Holger Eriksen

Holger Eriksen, 5.12.1894-8.4.1988, politiker, redaktør. Født i Østbirk, Østbirk Yding sg. E. voksede op i et yderst beskedent landarbejderhjem; faderen var stærkt politisk engageret og havde været med i Harald Jensens agitation for at vinde husmænd og landarbejdere for socialdemokratiet. Helt usædvanligt for tiden lykkedes det for forældrene at få sønnen i realskole, og efter bestået realeksamen blev han journalistelev ved venstrebladet Løgstør Avis, men kom 1913 til den socialdemokratiske provinspresse, først i Vejle, senere i Slagelse, København og Næstved indtil han 1921 blivende blev knyttet til Demokraten i Århus hvor han tidligt blev den ledende politiske redaktør indtil han faldt for aldersgrænsen 1965; en overgang under besættelsen måtte han dog efter tysk krav officielt træde tilbage som redaktør. Efter sin afsked fra Demokraten har E. virket som socialdemokratisk kommentator i Jyllands-Posten. I dansk presse har E. været en markant skikkelse, mindre dog i kraft af journalistisk nybrud, men mere på grund af de skarpt formulerede standpunkter som jævnligt gik på tværs af partiets politik i den enkelte sag. E.s form kunne veksle fra enkle udhuggede formuleringer til tunge, tal- og eksempelspækkede artikler. Det sidste har også kendetegnet hans politiske taler. Lige fra starten var E. socialdemokrat. I Vejle, Slagelse og Næstved var han en forgrundsfigur i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, og straks efter at være kommet til Århus gik han ind i det organisatoriske arbejde. Her var han 1924-49 formand for Socialdemokratisk forening i nordre kreds og kom derfra ind i partiets hovedbestyrelse 1927-65 og dets forretningsudvalg 1939-65. Politisk satsede E. oprindeligt lokalt og var 1929-35 medlem af Århus byråd, de to sidste år som viceborgmester og gruppens formand. Han var medlem af de centrale udvalg i byrådet og havde uden tvivl haft den mulighed for øje at blive borgmester ved Jakob Jensens afgang hvor valget imidlertid faldt på H. P. Christensen. Trods det lokalpolitiske engagement havde E. dog også tidligt markeret sig landspolitisk og var under det første ministerium Stauning 1924-26 en skarp kritiker af afhængigheden af de radikale, ligesom han 1927 på partikongressen i Vejle var blandt de ledende i kampen mod partiets toldbeskyttelsespolitik. I 1930erne accepterede E. samarbejdet med de radikale, men op mod 1940 vendte han sig – dengang dog inden for partiets vægge – mod for stærk hensyntagen til regeringspartneren. Han var da kommet ind i folketinget hvortil han valgtes 1935-45 (opstillet i Århus søndre) og 1947-66 (opstillet i Århus nordre) og tidligt fik en fremtrædende position, både når det gjaldt det saglige udvalgsarbejde, og når det gjaldt de store liniers politik; også her markerede han dog ofte, navnlig i sine sidste år, særstandpunkter, især når partiledelsen gav afkald på de principielle synspunkter. Det var dels et temperamentsspørgsmål, men også den grundholdning at partiet blev svækket gennem for mange kompromiser. Blandt E.s mærkesager kan især nævnes hans bestræbelser på politisk at bekæmpe grundspekulationen og for at få gennemført en indkomstudlignende skattepolitik. Selv om E. ikke blev minister blev hans store indsigt og politiske erfaring taget i brug i væsentligt udvalgsarbejde. Under arbejdet med forfatningsreformen forud for grundloven af 1953 var han således formand for det udvalg der forberedte overgangen til etkammersystemet og de nye valgregler, ligesom han i en lang periode var formand for den parlamentariske kommission til undersøgelse af forholdene under besættelsen. Her som i andre kommissioner og udvalg viste han sine evner for en afbalanceret ledelse og administration som kunne stå i modsætning til det billede offentligheden havde af ham.