Chr. Leth Espensen, Christian Leth Espensen, 21.11.1855-3.2.1933, politiker. Født på Højlund, Dover sg, død i Viby ved Århus, begravet sst. L. E. var på Viby højskole hos Lars Bjørnbak tre vintre og et sommerhalvår, derefter på Faurbogård agerbrugsskole 1876–77, blev 1885 ejer af Vibygård ved Århus, var 1883–89 og 1904–07 medlem af Viby sogneråd. Han følte sig udpræget som Bjørnbakker, men udformede den bjørnbakske tankegang i en så ensidig agrarisk retning at det næppe ville have vundet læremesterens bifald. Han deltog ivrigt i alle bevægelser for landbostandens selvhævdelse på sin egn og på landsplan og var med N. Neergaards ord "en velbegavet mand med en indtrængende, stærkt aggressiv veltalenhed, energisk og initiativrig". Han gjorde sit navn kendt allerede under "smørkrigen" 1887–88, da han sammen med Vilhelm Lassen arbejdede for "bondeorganisationen", blev senere en af de mest fremtrædende i agrarbevægelsen og udgav 1892 pjecen Frem. Bondemand, frem! Hvad vil Agrarerne? Han skrev meget i Aarhus Amtstidende, var imod at bladet efterhånden gik bort fra den rene bjørnbakske linje, og drev uafladelig opposition mod N. Neergaard i de fem år denne var bladets redaktør. L. E. stillede sig 1892 til folketinget i Vestervig, valgtes s.å. ved suppleringsvalg i Odder, genvalgtes 1895, faldt 1898, stillede sig forgæves sst. 1903, valgtes i Kellerup 1909, faldt 1910. Han tilhørte indtil forliget 1894 det forhandlende venstre, var derefter som regel løsgænger, stod 1909–10 i valggruppe med de radikale, men bestandig lod han sig lede af et rent agrarisk synspunkt der førte ham til modstand ikke blot i bjørnbaksk ånd mod militærudgifter og værnepligt, men også mod forhøjelse af lærerlønninger og valgkredsomlægning og mod det demokratiske grundlovsforslag 1912 i pjecen Bondetanker i Anledning af Grundlovskampen, 1913.

Familie

Forældre: gårdejer Espen Nielsen (1819–80) og Mette Pedersen (1829–98). Gift 1.8.1879 i Hasle ved Århus med Johanne Marie Micholine Michelsen (Trige), født 9.9.1858 i Hasle, død 22.7.1938 i Viby, d. af gårdejer og sognefoged Mikkel Jensen (T.) (1815–77) og Ingeborg Mikkelsdatter (1819–1903).

Ikonografi

Afbildet på træsnit s.m. Vilh. Lassen, 1888.

Bibliografi

Århus amtstid. 24.10. og 26.10.1892, 4.2. og 9.2.1933. Agrarbladet 1.4.1898. A. Christensen: Vilh. Lassen, 1919 24. N. Neergaard: Erindr., 1935 290. [Hans Jensen og Thorkil Kristensen:] Landbosparekassen i Århus 1862–1937, 1937.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig