Ernst Christiansen (politiker)

Ernst Christiansen, Ernst Valdemar Christiansen, 28.3.1891-4.12.1974, minister uden portefølje, politiker. Født i Roskilde, død i Kbh., urne på Ass. kgd. C. blev uddannet som typograf i sin fødeby, og straks efter udstået læretid i 1910 kom han med i ledelsen af både den lokale fagforening og en nyoprettet afdeling af Socialistisk ungdomsforbund (SUF), socialdemokratiets ungdomsbevægelse. Efter soldatertiden blev han 1913 landsformand og forretningsfører for det stærkt voksende SUF. 1. verdenskrig radikaliserede stærkt ungdomsbevægelsen mens moderpartiet mere og mere sluttede op i det politiske system symboliseret ved Staunings indtræden i regeringen 1916. SUF dyrkede i disse år snævre kontakter med stedse mere radikale ungdomsbevægelser ude i Europa, og på hjemmefronten vendte man sig mod sikringsstyrkens fortsatte indkaldelse. I 1919 tilspidsedes situationen da SUF stillede krav om at socialdemokratiet skulle bryde forbindelsen med regeringen; resultatet blev på partikongressen 1919 at partiet afbrød forbindelsen med SUF som derefter opløstes. Store dele af ungdomsbevægelsen dannede en ny og partitro organisation - DSU - mens C. sammen med en talstærk fløj startede Danmarks venstresocialistiske parti.

C. blev formand for det nye parti der 1920 tog navneforandring til Danmarks kommunistiske parti og fortsatte som sådan til 1926; i samme periode var C. redaktør af partiets blade. Selv om partiet fik opslutning fra andre oppositionelle grupper nåede det ikke nogen betragtelig størrelse (1924 6.219 stemmer, 1926 5.678) og var bestandig kendetegnet af stærke indre brydninger hvorunder det kneb for C. at affinde sig med Moskvas direktiver. Han havde godtnok allerede fra sit første besøg i Moskva 1918 gode forbindelser i Komintern; men de gav ham alligevel ikke mulighed for at få direktiverne afpasset efter danske forhold. Efter kongressen 1926 var C. redaktør af Arbejderbladet. Året efter fik han imidlertid tilbud om at blive ansat i Sovjetunionens handelsrepræsentation i København, og træt af partiarbejdet tog han imod stillingen som han forlod 1930. Dette år søgte han nemlig sammen med en række tidligere SUF-kammerater der også var blevet DKPer tilbage i socialdemokratiet.

Det var navnlig fagforeningsledere med typografen Sigvald Hellberg i spidsen der bl.a. var kommet i konflikt med DKP som efter Moskvaparolen gang på gang søgte at etablere strejker uden om fagbevægelsen. Efter nogle ret vanskelige forhandlinger blev gruppen optaget i socialdemokratiet, og der fulgte nu en række rolige arbejdsår for C. 1931 kom han til "Social-Demokraten" hvor han navnlig arbejdede med kommunalstof, samtidig kom han i ledelsen for Arbejdernes radioforbund (formand 1953-66) der 1940-55 og 1957-63 satte ham ind som medlem af radiorådet og dettes programudvalg. En egentlig politisk post fik C. som landstingsmand 1947-53, ligeledes fra 1947 var han jævnligt medlem af FN-delegationen (1955-60 som formand) ligesom han 1950-55 var medlem af Europarådet. 1955 blev C. ganske overraskende -også for ham selv - optaget som minister uden portefølje i ministeriet H. C. Hansen I. Han fik den særlige opgave at aflaste H. C. Hansen i udenrigsministerarbejdet. C.s store kundskaber, politiske erfaring og sikre beherskelse af fremmedsprog gjorde ham velegnet til posten som han måtte forlade ved trekantregeringens dannelse 1957.

C. var ikke nogen fremragende agitator selv om han var og mere og mere blev en sleben taler. Hans styrke lå i det organisatoriske arbejde, hans flid og veludviklede tæft for bevægelser og standpunkter i en forsamling. Det var ikke de egenskaber der blev kaldt på da han var kommunistpartiets formand, men de gjorde ham til et indflydelsesrigt medlem af radioledelsen med en særlig interesse for det oplysende arbejde mens han ofte var kritisk eller kold over for de kunstneriske indslag. Også C.s mange bøger er præget af soliditet; men de er ikke, selv når emnet kunne opfordre til det, meget medrivende. Før 2. verdenskrig kom Fra Lenin til Stalin, 1936, og Amerika, 1939. Efter krigen var C. medredaktør af flere bøger om radioen: Radioen under Krigen, 1945, Statsradiofonien 1925-50, 1950, og 40 år radio og TV, 1965, ligesom han stod for flere jubilæumsskrifter fra arbejderbevægelsen: En stjernevogn kørte ud, 1952 (om bryggeriet Stjernen), Smede før og nu, 1963, og Blikkenslagerne gennem 75 år, 1965. Bredere i emnet var Arbejderne og socialismen, 1953 der giver en velfunderet og klar oversigt over de socialistiske ideers og arbejderbevægelsens udvikling verden over. Mere selvstændig er C.s store skildring af tiden 1901-24 i socialdemokratiets partihistorie "En bygning vi rejser" I og II, 1954-55 hvorimod erindringerne - men det gik anderledes, 1960 er mindre givende i hvert fald for tiden efter 1919.