting: Sønderjydske førere, 1942 69–89. G. Japsen: Den nationale udvikl. i Åbenrå, 1961 150–61 176 206f. H. Fangel: Haderslev bys hist. I, 1975. – Papirer i Rigsark. Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig