K.B. Andersen

K.B. Andersen, Knud Børge Andersen, 1.12.1914-23.3.1984, minister. Født i Kbh. (Skt. Stefans), død i Kbh. (Jac.), begravet på Bispebjerg kgd. A. hvis kaldenavn var K.B. blev født på Nørrebro. Faderen var nærmest konservativ, moderen stærkt grundtvigsk interesseret – A. selv var 1940–41 og 1943–44 formand for Studenterkredsen. Student 1933 (Metropolitanskolen), cand. polit. 1940. A., der i studentertiden lærte J. O. Krag at kende på Regensen, var oprindelig ikke sporet ind på et politisk liv men mere på en virksomhed i folkeoplysende arbejde; fra 1935 var han ansat i Statsradiofoniens foredragsafdeling, 1948–50 som chef. Han havde i den periode nær tilknytning til kredsen omkring Hal Koch og underviste på Krogerup højskole. Et mere partibetonet oplysningsarbejde tog han op da han 1950–57 var forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde. Ved siden af højskolearbejdet virkede han som deltager i socialdemokratiets idédebat og var 1953–58 redaktør af partiets tidsskrift Verdens gang som blev mere livligt og engagerende end det før havde været. Efter Hans Hedtofts død 1957 overtog A. hans kreds, Bispebjergkredsen i København, og valgtes her til 1970 da han udtrådte for at blive partisekretær; i 1973 blev han valgt i Skivekredsen. Han placerede sig hurtigt på ledende poster både på Christiansborg, politisk ordfører 1962–64, og i partiarbejdet og var medlem af det udvalg – som han var det af alle senere programudvalg – der formulerede principprogrammet 1961. I de første folketingsår var A.s arbejde i meget en fortsættelse af højskolearbejdet med interessen samlet omkring undervisning og kulturpolitik, og uden for tinget var han 1962–64 formand for AOF og Arte. Det føltes derfor naturligt at A. udnævntes til undervisningsminister i ministeriet Krag II. I disse år, 1963–68, var "uddannelseseksplosionen" under udvikling; skolereformen af 1958 var dog først ved at komme rigtigt i gang, således at de store reformer ikke stod for, men bl.a. HF-uddannelsen indførtes i A.s ministertid, og loven af 1968 om fritidsundervisning var forberedt da ministeriet trådte tilbage efter valget 23.1.1968.

Siden 1960 havde socialdemokratiets vælgerandel været nedadgående. Da der 1970 skulle skiftes partisekretær valgte J. O. Krag da at sætte A. på denne post i tillid til hans arbejdsiver, idérigdom og organisationstalent. Der gennemførtes en række organisatoriske reformer, og nye mødeformer blev taget i brug; men allerede 1971 blev A. udenrigsminister i ministeriet Krag III og fortsatte i denne stilling i ministerierne Anker Jørgensen I (1972–1973), II (1975–77) og III (1977-78). I sin udenrigsministertid interesserede A. sig ikke mindst for den tredie verdens forhold og markerede sig klart som talsmand for dens frihedsbevægelser og for racernes ligestilling; det skete ofte i erklæringer der vakte kritik hos oppositionen. I den fulgte udenrigspolitik lagde A. imidlertid vægt på at fortsætte en linie som hovedparten af folketinget kunne tilslutte sig. Da A. i sommeren 1978 trak sig tilbage fra ministerposten, var dette dikteret af ønsket om at vende tilbage til den hjemlige politik; men ved samtidig at lade sig opstille som kandidat til posten som folketingets formand løste han nogle personproblemer i sin gruppe. Han var folketingets formand 1978-81.

A.s politiske indsats var i høj grad præget af en bemærkelsesværdig evne både til at omstille sig til nye arbejdsfelter og til at engagere sig i netop det han på det givne tidspunkt arbejdede med. Flid og talent for at trænge frem til sagens kerne indgår også i karakteristikken men dertil undertiden også en mindre tilbøjelighed til at tage mod råd af embedsmændene. A. var som taler den hastige repliks mand. Foruden en lang række tidsskriftsartikler skrev han sammen med J. O. Krag Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955–71, 1971.