Julius Wulff

Julius Wulff, Johan Frederik Julius Wulff, 22.2.1852-29.4.1924, politiker. Født i Køge, død i Charlottenlund, begravet i Ordrup. W. blev student 1869, privat dimitteret, studerede zoologi, var en tid assistent ved Zoologisk museum og udgav bogen Danmarks Pattedyr, 1881. Han var lærer ved Hjørring realskole 1879-87 og vaktes politisk i 1880ernes kraftige røre. Han sluttede sig til højre og tilhørte dets udpræget konservative fløj. Det var især erhvervspolitik og toldspørgsmål der optog ham. Han var redaktør af Hjørring Amtstidende 1885-93 da han flyttede til Kbh. for at overtage stillingen som sekretær i fællesrepræsentationen for industri og håndværk hvor han fra 1913 til sin død virkede som konsulent og redaktør af dens blad. W. havde forgæves søgt valg til folketinget i Hjørring 1887, men da landsognene ved valgloven 1894 udskiltes fra selve Horsens by stillede han sig i bykredsen og vandt den. 1898 tabte han den til M. C. Lyngsie, søgte derpå valg i Ålborg 1903, i Odense 1906 og sejrede over Herman Trier 1909 i Kbh.s 1. kreds som han repræsenterede til 1918 da han ikke søgte genvalg. I sin første rigsdagsperiode kastede W. sig ivrigt ind i debatten om skatte- og toldlove. Hans hovedmodstander var frihandelens bannerfører A. Peschcke Køedt, og på sin side blev W. noget af et samlingsmærke for tilhængere af toldbeskyttelse. Med et vidtstrakt kendskab til toldpolitik forfægtede han sin sag i lange, med rivende fart holdte taler, i og uden for folketinget. I pjecen Er Tiden ikke moden for en Byerhvervspolitik?, 1899, kastede han handsken til landbovenstre som han gjorde det 1905-07 i en række pjecer om toldbeskyttelse. Håndværks og industris interesser lå ham altid på sinde. Skønt han foreslog en almen tvungen ulykkesforsikring stemte han mod loven om arbejderulykkesforsikring fordi præmien skulle betales af arbejdsgiveren alene.

Ved sin genindtræden i tinget 1909 placerede W. sig igen på yderste højre fløj. Han stemte mod J. C. Christensens forsvarslove af 1909. De styrkede ikke forsvaret så stærkt som han ønskede. Han var med til at stille den dagsorden som væltede ministeriet Holstein-Ledreborg der havde gennemført forsvarslovene. Han havde vendt sig mod hemmelig afstemning og mod kvinders valgret og stemte ene mand i folketinget mod grundloven af 1915 fordi den begrænsede landstingets indflydelse væsentligt. W. billigede højres reorganisering 1915 til det konservative folkeparti og var de følgende år partiets finanspolitiske ordfører. Skønt han ud fra sin hele indstilling måtte være en afgjort modstander af det radikale venstre var han på visse områder forstående over for den politik den radikale regering førte under første verdenskrig. I finanslovdebatten okt. 1915 udtalte han: "I en Situation som den nuværende maa netop Samfundshensynet være det overvejende frem for det individuelle ... Hvad de to Principper (individualisme og socialisme) angaar er jeg overbevist om, at det er lige uheldigt, hvilket af dem, der regerer, naar der regeres enevældigt ...". Dette synspunkt lå ikke fjernt fra regeringens politik, men når W. samtidig anbefalede udførselstold for visse varer for at bevare dem i landet var afstanden til de radikale og venstre stor. Regeringens neutralitetspolitik støttede han. Da der fra medlemmer af oppositionen rejstes tvivl om indsats fra forsvaret i en given situation stillede han efter forudgående aftale med ministeriet en forespørgsel til forsvarsminister P. Munch der 16.3.1915 gav et svar som W. kunne være tilfreds med. Hans accept af regeringens neutralitetspolitik kom også frem indirekte under forhandlingerne 1916 om det vestindiske øsalg som han var en forbitret modstander af. I den konservative gruppe ville nogle kræve udenrigsminister Erik Scavenius' og finansminister Edv. Brandes' afgang. W. gik imod: "Brandes har doceret Løgnen; det har Scavenius dog ikke", sagde han. – I fællesrepræsentationen for håndværk og industri havde W. gennem længere tid arbejdet for at organisationens tidsskrift skulle omdannes til dagblad. Det skete april 1918. W. blev redaktør af Dagblad for Industri og Haandværk og gik samme år ind i det nydannede erhvervsparti. – Trods ovennævnte eksempler på formidlende indsats var W. ikke just forhandlingens mand. På adskillige områder var han principrytter, men alle kunne anerkende hans flid, hans sagkundskab på felter der havde hans specielle interesse og hans arbejde for erhvervslivet.