Martin Lehmann, Martin Christian Gottlieb Lehmann, 16.3.1775-4.10.1856, kollegiedeputeret. Efter at have modtaget undervisning ved gymnasiet i Altona drog Martin Lehmann til Göttingen hvor først teologi, senere filologi og naturvidenskab lagde fuldt beslag på hans studier. Han tog universitetets store guldmedalje og blev senere dr.phil. på et arbejde om insekters sansning. Kort derefter var det meningen at han skulle have ledsaget en fornem ung mand på studierejse til udlandet, men de urolige ydrepolitiske forhold forpurrede planen.

For Martin Lehmanns vedkommende fulgte et fireårigt og meget udbytterigt ophold hos en kendt engelsk whigfamilie. Senere var han på besøg i Paris hvor han traf sammen med H.C. Ørsted og gjorde udkast til en udgave af Plinius. Han vendte derpå tilbage til Göttingen, men da han ønskede at få en stilling i sit hjemland indledte han forhandlinger med hertugen af Augustenborg om et professorat i Kiel. Dette kunne dog ikke skaffes, men ved hertugens velvilje kaldtes han til Kbh. og fik 1804 ansættelse som ekstraordinær assessor i general-land-økonomi- og kommercekollegiet. Martin Lehmann kom til Kbh. i et lykkeligt øjeblik. Endnu stod kronprinsen og hans regering omstrålet af de store reformers glans, den florissante handelsperiode var endnu ikke udrundet, og Kbh.s befolkning nød i fulde drag den hurtigt erhvervede rigdom. Det lykkedes også Martin Lehmann at komme ind i en stærkt åndeligt og litterært interesseret kreds der bestod af brødrene H.C. og A.S. Ørsted, Adam Oehlenschläger og hans søster Sophie Ørsted og senere Jens Baggesen.

Under bombardementet mistede Martin Lehmann en stor part af sine optegnelser, og også han fik tidernes økonomiske tryk at mærke. Den agtelse han hidtil havde næret for kronprinsens person forsvandt under krigens alt andet end strålende adjudantregimente, og hans sind blev forstemt ved tabet af Norge og ved statsbankerotten. Til trods for at han havde giftet sig ind i en rent dansk familie forblev hans åndspræg stadig tysk, og med årene foretrak han alene omgang med sine tyske kolleger inden for centraladministrationen. Stillingen som assessor ombyttede han 1809 med en kommitterets plads, og han blev medlem af fabrikdirektionen og 1817 fabrikdirektør. Han interesserede sig stærkt for erhvervslivets udvikling, arrangerede den første industriudstilling i Kiel og skrev om kurvemageri, kniplingsindustrien i Tønder samt fiskeriet ved kysterne. 1831 blev han chef for kanal-, havne- og fyrvæsenet og n.å. deputeret i generaltoldkammer- og kommerce-kollegiet. Han tog sin afsked 1840. Under ham foregik overgangen fra kulfyr til lampefyr, og han gjorde et energisk arbejde for at udvikle Helsingørs havn. Under den praktiske embedsgerning glemte han ikke helt sin gamle videnskab. 1808 var han blevet sekretær ved kommissionen for oprettelsen af et naturhistorisk museum, og han blev 1829 direktør for dette, en stilling han bevarede til sin død. – Justitsråd 1810. Etatsråd 1817. Konferensråd 1840.

En søn Wilhelm Otto Waldemar Lehmann, født 7.7.1817, død 10.9.1894, blev landkadet 1833, sekondløjtnant 1835, premierløjtnant 1839. Efter 1848 at have været adjudant hos A.F. Tscherning kom han især til at beskæftige sig med det militære telegrafvæsen. 1852–54 forestod han anlægget af den første elektromagnetiske telegraflinje Helsingør-København-Fredericia-Hamburg. Under krigen 1864 gjorde han som kaptajn tjeneste ved ingeniørkommandoen. 1869 fik han afsked som kar. oberst og blev n.å. oberst af forstærkningen. Wilhelm Lehmann var 1857–63 medlem af rigsrådet, 1870–82 af Kbh.s borgerrepræsentation. R. 1851. DM. 1856.

Familie

Martin Lehmann blev født i Haselau ved Uetersen, død i Kbh. (Petri), begravet i Petri urtegård. Forældre: pastor Johann Gottlieb Lehmann (1735–1807) og Marie Elisabeth Zornickel (1755–1831). Gift 1. gang 8.5.1809 i Kbh. (Frue) med Frederikke Louise Bech, født 2.2.1787 i Kalundborg, død 9.5.1834 i Kbh. (Petri), d. af amtsfuldmægtig, senere borgmester i Kbh., etatsråd Peder Bech (1757–1818) og Susanne Theodora Gottlieb (ca. 1756–1818). Gift 2. gang 7.11.1835 i Hamburg med Frederikke Baltzer, født 30.1.1796 i Hamburg, død 24.3.1864 i Lübeck, d. af købmand Gottlob Christian Baltzer (1753–1828) og Marie Carolina Möller (1765–1810). – Far til Heinrich Lehmann og Orla Lehmann.

Udnævnelser

R. 1836.

Ikonografi

Stik af G.-L. Chrétien, efter dette stik af E. Quenedey, 1813. Litografi af E. Bærentzen, 1844. Mal. af samme, 1848. Relief af H. V. Bissen, 1857, på gravmæle (Petri urtegård), afstøbning (glyptoteket).

Bibliografi

Orla Lehmann: Efterladte skr. I, 1872. Industriens hist. i Danm., udg. Axel Nielsen III, 1944 (reproudg. 1975).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig