Halfdan Hendriksen

Halfdan Hendriksen, 12.11.1881-22.10.1961, minister, grosserer. Født i Kbh. (Johs.), død i Valby, begravet på Frbg. kgd. H. der voksede op i et radikalt præget og politisk interesseret hjem kom i skole som femårig og tog præliminæreksamen som 15-årig. Han ansattes 1.3.1897 i rederiet Thingvalla, overgik til C. K. Hansens rederi da det overtog Thingvalla, og flyttede med til DFDS da Thingvalla 1898 overgik dertil. Han uddannedes i DFDS' forskellige afdelinger og blev 1906 efter en periode at have været udsendt til Island kontorchef for rederiets Island-Færøafdeling og dets Islandsplads i Kbh. Dermed knyttedes livsvarige bånd mellem ham og islændingene, først forretningsmæssigt, senere også politisk. 1910 blev H. selvstændig erhvervsdrivende idet han sammen med S. N. Holm overtog grosserer Dines Petersens islandske kommissionsforretning i Kbh. og under navnet Dines Petersen & Co. drev den stærkt frem og udvidede den med rederivirksomhed. 1924 blev H. eneindehaver af firmaet. 1930 oprettede han A/S Skagen Fiskehermetik og 1933 A/S Ørholm Læderfabrik, senere Ørholm Værk. Han ledede begge virksomheder indtil han blev minister 1940 og var formand for deres bestyrelser henholdsvis 1946–60 og 1946–58. H. var desuden medlem af Carlsbergfondets bryggeriråd 1923–40, af Kbh.s havnebestyrelse 1931–40 og 1950–55, af fiskerirådet 1930–40, af toldrådet 1933–40, af sø- og handelsretten 1920–50 og af Islandsk handelsforening i Kbh. 1918–40. Dansk principalforenings formand var han 1926–40. H. var således en kyndig og erfaren erhvervsmand da han 43 år gammel blev aktiv politiker. Han havde sidst i 1890erne indmeldt sig i højres arbejder- og vælgerforening og Den konservative klub, til dels i ungdommelig opposition mod hjemmet og det venstre der så skånselsløst angreb højre, men han erkendte hurtigt at han i sin politiske grundindstilling var konservativ og deltog omkring århundredskiftet aktivt i højres organisationsarbejde. Han tænkte dog ikke på valg til rigsdagen, og da han september 1920 lod sig opstille i Århus fordi en del konservative ønskede en erhvervsmand opstillet ved siden af amtets folketingsmand grev Bent Holstein, var det i sikker forvisning om at han ikke blev valgt. Det blev han heller ikke selv om det var nærmere ved end han havde tænkt sig. 1924 lod han sig overtale til at stille sig til folketinget for de konservative i Kbh.s søndre storkreds og valgtes. Han befandt sig vel i rigsdagen, genvalgtes 1926 og 1929 og var landstingsmand for Kbh.-Frbg. 1932–43, derpå valgt til folketinget i Kbh.s østre storkreds 1943–47, på ny til landstinget for Kbh.-Frbg. 1947–53 og endelig til folketinget for Hellerupkredsen 1953–57. Selv om H. i sin ungdom havde tilsluttet sig det gamle højre bragte han ikke dets synspunkter med til Christiansborg. Han sluttede sig til J. Christmas Møllers folkelige konservatisme og så ingen fremtid for partiet i en appel til nogle tusinde i samfundets top. Styrken for partiet skulle hentes i de brede befolkningslag. Han forstod at tale til den næringsdrivende mellemstands nationale følelse og trang til en politik der værnede den flittige og sparsommelige, den tålsomme middelstand som han sagde, fordi den bar sine byrder med kun små suk. Han så den voksende funktionærstands problemer og politiske betydning og udarbejdede 1929 et forslag om almindelig folkeforsikring på rent forsikringsmæssigt grundlag. Storhandel og storindustri havde også i ham en forstående repræsentant, men han gik ikke deres ærinde på partiets bekostning. Dets bredde var hans mål. Han, den moderne hovedstadsborger, forretningsmanden der ikke veg tilbage for noget nyt og altid var rede til forhandling der kunne føre til praktiske resultater, hentede sine mange personlige stemmer i middelstanden. Som taler var han klar og logisk, uden sidespring i tankegangen, men han vidste også at der skulle tales til hjertet. Hans høje ranke skikkelse, klædt efter moden, udstrålede diskret elegance. Med sin rolige myndighed ydede han sit parti stor tjeneste som formand for Kbh.-Frbg. konservative vælgerforening i brydningsårene 1930–45. Han var tillige formand for Nationaltidendes bestyrelse 1936–40. I rigsdagen var han især ordfører i økonomiske og kommercielle sager og øvede før anden verdenskrig sin betydeligste indsats under grundlovsforhandlingerne 1937–39. Efter socialdemokraters og radikales erobring af landstingsflertallet 1936 var han enig med Christmas Møller om en ny forfatning med én valgdag og ét vælgerkorps, men han ønskede tokammersystemet bevaret. Aug. 1937 sendte han Christmas Møller en skitse hvorefter landstinget skulle sammensættes af kvinder og mænd, opstillet af partierne på en landsliste og valgt samtidig med folketinget og af samme vælgere. Ideen i forslaget blev udgangspunkt for forliget mellem regeringspartiet og de konservative om rigsliste og rigsting i grundlovsforslaget 1939, men forslaget forkastedes ved folkeafstemningen 23.5. H. valgtes 1940 til formand for den konservative rigsdagsgruppe, blev efter den tyske besættelse medlem af rigsdagens nimandsudvalg og overtog 9.10.1940 handelsministeriet da Christmas Møller måtte udtræde af samlingsregeringen efter tysk pres. H. var med sin indsigt i erhvervsforhold langt mere egnet til posten end Christmas Møller. Hans rolige og overbevisende henvendelse til befolkningen gennem radioen om nye nedskæringer i forsyninger og rationeringer og hans tales undertone af nationalt sammenhold og forståelse under vanskelige forhold gav ham i krigsårene en popularitet som ingen ville have troet en forsyningsminister kunne opnå. Under telegramkrisen okt.-nov. 1942 krævede den tyske regering H. fjernet fra handelsministeriet, men Erik Scavenius afviste med den begrundelse at han ikke havde en mere kompetent person til at forestå det ministerium. H. ville have taget bruddet med besættelsesmagten på dens krav om at Scavenius skulle være statsminister. Han kunne ikke affinde sig med at en fremmed magt bestemte hvem der skulle være statsminister, og da flertallet i den konservative rigsdagsgruppe bøjede sig for kongemagtens henstilling om at acceptere Scavenius bad H. om at måtte udtræde af regeringen, men fortsatte som minister på gruppens enstemmige og indtrængende anmodning og tilsagn om fuld tillid og støtte. Det blev en dyb skuffelse for ham at modstandsbevægelsen ikke ville acceptere ham eller nogen anden minister fra Scavenius' ministerium i befrielsesregeringen. Han overvejede sommeren 1945 at udtræde af politik, men lod sig overtale til at fortsætte og sagde i den forbindelse at han stod på partiets venstrefløj i sociale spørgsmål og understregede samtidig sin opfattelse af mellemstanden som nationens rygmarv. I den senere krisetid for partiet med Christmas Møllers udtræden var H. med sin borgerlige charme de konservatives vimpel og ballast. Han stod i spidsen for udformningen af nyt program og var skønt han af hensyn til sin i forvejen store arbejdsbyrde bad sig fri, valgt til partiets landsformand 1948–57. – Som medlem af forfatningskommissionen efter krigen erkendte H. realpolitisk at der nu ikke var nogen vej uden om etkammersystemet. Til gengæld lagde han megen vægt på mindretalsbeskyttelse i grundloven og bidrog med sin argumentation og autoritet til at det store tal af konservative vælgere accepterede grundloven af 1953. Det var ikke nærliggende for H. at søge nært samarbejde med venstre, men han bøjede sig loyalt for VK-regeringen og det fortsatte VK-samarbejde. Han var som tidligere stærkt optaget af de nordatlantiske forhold. Han var medlem af folketingets Grønlandsudvalg og optaget af Grønlands erhvervsmæssige udvikling og deltog i foreningsarbejde til hjælp for grønlandske børn og tüberkulosens bekæmpelse i Grønland. Med Islands selvstændige stilling som republik ophørte 1950 hans medlemskab fra 1927 af Danskislandsk nævn og hans formandskab fra 1936 i Danskislandsk forbundsfond. – 1946 afhændede H. sit firma og var administrerende direktør for Carlsberg Bryggerierne 1946–53, derefter medlem af Carlsbergfondets bryggeriråd og formand for Carlsbergs mindelegat for brygger J. C. Jacobsen til 1960. Et nyt arbejdsfelt tog han op som formand for Teatermuseet fra 1953 og formand for Selskabet for dansk teaterhistorie 1954.