N.J. Larsen

N.J. Larsen, Niels Jakob Larsen, 24.11.1845-15.12.1928, politiker. Født i Lumsås, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). L. voksede op i fattige kår, var vogterdreng, men viste tidligt læselyst, kom 1862 på Blågårds seminarium, blev student 1865 og cand.jur. 1870. Han var et fint juridisk hoved og havde i det hele megen sans for studium og kundskabstilegnelse, var af menneskelig type nærmest den stuelærde, lidt pedantiske akademiker, men en politisk interesse der havde forbindelse med hans oprindelse fra landalmuen i en af bondebevægelsens egne på Sjælland førte ham som Viggo Hørup bort fra forsøg på at skabe sig en embedskarriere. L. begyndte 1870 korrespondancevirksomhed fra rigsdagen til den voksende venstrepresse i provinsen og indledte dermed fire år efter oprettelsen af Ritzaus Bureau den partibestemte korrespondance der senere blev almindelig for hvert parti. 1873–81 redigerede han venstres organ Morgenbladet i Kbh. L. var en dygtig journalist med skarp polemisk pen, men uden i temperament eller stilistisk evne at kunne måle sig med Hørup der var hans medarbejder. 1880 var han Edvard Brandes' hjælper under hans første valgkampagne på Langeland, men samarbejdet mellem L. og det litterære, fritænkerisk orienterede venstre var ikke holdbart, og i april 1881 fratrådte han ledelsen af Morgenbladet hvis ansvarlige redaktør derefter blev Hørup.

1881–95 var L. revisor i Den sjællandske Bondestands Sparekasse, 1891–1918 direktør for Østifternes Brandforsikring for Landbygninger; han virkede også en tid som lærer i historie, bl.a. ved Blågårds seminarium, og var 1904–13 censor ved de juridiske eksaminer. Som venstrepolitiker var han 1881–1903 valgt til folketinget i Stubbekøbing. Han gjorde sig ikke så stærkt gældende i agitationen på større folkemøder som i det parlamentariske arbejde; han var fuldblods jurist og derfor en yderst værdifuld kraft under venstres opposition mod ministeriet Estrup og særlig dets justitsminister J. M. Nellemann; han var i det hele en skarpsindig og ofte spidsfindig debattør, desuden en ivrig og dygtig forhandler. Han arbejdede bestandig med i forsøgene på at få provisorietilstanden afsluttet og knyttede sig efterhånden helt til Frede Bojsen, hvis nære medhjælper han blev ved afslutningen af forliget 1894, men kom i bittert modsætningsforhold til Bergianere og Høruppere. 1892 rejste han spørgsmålet om en retsreform, 1892–95 var han formand for finansudvalget. Med det forhandlende venstres nederlag og tilbagegang blev også hans indflydelse skudt stærkt tilbage, og han gjorde sig i sine senere rigsdagsår mindre gældende. Han var ingen førernatur, ingen frodig eller dybt original begavelse, men ud fra gode intellektuelle forudsætninger har han været blandt dem der gjorde et grundlæggende arbejde i det danske venstres tjeneste.