J.J. Bjerre

J.J. Bjerre, Jens Jakobsen Kokholm Bjerre, 24.4.1847-25.9.1901, politiker, kultusminister. Født på Sønder Kokholm i Tørring sg. ved Lemvig, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). B. blev student 1866 (privat dimitteret), konst. førstelærer i Grenå 1870, lærer ved Efterslægtens skole i Kbh. 1870–73, cand.teol. 1872, kapellan i Vester og Øster Hassing ved Ålborg 1873, sognepræst sst. 1876 og 1887 tillige provst for Kjær herred. Politisk sluttede han sig fra første færd til højre hvis lokale organisationer han i løbet af 80erne energisk og dygtigt udbyggede. 1887 og 1890 stillede han sig forgæves til folketinget i Ålborg-kredsen, men 1890 valgtes han til landstinget i den daværende 7. kreds. Som formand for højres forretningsudvalg havde han ledelsen af partiets agitations- og organisationsarbejde ud over landet i sin hånd, og på et tidspunkt hvor afviklingen af provisoriepolitikken indledtes fik han i kraft af sin arbejdsevne, sin frisindede tænkemåde og fordragelige forhandlingsform en væsentlig indflydelse på højres saglige standpunkter og politiske taktik. Det skyldes således for en ikke ringe del ham at skoleloven af 24.3.1899 blev gennemført. 1900–01 var han kultusminister i ministeriet Sehested. Der knytter sig ingen lovgivningsresultater af betydning til hans korte ministerperiode. Administrativt kom han til at beskæftige sig med det kirkelige røre der opstod omkring V. Brückers kirkelige polemik i Højskolebladet og Vilh. Becks udtalelser om "de fordrukne og usædelige Præster". Affærer som han der tilhørte Kirkeligt centrum afgjorde i forsonlig ånd. Derimod afskedigede han pastor Anton Anton Jensen, Harboøre der i strid med folkekirkens lære havde prædiket i unitarisk ånd. Allerede da B. indtrådte i ministeriet var han mærket af den brightske syge der et par måneder efter ministeriets afgang lagde ham i graven.