C. Berg

C. Berg, Chresten (Christen) Poulsen Berg, 18.12.1829-28.11.1891, politiker. Født på gården Sønder Bjerg i Fjaltring sg. ved Lemvig, død i Kbh. (Garn.), begravet i Kolding. B.s far var en myndig og forholdsvis velstillet mand af en gammel stedfast slægt som nød megen anseelse på egnen. Han døde da sønnen kun var elleve år gammel, men efterlod sin enke i jævnt solide kår. B., som var den syvende af ti søskende, kom ud at tjene som hyrdedreng straks efter sin konfirmation, men tidligt havde han foresat sig engang at ville "være noget". Hans hu stod til "bogen" langt mere end til bondearbejdet, og under vejledning af sit hjemsogns præst og siden af andre forberedte han sig til optagelsesprøven på seminariet. Trods sin ungdom viste han så store anlæg for børneundervisning at det vandt almindelig anerkendelse på egnen. I sept. 1848 blev han elev på Ranum seminarium som da lededes af Ludv. Chr. Müller. Han var den som fik den mest afgørende indflydelse på B. i ungdommen; han fæstnede hos ham den stærke nationale følelse som allerede var vakt ved begivenhederne 1848 og vandt ham for Grundtvigs folkelige og kirkelige frihedskrav. 1850 tog han lærereksamen med udmærkelse. 1851 blev han huslærer hos proprietær Henriksen i Starup ved Kolding, og 1852 ansattes han som lærer ved Borgerskolen i Kolding hvor han forblev til 1861. Her fik ikke blot hans fremragende pædagogiske evner deres fulde udfoldelse, men snart kastede han sig ind i en energisk agitation for en forbedring af skolevæsenet. Også for byens højere undervisning interesserede han sig stærkt og var her ikke bange for at indlade sig i offentlig polemik mod selve amtmanden, den almindeligt beundrede Orla Lehmann. Byens kommunale anliggender var genstand for hans levende opmærksomhed, og i godt et år var han byrådets lønnede sekretær. Samtidig voksede hans politiske interesse stærkt. 1861 fik han efter sit giftermål førstelærerembedet på Bogø hvor han foruden bedre økonomiske kår opnåede en selvstændigere og friere stilling. Det varede ikke længe inden skolens undervisning var totalt reformeret. Samtidig oprettede han Sømandsskolen der få år efter blev en egentlig navigationsskole, og siden skabte han den store realskole. 1868 blev B. formand for øens sogneråd, og i det hele nåede han efterhånden en så afgørende indflydelse på alle øens forhold at hans modstanderes øgenavn, "Kongen paa Bogø", ikke helt savnede berettigelse. B. så ofte tilbage på sine første Bogøår som den fredeligste idyl i sit liv, men det varede dog ikke længe før stærke indre tilskyndelser kaldte ham bort derfra. Allerede 1853 skrev han til en ven: "Politik er mit Hovedstudium." Med sine politiske venner i Kolding-kredsen havde han fra Bogø vedligeholdt forbindelsen, og der havde et par gange været tale om hans kandidatur, men først i slutningen af 1864 var spørgsmålet for alvor blevet brændende. Han valgtes 30.1.1865 i Koldingkredsen til rigsrådets folketing med stort flertal. Vennerne kaldte indtrængende, og selv skriver han: "Det suser og bruser i mig ... Jeg har en Del Tillid til mig selv og den gode Sag, jeg vil kæmpe for; og efter Kamp længes jeg." Det var kampen om forfatningssagen som afgørende kaldte på B. Han optrådte imod ministeriets grundlovsforslag og erklærede junigrundlovens opretholdelse for sit principale standpunkt, men samtidig nægtede han ikke at modstanden kunne blive så skarp at man måtte nøjes med mindre. I 1865 stod det ham klart at den uforandrede junigrundlov ikke lod sig opretholde, og han gav nu sin stemme til det kompromis som siden blev den reviderede grundlov af 1866. Hvor meget han end misbilligede den foreslåede sammensætning af landstinget og navnlig kongevalgene stod den for ham som det mindste onde. Ved opløsningsvalget til rigsdagens folketing juni 1866 valgtes B. i Koldingkredsen som han ubestridt bevarede til sin død. I den tale hvor han ved grundlovsforslagets sidste behandling i folketinget sammenfattede sine grunde til at stemme for forslaget advarede han mod en alt for pessimistisk bedømmelse af de virkninger det i fremtiden ville få, men, tilføjede han, skulle det vise sig at den privilegerede valgrets ting ikke ville nøjes med at øve en modererende indflydelse, men "tage tøjlen i sin hånd" ville han være med at "rejse frihedens fane" med landstingets omdannelse som mål. B. læste i disse år flittigt i Rigsdagstidende, betænkninger, lovsamlinger osv. således at han kunne være nøje inde i den bestående lovgivnings enkeltheder. Den unge lærers vedholdende flid på Christiansborg var ved at blive en fabel i rigsdagskredse, og til sidst måtte formanden af hensyn til budene bede ham ikke fortsætte sine granskninger til ud over kl. 11 aften. I slutningen af 1860erne sluttede han sig til "Det nationale venstre" der foruden ham talte bl.a. Sophus Høgsbro, Balth. Christensen og N. J. Termansen som medlemmer, men stod i ret godt samarbejde med den af J. A. Hansen ledede "bondevenlige" venstregruppe hvorimod han ikke kunne forlige sig med den bjørnbakske gruppe under Gert Winther. Fra 1866 var han medlem af finansudvalget hvor han snart opnåede stor indflydelse. For gennemførelsen af hærloven af 1867 gjorde B. i nøje samvirke med krigsminister V. R. Raasløff et betydeligt arbejde. Også i behandlingen af landkommunalloven og love vedrørende kirke- og skoleforhold samt af de store samfærdselslove tog han virksom del. Han arbejdede sig i denne periode op til at blive et af venstres ledende medlemmer. Så kom ministeriet Frijs' afgang 1870 og dannelsen af ministeriet Holstein. Ministeriets "parlamentariske afgang" havde vakt forventninger om at der også ville blive taget parlamentariske hensyn ved sammensætningen af den nye regering. Dette førte til en sammenslutning af de tre venstregrupper til et "forenet venstre" der talte op mod halvdelen af folketingets medlemmer, og udstedelsen af et fælles manifest i hvilket kravet første gang rejstes om at regeringen skulle være i politisk overensstemmelse med folketingets flertal. Manifestet var redigeret af Christopher Krabbe, men utvivlsomt har B. været den stærkest fremaddrivende kraft hen imod den politik det var udtryk for. I samlingen 1871–72 blev han finanslovsordfører, og i denne og den følgende samling indbragte han de vidtrækkende forslag om valgret for alle skatteydere til sogne- og amtsråd, byråd og Kbh.s borgerrepræsentation. 1872 forfattede han sammen med J. A. Hansen og Krabbe venstres reformprogram, og i somrene 1871 og 1872 foretog han de omfattende agitationsrejser over hele landet som mere end noget andet styrkede hans politiske magtstilling. J. A. Hansen og venstres øvrige førere deltog også i hans rejser, men ligesom B.s 600 miles rekord 1872 var det dobbelte af J. A. Hansens således overgik hans agitation de andres i friskhed og styrke. Med elementær kraft hamrede han overbevisningen om det parlamentariske kravs retfærdighed og sejrende styrke ind i sine tilhøreres bevidsthed. Særlig i det politisk hidtil noget forsømte Jylland blev hans agitation af grundlæggende betydning. Overalt forstod han at drage hidtil ubrugte kræfter frem, instruere dem til at fortsætte agitationen sogn for sogn og sammen med ham forberede valgene. Hans evne til at vinde mennesker og huske dem og deres forhold gennem årene var enestående. B. plejede at sige at når junigrundloven var tabt lå det mest af alt i at småfolk ikke ret forstod hvad den almindelige valgret var værd for dem og deres børn. Mangfoldige også af de husmænd og arbejdere der hidtil enten slet ikke var gået til valg eller kun var mødt der som stemmekvæg for andre skyldte B. deres politiske vækkelse.

Fra disse år stammer også grundlæggelsen af den indflydelsesrige "B.ske presse". B. anså det ikke for muligt at nå sit politiske mål alene ved den personlige agitation; "den lille daglige dosis" som kun pressen kunne give måtte til. Endnu i den første halvdel af 1860erne havde provinspressen på et par undtagelser nær enten været politisk farveløs eller en afglans af den nationalliberale hovedstadspresse. B. kastede sig med ukuelig energi i brechen, og med sine vidtstrakte personlige forbindelser, sit store administrationstalent, sin altid redebonne arbejdskraft og den dristighed hvormed han trods sine begrænsede midler økonomisk vovede skindet beherskede han efterhånden en stor gruppe af dagblade. 1871 stiftedes Kolding Folkeblad med dets talrige vestjyske aflæggere der efterhånden som midlerne tillod det delvis afløstes af blade med eget trykkeri. 1874 oprettedes Frederiksborg Amts Dagblad, og 1873 var B. den drivende kraft ved oprettelsen af Morgenbladet som venstres hovedorgan hvis økonomiske og politiske leder han i en årrække var. I 80erne oprettedes bl.a. Viborg Stifts Folkeblad, Thisted Amts Tidende, Holbæk Amts Dagblad, Herning Dagblad, Ringkjøbing Amts Dagblad og Holstebro Dagblad. 1872 stod B. allerede som den mest betydende af venstres førere. Den eneste som kunne gøre ham rangen stridig var den 66-årige J. A. Hansen, men hans indflydelse havde været dalende efter forfatningsforliget og den mislykkede oktober-foreningsalliance. Valgsejren 1872 som bragte venstre et om end kun lille flertal i folketinget øgede yderligere hans autoritet. B. anså nu øjeblikket for kommet til at søge det parlamentariske krav gennemført. Han havde ofte, selv hjemme i sin trofaste Koldingkreds, måttet høre ilde for sin medvirken til den reviderede grundlovs gennemførelse, og han følte nu en moralsk forpligtelse til at føre sandhedsbevis for den påstand hvormed han 1866 havde begrundet sin afstemning at selv under denne forfatning var folketinget stærkt nok til at hævde sin konstitutionelle overvægt over landstinget og sikre sig det politiske førerskab. Lidenskabeligt overbevist om det parlamentariske kravs berettigelse og om sin egen evne til at føre det igennem undervurderede han styrken af den modstand han ville møde og overvurderede det skrøbelige folketingsflertals kampdygtighed. Det havde ingen tiltrækning for ham at søge venstres reformprogram delvis gennemført gennem møjsommelige kompromiser med regering og landsting, kun under ledelse af en sejrrig venstreregering kunne reformerne gennemføres på den måde folket havde krav på. I forårssamlingen 1873 gennemførte han i overensstemmelse med denne tankegang en folketingsbeslutning om at standse behandlingen af de af venstre indbragte programforslag med en dagsorden og en adresse til kongen hvori der krævedes ministerskifte, og da dette afsloges ønskede B. at gå til finanslovnægtelse. Han støttedes heri af J. A. Hansen, men et betydeligt mindretal af partiet nægtede at følge ham og stemte for finansloven. I efteråret 1873 kom dog finanslovnægtelsen med det efterfølgende opløsningsvalg ved hvilket stillingen blev omtrent som forud for valget. For B. var resultatet en skuffelse, og han måtte modstræbende erkende at det for tiden ikke var muligt at gå videre ad finanslovnægtelsens vej. – Ugunstigt for ham virkede også den affære som fremkaldtes ved at han i Morgenbladet misbilligede den tilrettevisning kultusministeren havde tildelt lærer H. Andersen i Kældernæs for formentlig majestætsfornærmelse. B. satte nemlig igennem at venstre foreslog en mistillidsdagsorden til kultusministeren, men da ministeriet erklærede at dagsordenens vedtagelse ville have folketingets opløsning til følge trak partiet den, trods B.s stærke modstand, tilbage. For B. personlig medførte sagen i øvrigt den konsekvens at han da han ikke ville modtage den tilrettevisning ministeriet lod skoleautoriteterne diktere ham nedlagde sit embede på Bogø og flyttede senere til Hillerød. Han boede her 1876–84, slog snart rod i byen og blev et virksomt medlem af byrådet. Under det svage ministerium Fonnesbech så B. muligheder for at tvinge højre væk ved en kamppolitik, men kunne ikke samle sit parti om kursen. Resultatet blev den første alvorlige splittelse i det forenede venstre, 21 medlemmer fulgte ham, medens 30 fulgte Frede Bojsen og Høgsbro. Dermed var nye fronter skabt bortset fra den korte tid omkring valget 1876 der gav hans gruppe en særlig stor fremgang. Forsvarssagen der i disse år spillede en hovedrolle i dansk politik var nok det punkt hvor B. havde sværest ved at skabe enhed i venstre, og han gjorde næppe selv som siden hans efterfølger, J. C. Christensen, forsøg på udadtil at lægge sig på et standpunkt der kunne dække alle nuancer inden for partiet. B. var med hele sin begejstrede nationalfølelse positiv over for forsvarsvæsenet. Hans idé var folkevæbningssystemet ligesom i Schweiz, "et folk i våben" var for ham et udtryk for det folkelige demokrati som han kæmpede for. I sine mange og lange taler om forsvarssagen brugte han ofte svulmende vendinger, således når han 1876 talte om at "skabe et Dannevirke i hver mands bryst". Dette udtryk dækkede nok mange grundtvigianeres opfattelse, men i store dele af hans parti og blandt modstanderne klang det hult og lettere komisk. B. var givet en stærk modstander af Københavns befæstning; men i sidste halvdel af 1870erne synes han dog at have tænkt at give efter i forsvarssagen i forventning om til gengæld at få kravet om parlamentarisme opfyldt. Striden mellem de to venstregrupper der blev voldsomt skærpet efter at Frede Bojsen og L. Holstein Ledreborg 8. 11.1877 indgik forlig med landstinget om den provisoriske finanslov blev udnyttet af højre i de følgende fem år. B. førte en uforsonlig kamppolitik mod de moderate og forsøgte samtidig en tilnærmelse til regeringen, havde således under-håndsforhandlinger med kultusminister J. C. H. Fischer og siden med krigsminister W. Kauffmann hvem han 1879 direkte hjalp til en stor bevilling til Københavns søbefæstning. Sagen bevirkede imidlertid at ni af hans nærmeste partifæller forlod hans gruppe.

Mere ødelæggende for B.s position var det dog at hans modstandere i venstre gang på gang lagde sig i vejen for B.s forbindelse med højre, overbød ham ved flere lejligheder og sluttede forlig med regeringen efter forhandlinger bag hans ryg. Afgørende for B.s videre løbebane blev hans forhandlinger i foråret 1880 om hærloven der sluttede med at Bojsen og hans gruppe hen på sommeren underhånden sluttede forlig med højre efter at B. i månedsvis havde forhandlet med krigsministeren, men tøvede med at sige "sit sidste ord". Det var et sviende nederlag for B. der viste ham selv og offentligheden at han ikke egnede sig for den finere politiske taktik som Frede Bojsen mestrede.

Det var i det hele taget et karakteristisk træk hos B. at hans evner svarede mere til at være høvding i vælgerbefolkningen end partifører på rigsdagen. Lige så stortskåret som han var af legemsbygning, lige så storliniet var han af tankegang og væremåde og derfor et let offer for de smålige intriger der stadig blev smedet mod ham og hans parti. Dertil kom at han selv over for sine partifæller i venstre kunne virke hensynsløs og despotisk på en måde der frastrødte selv hans nærmeste. Disse var på den anden side i høj grad afhængige af hans uhyre nimbus ude i landet og derfor skiftevis tiltrukket og frastødt af ham. – B.s liberalisme var mere rummelig end fx Frede Bojsens – det var derfor ikke blot af taktiske grunde når han fra 1876 kom til at stå sammen med den meget yngre Viggo Hørup, siden gik fuldt ind for Edvard Brandes' valg til folketinget og for begges optagelse i Morgenbladets redaktion. Men efter nederlaget på hærloven 1880 og under indtryk af Estrups skærpede politik så B. ingen anden mulighed end en tilnærmelse til de moderate og genoptagelse af den rene kamppolitik, den kurs hvorom han kunne rejse stemning ude i landet og samle de splittede tropper i folketinget. Det var da med B. som bannerfører at et samlet venstre fra 1881–82 gennemførte visnepolitiken. Selv troede han nu at sejren var nær, bl.a. fordi den liberale bevægelse i byerne var ved at undergrave højres stærkeste støttepunkter. B. stod i årene 1882–84 på sin magts højdepunkt, navnlig efter at han i okt. 1883 blev valgt til folketingets formand.

På samme tid forberedte B. løsgørelsen fra sine radikale makkere, Hørup og Brandes, hvis provokerende politik i forsvarssagen og på det kirkelige område blev ham stadig mere fremmedartet og utålelig. Først fik han dem manøvreret ud af Morgenbladets redaktion, og siden dannede han med Bojsen og Høgsbro "det danske venstre" med 47 medlemmer mod de radikale "europæeres" langt mindre gruppe. Kronen på værket blev den store valgsejr i juni 1884 efter hvilken han helt sikkert ventede at blive kaldet til minister. Skønt B. på hundreder af møder landet over havde opflammet til kamp mod regeringen under devisen: "Gå aldrig på akkord med uretten" var han dog ret tilbageholdende da konflikten virkelig brød løs i foråret 1885. Han søgte underhånden at undgå provisoriet og arbejdede imod tendenserne til voldelig modstand mod regeringen. Alligevel blev han selv offer for uforsonligheden og regeringens skarpe forholdsregler imod politisk uro. Ved et møde i Holstebro 14.6.1885 hvor politimesteren havde taget plads på tribunen nægtede B. at tale førend politimesteren havde forladt pladsen. Denne blev da lempeligt ført væk af stedets to venstreledere. Regeringen benyttede lejligheden, anlagde sag imod Berg, og højesteret idømte ham i jan. 1886 seks måneders fængsel som han straks efter udsonede. Sagen vakte den største harme landet over, og ved sin løsladelse blev B. genstand for vældige folkefester som udtryk for hans umådelige folkeyndest. Der var imidlertid skurrende toner bag al jubelen. Venstres øvrige ledere deltog ikke i festerne og havde under B.s fængsling besluttet sig for en ny forhandlende politik. Skønt de efter løsladelsen valgte ham som formand både for partiet og for folketinget overhørte de hans krav om en videreførelse af den konsekvente protestpolitik. Først i marts 1887 da B. opdagede at der bag hans ryg forhandledes om finansloven med højre frasagde han sig i voldsomme vendinger alle sine poster og stod derefter isoleret tilbage med en gruppe på kun otte medlemmer. I det hele taget var han efter fængslingen en mærket mand. Sukkersyge var blevet konstateret, han var uligevægtig, ofte opfarende og voldsom, men udfoldede fortsat en vældig energi der 1890 førte til en ny valgsejr for ham så hans gruppe øgedes fra 8 til 17 mandater. Som følge af en konflikt omkring Morgenbladet kom han i modsætning til Bojsen og nærmede sig i det sidste år igen til Hørup.

B. døde midt i kampen – Frede Bojsen skildrer hvordan B. deltog i sit sidste udvalgsmøde: "Berg erklærede nu at han ikke mere ville deltage i udvalgets forhandling, men da end ikke Hørup og Tauber sluttede sig hertil rejste han sig opbragt og forlod stuen. Da selv hans venner lo ad en så utidig voldsomhed vendte han sig om i døren og så hen til dem. Jeg erindrer endnu tydeligt dette blik, det sidste ... Om natten døde han af et hjerteslag i sin lejlighed ved Marmorkirken ... Han var stor i sine fejl, og skønt historien engang vil belyse disse endnu stærkere så har dog sagnet i folkemunde for længst tilgivet dem – ligesom over for Frederik VII, og det nytter ikke at skyde sagnet til side; det bunder dog i en personlig sandhed". Bjørnstjerne Bjørnson skrev om B. at når han kom ind gennem døren var det som hele Danmark kom sejlende. B. personificerede hele den folkelige bevægelse der vågnede med bondevennebevægelsen i 1840-erne. Det var ham der først rigtig gav denne bevægelse ånd og stemme, vækkede den danske bondestand til politisk bevidsthed ved sin vældige personlighed, sin grundtvigsk nationale veltalenhed og sit praktiske forretningstalent. Når denne fødte folkefører ikke nåede at høste sejren på tinge skyldtes det mange omstændigheder, også træk af hans egen karakter, mangel på "social dannelse" og tendens til enerådighed. Men det må tages i betragtning at B. som egentlig partifører var den første i dansk politik -først hans efterfølger lærte af hans svagheder hvad moderne partipolitik kræver af lederen.