Claus Huitfeldt, d. 2.10.1590, lensmand. Død på Bramslykke, begravet i Sakskøbing k. H. fik som ung 1541 den opgave at hente det af kronen beslaglagte kirkesølv fra Trondheim, Bergen og Oslo stifter, men var så uheldig at blive opsnappet på vejen af nogle nederlandske udliggere hvad der førte til et langvarigt fangenskab i Enkhuizen. Efter sin frigivelse 1543 udstyredes han foreløbig med mindre forleninger; men 1557 blev han landsdommer på Lolland-Falster hvorfor han lønnedes med to birker på Falster, og 1558 bragte Peder Oxes fald ham endnu mere i forgrunden idet kongen indtil videre overdrog ham dennes rige forleninger (Ravnsborg og Halsted kloster len og seks birker på Lolland samt Sørup og Gedser len med Falsters to herreder), samtidig med at han blev stiftslensmand på Lolland-Falster; endvidere kom han til at tage vigtig del i undersøgelsen af sin forgængers lensbestyrelse. 1559 måtte han afgive Peder Oxes lollandske forleninger med undtagelse af Vigsnæs birk til en anden lensmand, hvorimod han fortsatte som stiftslensmand og beholdt Sørup og Gedser, og 1562 fik han yderligere Navlsti birk på Lolland. I syvårskrigens første år var han proviantmester på Lolland-Falster og spillede i det hele en ledende rolle dernede. Efter Peder Oxes tilbagekomst måtte H. overgive samtlige forleninger til Peders bror Albert Oxe (1567). Til gengæld gjorde den mod Peder Oxe fjendske enkedronning Dorothea ham s.å. til lensmand på Åkær og 1569 yderligere på Dronningborg (Randers) der begge hørte til hendes livgeding. Med Dorotheas død (1571) var H.s embedsbane afsluttet, s.å. mistede han Åkær, n.å. Dronningborg. H. skrev sig til den lille fynske herregård Krumstrup.

Familie

Forældre: Otte Clausen til Skibelundgård og Lørup (død mellem 1517 og 29) og Barbara Eriksdatter (Blaa) til Orebygård og Berritsgård (død tidligst 1558). Gift Dorthe Beck, d. af rentemester Joachim B. (ca. 1500–72) og Anne Ravensberg (død 1573). -Bror til Christoffer H., Peder H. og Poul H.

Bibliografi

Norske rigsregistranter I-II, Kria. 1861–63. Kancelliets brevbøger 1551–75, 1885–98. Breve til og fra Mogens Gyldenstierne og Anne Sparre I-II I, 1929–41. – P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig