Oliver Effersøe, Oliver Johan Thomas Ludvig Effersøe, 20.3.1863-8.3.1933, sysselmand, politiker. Født i Tvøroyri, død i Charlottenlund, begravet Ordrup kgd. E. blev exam. juris 1882, var fuldmægtig på faderens kontor i Tvøroyri 1883-94, sysselmand for Suduroy syssel 1894-1920, postekspeditør i Trongisvågur 1883-1905, formand for Froðba sogns kommune 1889-1905, medlem af lagtinget 1889-92, 1900 og 1905-31 indtil han på grund af sygdom bad sig fritaget for hvervet, lagtingets formand 1924-28, folketingsmand for Færøerne 1906-13, 2. viceformand i folketinget 1910-12 og 1. viceformand 1912-13, landstingsformand for Færøerne 1914-15 og 1921-28, tingvalgt medlem 1929-33, medlem af rigsretten 1923-28, rigsrettens viceformand 1925, medlem af udenrigspolitisk nævn 1923-28. Endvidere var han medlem af direktionen for Færø Amts Sparekasse 1918-23 og formand i Suduroy præstegælds forligs-kommission 1894-1905. – E. var lagtingets første folkevalgte formand, var 1906 medstifter af sambandspartiet og i mange år dets formand. I rigsdagen sluttede han sig til venstrereformpartiet, senere venstre, og indtog til tider en ret fremskudt stilling inden for det. Han var en dygtig parlamentariker der varetog Færøernes interesser med indsigt og kyndighed, og havde tillige et åbent blik for betydningen af samhørigheden mellem Færøerne og Danmark, både i kulturel og økonomisk henseende.

Familie

Forældre: sysselmand, senere kancelliråd Gudmund Christie Laurentius Isholm E. (1828-1916) og Cathrine Elisabeth Helene Moller (1825-1903). Gift 1. gang 29.1.1899 i Térshavn med Susanne Josephine Astrid Svendsen, født 5.7.1865 i Midvågur, død 21.12.1901 i Tvøroyri, d. af sognepræst til Vågar John Johan Frederik S. (1822-79) og Sigrid Jeanette Augusta Effersøe (1833-1924). Gift 2. gang 18.9.1913 i Tvøroyri med Selma Marie Cecilie Nielsen, født 20.11.1883 i Randers, død 17.6.1969 i Ordrup, d. af købmand Peter N. (1837-1909) og Jensine (Signe) Christine Rasmussen (1845-1921). – Bror til Rasmus E.

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1921.

Ikonografi

Portrætteret på Oscar Matthiesens mal. 1923 af den grundlovgivende rigsdag 1915 (folketinget). Foto.

Bibliografi

Henning Heilesen i Pers. hist. t. 15.r.III, 1969 109-23 (slægten E.). V. Elberling: Rigsdagens medlemmer gennem 100 år I, 1949 132f. Jørgen Steining i Færøerne I, 1958 230 237 239. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig