Ditlev Reventlow (kansler)

Ditlev Reventlow, 4. el. 27.4.1600-13.8.1664, kansler. Født på Ziesendorf i Mecklenburg, død i Kiel, begravet i Slesvig domk. R. studerede i Greifswald 1611, i Rostock 1615, derpå i Strasbourg og rejste så i Frankrig, England, Holland og Italien. Efter fra 1624 at have været kammerjunker hos hertug Adolf Frederik af Mecklenburg trådte han i tjeneste hos ærkebisp Johan Frederik af Bremen, først som hans råd og kammerjunker, siden som hans marskal, og benyttedes i adskillige diplomatiske sendelser, som 1627 til Sachsen og kejseren, 1628 til J. T. Tilly og A. v. Wallenstein og 1630 til kurfyrstedagen i Regensburg. Imidlertid var Christian IVs opmærksomhed blevet henledt på ham, hvis far havde været i dansk tjeneste; sept. 1632 overdroges det Henrik Rantzau til Schmool at forhandle med ham, og resultatet blev at han endnu inden årets udgang blev gehejmeråd og tysk kansler. Hurtigt blev han kongens meget betroede mand hvem vigtige forhandlinger i Tyskland overdroges. Allerede dec. 1632 sendtes han til Sachsen for at skille kurfyrsten fra Sverige og virke for underhandlinger om særfred mellem ham og kejseren; fra Dresden tog han til kurfyrst Maximilian af Bayern og derpå til Wallenstein i Prag. Næppe var han kommet tilbage til Kbh. i april 1633 før han i juli på ny sendtes til kurfyrsten af Sachsen for at træffe overenskomst om den udvalgte prins Christians forlovelse med Magdalena Sibylla. I slutningen af 1634 fulgte han hertug Frederik (III) til Bremen stift efter at dette var blevet ledigt ved hans forrige herre Johan Frederiks død, og medvirkede ved afslutningen af overenskomsten med de svenske befuldmægtigede i febr. 1635. I de følgende år havde han mest ophold i Glückstadt og var derfra en af hovedmændene ved kongens vigtige underhandlinger om fredsmæglingen i Hamburg 1639–42 både med de kejserlige befuldmægtigede Kurtz, Lützow og Auersperg og det engelske sendebud Thomas Roe; 1641 var han desuden i Stade ved forligsforhandlingerne med de nederlandske gesandter; 1643 sendtes han til Braunschweig i anledning af hertug Frederiks ægteskab med Sophie Amalie. Til alle disse hverv medbragte den smukke, fine og kunskabsrige mand betydelige evner i retning af praktisk dygtighed og talent til at gribe fordelene ved en situation; han var tilmed forsigtigere end Christian v. der jo en tid var Christian IVs egentlige udenrigsminister; men det synes ikke at han har besiddet egentlig større overblik og skarpsynethed eller været i stand til at udkaste større planer. Thomas Roe fremhæver hans protestantiske sindelag og hans uegennyttighed, og der er derfor næppe grund til at fæste lid til en beskyldning imod ham for at have været bestukket af Spanien.

Efter krigens udbrud 1643 forlod R. Glückstadt og tog i flere år ophold i Kbh. som leder af tyske kancelli; i denne egenskab forhandlede han 1644 både med de nederlandske gesandter og med den kejserlige udsending Plettenberg og den franske de la Thuillerie. 1647 sendtes han til Sachsen i anledning af prins Christians død der. – Imidlertid var han 1639 (-46) blevet forlenet med Romsdalen i Norge. Vigtigst var det dog at han 1642 udnævntes til amtmand over Haderslev amt. Denne udnævnelse vakte den stærkeste misfornøjelse hos det slesvigholstenske ridderskab fordi han ikke var indfødt men mecklenburger, og vistnok tillige fordi han både i hertugdømmerne og, som det synes, i Danmark var anset for at nære udpræget monarkisksindede anskuelser. Den blev også grunden til hans fald; thi de Frederik III ved sin tronbestigelse anså det for rigtigst at være imødekommende mod stænderne blev han i okt. 1648 afsat fra sin amt-mandspost. Hertil skal dog have medvirket uvenskab både fra Christian Rantzaus og Corfitz Ulfeldts side og måske også Theodor Lentes bestræbelser for at få magten i tyske kancelli; i hvert fald mistede han også kanslerembedet. I foråret 1649 forhandledes der dog på ny med ham om at overtage dette embede, men det blev ikke til noget. Endnu s.å. hed det sig at han ville gå i svensk tjeneste, men heller ikke dette skete. Han førte i den følgende tid et ret tilbagetrukket liv, vel dels på sine godser – Reetz og Gitschow i Mecklenburg, Futterkamp (købt 1648) og Neudorf (hvormed Christian IV 1642 forlenede ham) i Holsten (Kr. Pløn) – dels i Hamburg hvor han havde et kanonikat.