Thomas Madsen-Mygdal, 24.12.1876-23.2.1943, minister, landmand. Thomas Madsen-Mygdal tog lærereksamen fra Jelling seminarium, men virkede kun et par år i folkeskolen, bl.a. som vikar for faderen. Hans lyst stod til landbruget og efter et kursus 1899-1900 på Dalum landbrugsskole kom han til landbohøjskolen og tog 1902 eksamen som landbrugskandidat med et usædvanlig smukt resultat. Det følgende år var han lærer på Dalum og 1903-07 konsulent i planteavl for jyske landboforeninger. Forstander Jørgen Petersen der ønskede ham som sin afløser kaldte ham 1907 tilbage til Dalum, og 1908-20 var Thomas Madsen-Mygdal skolens myndige og dygtige leder. Han lagde stor vægt på faglig dygtiggørelse af eleverne og knyttede dertil kulturelle arrangementer. Til skolearbejdet føjedes det lokale organisationsarbejde som formand for landboforeningen for Odense og omegn og bestyrelsen for Odense Eksportslagteri, 1915-19 dets formand. Desuden redigerede han Landbrugets Ordbog I-IV, 1909-14, og skrev lærebogen Mergling og Kalkning, 1911, samt flere småskrifter. 1915-20 var han formand for foreningen af landbrugslærere. Sin interesse for praktisk landbrug plejede han som forpagter af Sandholt avlsgård ved Fåborg 1916-28. Politisk tilsluttede han sig det radikale venstre. C. Th. Zahle tilbød ham juni 1913 at gå ind i den radikale regering som trafikminister, men han krævede landbrugsministeriet. Dertil havde Zahle udset Kristjan Pedersen der stod husmandsbevægelsen nær. Thomas Madsen-Mygdal fastholdt sit krav og kom ikke med i regeringen. Under første verdenskrig brød han som en af de hårdeste kritikere af regeringens reguleringspolitik med partiet.

Thomas Madsen-Mygdal hyldede liberalismen i dens yderste konsekvenser. For ham var og blev landbruget det naturlige hovederhverv i Danmark, det eneste erhverv landet havde naturlige forudsætninger for. Han vendte sig skarpt mod enhver beskyttelse af industrien. Ethvert indgreb i den fri markedsmekanisme fra staten eller fra organisationer – og her tænkte han først og fremmest på fagforeninger – skulle bekæmpes skånselsløst. Disse synspunkter var grundelementerne i den erhvervspolitik han førte under første verdenskrig som landbrugets fortaler og gennem 1920'erne som politiker.

Sin kamp mod reguleringspolitikken og dens ansvarlige minister Ove Rode indledte Thomas Madsen-Mygdal 1914-15 da regeringen indførte maksimalpriser på korn. Et sådant indgreb i den fri prisdannelse kunne landbruget ikke godkende sagde han. Det burde som før krigen have verdensmarkedets priser. Statslig foderstofimport kunne træde i stedet for maksimalpriser og forbrugerpriserne på hjemmemarkedet nedsættes gennem tilskud, tilvejebragt ved ekstraordinære skatter. Den overordentlige kommission der administrerede reguleringerne angreb han for i overvejende grad at varetage industriens og handelens interesser. Tilslutning havde Thomas Madsen-Mygdal især hos gårdmænd og storlandbruget. Derimod var han hyppigt i strid med husmændene der ikke havde interesse i høje kornpriser og politisk stod den radikale regering nær. Hans anseelse i vide landbokredse voksede hurtigt. 1918 valgtes han til formand for de danske landboforeninger og 1919 til præsident for det nyoprettede landbrugsråd der omfattede landboforeninger, landhusholdningsselskabet og landbrugets andelsvirksomheder, men ikke husmændene. Politisk nærmede han sig venstre selv om partiet i rigsdagen tog medansvar for væsentlige dele af reguleringspolitikken. Selv blev han i kraft af sin position i landbrugsorganisationerne draget ind i forhandlinger med udlandet om eks- og import som regeringen lod erhvervsorganisationerne føre, og som industrirådet og grosserersocietetet tidligt var gået ind i.

Landbrugets forhold forhandledes 1916 i London af en delegation fra andelsudvalget med Anders Nielsen, Svejstrup, som leder; man gav englænderne tilbud om så store leverancer at det ville blive et brud på aftalerne med Tyskland og derved en hindring for videreførelse af den fastlagte neutralitetspolitik. Anders Nielsen sattes fra forhandlingerne der overlodes til Thomas Madsen-Mygdal, forpagter Chr. Sonne og etatsråd H.N. Andersen. De tre opnåede et tilfredsstillende resultat, og sammen med dem deltog Thomas Madsen-Mygdal i flere forhandlinger i London og i Berlin og Paris. Han var desuden 1917-19 medlem af erhvervenes fællesudvalg med Alex. Foss som formand og af det stående landbrugsudvalg af landbo- og husmandsforeninger 1917-19.

Da krigen var slut nov. 1918 ønskede Thomas Madsen-Mygdal så hurtigt som muligt at vende tilbage til de frie handels- og produktionsforhold fra tiden før 1914 og førte stærk opposition mod regeringen der under de stadig usikre forsyningsforhold ville afvikle restriktionerne i langsomt tempo og fastholdt at staten måtte gribe regulerende ind gennem valutakontrol da stort indførselsoverskud medførte et kraftigt fald i kronekursen. Heroverfor hævdede Thomas Madsen-Mygdal at der ville blive afsætning for store varemængder i de krigshærgede lande. Hans forbindelse med ØK gennem H.N. Andersen og broderen Johannes Madsen-Mygdal, der var direktør i ØK og bestyrelsesmedlem i det af ØK og britiske forretningsmænd oprettede United Baltic Corporation, underbyggede denne opfattelse hos ham, og da den radikale regering var afskediget påsken 1920 søgte han gennem landbrugsrådet at etablere vareudveksling med Tyskland som ØK var interesseret i. Kort efter nedlagde han sine formandshverv og indtrådte som landbrugsminister i venstreregeringen Niels Neergaard 4.5.1920. Aug. s.å. indvalgtes han i landstinget af venstre på Fyn. Ironisk nok måtte han som første opgave gennemføre en kornordning for 1921. Dertil kom en mergellov, en jagtlov og en udstykningslov, hvilende på traditionelt ejendomsforhold i modsætning til de radikales jordrenteprincip i 1919-lovene. Som administrator viste han fremragende evner og fik 1922 landbrugsministeriet udvidet med et erhvervsdirektorat som der blev megen brug for de kommende tiår.

Ud over sit fagministerium var Thomas Madsen-Mygdal en af regeringens stærkeste mænd der pressede på for at afvikle restriktioner, og som 1922 var ledende i et opgør med Neergaard. Anledningen var Landmandsbankens krise og Neergaards og handelsminister Tyge Rothes løfte om statsstøtte til bankens rekonstruktion. Det var givet uden forudgående drøftelse i regeringen og stred mod Thomas Madsen-Mygdals afvisning af kunstige ordninger og hans synspunkt om "at lade falde hvad ikke kunne stå". Neergaard var villig til at indgive regeringens demission, men J.C. Christensen mæglede. Neergaard fortsatte som regeringschef, og Rothe og udenrigsminister Harald Scavenius som H.N. Andersen over for Thomas Madsen-Mygdal og hans støtter blandt ministrene havde udtalt ønske om at få fjernet, udtrådte af regeringen. Kort tid efter, 8.11.1922, tog Thomas Madsen-Mygdal i folketinget et opgør med de konservatives industripolitik. Landbruget havde aldrig ønsket at krybe i ly bag toldmure sagde han. Kunne byerhvervene ikke konkurrere med udlandet måtte de gøre sig konkurrencedygtige ved øget indsats, nedsatte lønninger og forlænget arbejdstid. Landbruget havde aldrig kendt 8 timers arbejdsdag. I denne tale fremstod Thomas Madsen-Mygdal som en ny type venstrepolitiker. Ikke den folkelige baggrund, men det erhvervsfaglige blev det bærende.

Regeringen Neergaard gik af efter valget april 1924, og febr. 1925 nedlagde Thomas Madsen-Mygdal sit landstingsmandat. Det almindelige parlamentariske arbejde fangede ikke hans interesse hvortil kom personlige forhold, sygdom og broderen Johannes Madsen-Mygdals død. Thomas Madsen-Mygdal havde 1920 købt godset Edelgave i Smørum og helligede sig nu driften af godset, men da det nov. 1926 blev klart at folketingsvalg var nært blev han atter – og nu på sensationel vis – draget ind i politik. H. P. Hanssen-Nørremølle ønskede ikke genvalg i Sønderjylland. På et stort møde af venstres landsorganisation i rigsdagens fællessal 10.11.1926 bragte formanden for det fynske venstre forlydender frem om Thomas Madsen-Mygdals opstilling i Sønderjylland hvorpå sønderjyden Mads Gram tog ordet. Med citat fra Edv. Lembckes "Du skønne land med dal og bakker fagre" af linjerne om bejlerne fra syd og nord rakte han hånden frem mod Thomas Madsen-Mygdal der greb den og trykkede den under stærkt og langvarigt bifald. Dermed var Thomas Madsen-Mygdal kåret til kandidat i Sønderjylland hvor han valgtes 2.12.

Reelt var han også kåret til venstres fører og statsministeremne fremfor Neergaard og Oluf Krag. 14.12.1926 dannede han regering på flertal af venstre og konservative. Han havde i tiden forud talt for at vende tilbage til "den ærlige krone". Kronekursen havde imidlertid allerede ved hans tiltræden som statsminister nået pari, og 1927 indførtes kronens guldindløselighed som før 1914. Thomas Madsen-Mygdal så det som regeringens væsentligste opgave at tilpasse de offentlige udgifter til den højere kroneværdi. Det skete gennem nedsættelse af lønninger og sociale udgifter, nedsættelse af offentlige takster og lettelse af beskatningen af formuer med ringe afkast, en deflationspolitik som var en konsekvens af kronens guldparitet, men som gennemførtes uden at der var skabt forståelse i befolkningen for dens baggrund og derfor vakte voldsom harme i arbejder- og tjenestemandskredse.

Da Thomas Madsen-Mygdal ved tilpasning af forsvarsudgifterne til den højere kroneværdi nægtede at komme de konservative i møde med få mill. kr. unddrog de konservative ham støtte ved afstemning om finansloven 21.3.1929. Regeringen kom i mindretal og udskrev valg. Bag den konservative aktion lå også ønsket hos yngre konservative, anført af John Christmas Møller, om at frigøre partiet fra det underordnelsesforhold til venstre som ikke mindst Thomas Madsen-Mygdal havde bragt det i. Efter valget dannede socialdemokrater og radikale flertalsregering. Thomas Madsen-Mygdal blev formand for venstres rigsdagsgruppe og landsorganisation. Under den svære krise 1932 rettede han 20.1. henvendelse til udenrigsminister P. Munch om sikring af valuta til landbrugets nødvendige import af råstoffer og gav dermed stødet til oprettelse af valutacentralen og var jan. 1933 deltager i forhandlingerne om kanslergadeforliget. 5.8.1933 nedlagde han sit folketingsmandat og 1941 sit formandskab for venstres landsorganisation. 1928 havde han forpagtet Brændte Ege på Falster og forpagtede 1934 yderligere det nærliggende Ourupgård og var i sine sidste år optaget af driften af disse to gårde samt Edelgave. 1938 blev han formand for A/S Østasiatisk Industri- og Plantagekompagni.

I 1920'erne står Thomas Madsen-Mygdal som en monumental politisk skikkelse. Siden J.C. Christensens dage havde ingen venstrepolitiker haft så stærk en position i landbefolkningen. Som folketaler for en landmandsforsamling kom ingen på højde med ham. Hans høje ranke skikkelse, smukt formede hoved med skarpt skårne træk, hans velklingende organ, klart formulerede tale, hans appel om flid, sparsommelighed, arbejdsomhed og nøjsomhed, hans tillid til de skabende kræfters frie spil greb forsamlingen. Han gentog disse enkle synspunkter i sine taler, og selv om modstandere lidt spottende kaldte det hans "eneste tale" så forløste den netop hos landmændene bundne tanker og følelser. Hans styrke var ensidigheden i hans overbevisning om den rene liberalismes evige gyldighed, men i ensidigheden lå også hans svaghed i manglende evne til at bøje af eller tage hensyn til skiftende forhold. I sin personlighed forenede Thomas Madsen-Mygdal verdensmanden og bonden. Når han på et dyrskue anerkendende vurderede en god kvægbesætning, og når han i sin hvide jakke gik ud over marker med bølgende korn og kraftige roer var han et symbol for mangen landmand på den produktionsforøgelse et par slægtleds bønder havde skabt og den sociale rejsning af bondestanden som var fulgt med.

Familie

Thomas Madsen-Mygdal blev født i Mygdal, død på Kbh.s kommunehosp., begravet i Smørum. Forældre: landstingsmand, statsrevisor N.P. Madsen-Mygdal (1835-1913) og Ane Kirstine Jacobsen (1839-1902). Gift 15.11.1907 med Marie Deichmann, f. Rovsing, født 27.12.1885 i Horsens, død 15.12.1955 i Gentofte, adoptivd. af musikdirektør Julius Vilhelm Nicolai Deichmann (1852-1904) og Eleonora Caroline Kristine Agda Lindblad (1864-94). – Bror til Aage Madsen-Mygdal.

Udnævnelser

R. 1919. K2. 1920. S.K. 1929.

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix (Kgl. bibl.). Karikatur af Alfred Schmidt, 1922 (Fr.borg). Tegn. af Aage Roose (sst.). Buste af Grethe Bülow-Møller. Mal. af Mary E. Havning (begge folketinget). Foto.

Bibliografi

Venstres dagblade 10.11. og 11.11.1926. Chr. Torpe i Berl. tid. 24.2.1943. Gunnar Nielsen i Politiken s.d. Karl Madsen i Billeder af rigsdagens hist., red. Aa. Svendstorp og Chr. Torpe II, 1947 107-28. Venstre i 100 år, 1901-39, ved J. H. Monrad, 1970. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972. Kn. Larsen i Historie ny r. X, 1972-74 562-631. Venstre 50 år for folkestyret, red. Kurt Sørensen, 1979. Bent Jensen: Danm. og det russiske spørgsmål 1917-24, 1979. Erik Helmer Pedersen: Landbrugsrådet som erhvervspolitisk toporgan, 1979. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig