Sigurður Jónsson, 28.1.1852-16.1.1926, islandsk minister, bonde, politiker. Født på gården Litlaströnd, Nord-Island, død på gården Yztafell, Nord-Island, begravet på Ljosavatn. I J.s ungdom var det ikke let at få skoleundervisning i hans hjemmebygd, Pingeyjarsysla. Derimod var det ret almindeligt at der fandtes selvlærte folk, og J. var en af dem. I en ung alder blev han valgt som leder i hjemmebygdens anliggender hvilke han beskæftigede sig med hele sit liv. Han var en ivrig tilhænger af den kooperative bevægelse, og i hans hjem, Yztafell, blev det islandske kooperative forbund stiftet 1902. J. blev redaktør for forbundets første organ 1907, og i de følgende år rejste han rundt i Island for at holde foredrag som talsmand for det kooperative forbunds ideer. J. blev valgt til altinget 1916 som repræsentant for en ny politisk gruppe blandt islandske bønder og tilhængere af den kooperative bevægelse. I begyndelsen af 1917 omdannedes denne til et politisk parti, fremskridtspartiet, der dannede den første islandske regering under Jon Magnusson med J. som fiskeri- og landbrugsminister. Regeringen repræsenterede Island i regeringen C. Th. Zahle indtil selvstændigheden 1.12.1918. Efter sin afgang som minister var J. fortsat altingsmand til 1925.

Familie

Forældre: bonde Jon Årnason (1820–75) og Puriður Helgadóttir (1823–1902). Gift 6.10.1888 i Yztafell med Krist-björg Marteinsdóttir, født 30.3.1863 på gården Fornastaðir, Nord-Island, død 28.2.1938 i Yztafell, d. af bonde Marteinn Halldorsson (1838–83) og Kristin Jónsdóttir (1842–1915).

Bibliografi

Jón Sigurðsson: Sigurður i Yztafelli og samtiðarmenn, Reykjavik 1965. De danske ministerier 1901-29, ved Svend Thorsen, 1972. Per Sundbøl: Dansk Islandspolitik 1913-18, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig